søndag den 26. december 2010

Blev ret glad, da jeg d. 24 december ser, at jeg har rundet 50 faste læsere!! Mange tusinde tak :-)

Hvis i har lyst, ville jeg blive super glad, hvis i evt. postede et link til min blog på jeres facebook. Det ville være alt for sejt!

Håber alle har haft en god jul !

- Sophie Amalie

mandag den 20. december 2010

har facebook gjort verdenen mindre, eller støre?

Min computer.

Du har Facebook. Jeg har Facebook. 87% af alle københavnere har en aktiv facebook profil. Der bliver hver måned lagt mere end 3 milliarder billeder ud, der bliver hver dag skrevet mere end 100 milioner status-opdateringer, der findes 500 millioner aktive facebook-profiler og dette tal stiger hver dag med 25.000. Vi ved tilsyneladne godt alle sammen hvad facebook er - men hvad har det betydet for os?

Personligt, kom Facebook ind i mit liv i 2008. Jeg var sammen med min mor, de første i vores omgangskreds der fik en facebook profil, men lige pludselig (uden overdrivelse) havde hele verden facebook.

Facebook hjælper os til at dele oplevelser, udveklse historier og holde kontakten ved lige. Men hvem bliver kontakten holdt ved lige med?

Diskussionen startede en torsdag aften ved middagsbordet. Min tante, min mor og min papfar diskutere hvilke informationer Facebook giver om deres børn. Min papfar siger: " Forældre har aldrig vidst så meget om deres børn, som de gør nu. " Min tante var ikke enig.

Hvorfor ved forældre mere om deres børn, efter Facebook, end før Facebook? Facebook har uden diskussion åbnet for en helt ny måde at kommunikere på, også i familierne. Der er blevet større information for forældre om helt hvad helt præcist deres unge laver. Efter hver fest, er der billeder, efter hver dag - er der en status. Er dette positivt, eller negativt? Er det bedre forældre ved alt, eller burde der bare være nogen ting de ikke burde vide?

Hvor meget tid bruger du på Facebook hver dag? Et kvarter, en halv time, en time? Hvor meget tid bruger du på at sidde sammen med din familie? Et kvarter, en halv time, en time? Facebook har gjort verdenen mindre i forhold til alle dem, som ikke er tæt på os. Men hvad med den verden, vi har sammen med dem der er os nær?

Diskussionen ved spisebordet fortsatte. Michael siger " Jeg tror ikke der findes unge, der ser mindre fjernsyn end vores " hvor min tante svare " Det er fordi de sidder foran computeren" Men Michael svare " Nej. De er ude konstant. De venskaber som normalt ville være gået døde, holdes i live ved hjælp af Facebook" Michael har ret. Facebook har hjulpet mig, med at holde kontakt med gamle klassekamerater, venner der er taget til udlandet, nye venner og bekendte. Men hvad med kontakten til min egen familie?

I vores familie, spiser vi aftensmad sammen hver aften. Men det er langt fra alle familier der gør det. Aftensmaden er vores faste holdepunkt. Det tidspunkt på dagen, hvor vi får hinandens "status", udveksler dagens erfaringer, oplevelser og observeringer. Jeg kan slet ikke forestille mig, en uge uden den faste aftensmadssnak. Men hvad med de familier der ikke har dette faste holdepunkt? Hvordan holder de hinanden opdateret om deres liv? Facebook?

mandag den 13. december 2010

søndag den 5. december 2010

tirsdag den 30. november 2010

fremskridt

Jeg kan nu kalde mig blogger for Kristlig Dagblad, som har spurgt om jeg havde lyst til at blogge for dem. Min blog for Kristlig Dagblad hedder; www.tankebillede.eftertanke.dk

Der vil være nogenlunde de samme indlæg som her. Tak til alle som foreslog at jeg sendte tekst rundt til aviser - det gav pote!

Håber alle overlever i kulden!

Sophie Amalie

mandag den 29. november 2010

Forventninger


” Er jeg god nok? ” Hvor mange gange har det spørgsmål meldt sig i dit hovedet? For mit vedkommende, opstår spørgsmål til tider. Men hvornår er man så god nok? Og god nok til hvad? Og hvem bestemmer overhovedet om du rent faktisk er god nok?

Jeg har store forventninger til mig selv. Jeg har lave forventninger til andre. Jeg bliver aldrig skuffet over andre, men imponeret. Jeg bliver til tider skuffet over mig selv, og sjældent imponeret. At have for høje forventninger til mig selv, kan give mig noget blå mærker, men giver mig på samme tid lyst til at fortsætte, så jeg netop kan blive imponeret over mig selv. Hvordan har du det med forventninger? Og hvornår opstod det med forventninger overhovedet?

Da jeg var mindre, havde jeg ingen forventninger. Jeg blev altid imponeret. Efter at mine forventninger er opstået, kan man godt sige at det er blevet svære at leve. Hver dag jeg vågner, har jeg en forventning til noget, hver gang jeg køber noget – har jeg en forventning til det, lige som jeg har en forventning hver gang jeg går i biografen, i tivoli, til en fest – eller bare sætter mig ved middagsbordet. Hvad nu hvis vi ingen forventninger havde – lige som da vi var små?

Hvor kommer disse forventninger fra? Er det fra mig selv, er det fra det enorme informationssamfund vi lever i, er det fra vores forældre eller fra vores venner?

At vi lever i et samfund med så meget information, som vi gør – tror jeg, betyder at vi får en forventning til mange ting. ” Dette produkt vil få dig til at se 10 år yngre ud! ” Det giver en forventning om at det så også ER sandt. ” Denne mobil telefon vil gøre dit liv hurtigere, og nemmere! ” Igen, en forventning om at det så også er sandt. Men hvad nu hvis det ikke er? Så er der en skuffelse. Dette skaber mistillid til de information vi får – derfor bliver vores forventninger højere og højere, og skuffelser større og større.

Mine forventninger til andre mennesker er lave, fordi de aldrig reklamere med hvad de kan som menneske. Mennesker, er bare mennesker. Men hvad med de mennesker som rent faktisk reklamere for sig selv? Ja, dem bliver man skuffede over, hvis det viser sig ikke at være sandt.

” Hav aldrig nogen forventninger – så bliver du aldrig skuffet, men kun imponeret” – Morten Holm Rasmussen. Et råd jeg så inderligt prøver at følge. Men er forventninger virkelig kun noget dårligt? Eller kan de også presse os, til at yde noget ekstra, blot for at kunne leve op til vores egne forventninger?

søndag den 28. november 2010

" Tid og kærlighed er jo det eneste vi ikke kan styre - vildt ikke? " - Min ven, August

mandag den 22. november 2010

billederne fra mit liv

Her er de pt. vigtigste billeder for mig. Forklaring følger.


Billedet er taget en aften i Fælledparken. Som sådan, er det på ingen måde noget fantastisk billede. Billedet er taget på et dårligt digitalkamera.
... men så igen på den anden side, så er det et fantastisk billede. Det her billede betyder virkelig meget for mig. Billedet er af Morten og jeg. Min aller bedste ven.

Billedet her vil altid betyde meget for mig. Det er taget i 2008, på min gamle skole 2008. De fleste af disse mennesker, har jeg kendt i 11 år. 1/3 del af dem er jeg vokset op med, været uvenner med, været bedste venner med, tudet og grint med. Jeg gik i klassen fra "før børnehaveklassen" til 8 klasse. Derfor har disse mennesker været altafgørende for den jeg er i dag. Dette er det sidste billede jeg har, hvor alle er der.

Dette billede tog jeg sidste sommer, i Nykøbing S. Jeg har brugt uendelig lang tid på bare at kigge på dette billede. Jeg ved ikke hvad det er med det, men det er noget særligt. Det er min fætter, Frederik som er på billedet. Den måde lyset reflektere er fantastisk. Jeg kan ikke få mig selv til at pille ved billedet. Som det er her, har det set ud siden jeg trykkede på knappen..


Det var en aften på Saxons. Det var hyggeligt. Det var sjovt. Billedet betyder noget for mig - fordi jeg fotografisk og teknisk kan lide det, men også fordi den aften betød noget vigtigt for mig. En masse information blev gevet videre. En masse ting blev fortalt og forklaret. Jeg tror ikke helt jeg kan forklare mig for betydningen af dette billede ..


En fredag aften. Jamie, Christian og Morten havde været hos mig. Vi havde siddet og snakket længe. Drukket drinks og øl. Christian havde fået et ur. Og efter alle var gået hjem - tog Morten og jeg ned til stranden, for at se solopgang. Ord kan ikke beskrive.


Billedet er taget på mit tag. Det er ikke fordi billedet betyder meget for mig, men ren fotografisk er jeg virkelig glad for dette billede. Det er min veninde Sarah som er på billedet.


Morten og jeg besøgte min Mormor og Morfar i deres sommerhus i sommers, som ligger i Nykøbing Sjælland. Vi fandt en f0rladt sommerskole, hvor dette billede er taget. Dagene i Nykøbing Sj. var fantastiske, og jeg husker dem tydeligere end noget andet.

Billedet har jeg taget i en forladt bygning på Islandsbrygge, og er et af de bedste billeder jeg har taget - mener jeg selv. Billedet skal ses i stor størrelse. Billedet her har så mange bevægelser, lysindfald, kreativitet og energi.

Christian og jeg til galla på Zhales Gymnasieskole. Det var en fantastisk aften. Christian er det mest fantastiske menneske jeg kender.Billedet her betyder meget for mig, fordi det bare er som det er. Venskab.

Det var efter min 16'års fødselsdag. klokken er omkring 5 om morgenen. Vi er tre der vil se solopgang. De andre er gået i seng. At holde mig vågen den ekstra halve time, er noget af det bedste jeg har gjort. At se solen stå op på den her måde, er noget af det vildeste jeg har prøvet. Vi var alle mundlamme i en halv time.


torsdag den 11. november 2010

om den 19-årige togsurfer og adrenalinen

En læser bad mig kommentere på hændelsen med den 19 årige togsurfer, som omkom for lidt tid siden. Jeg går i gymnasie, med mange af hans pårørende - så har derfor hørt historien fra flere vinkler. Medierne, de pårørende og de såkaldte eksperter, som påstår at vide præcis hvorfor unge mennesker gør dette.

Hvorfor gøre noget så stupidt kan man spørge sig selv om... Hvorfor begive sig op på et tog som køre med flere 100 km i timen, når man ved at resultatet kan være døden? Hvis man tænker sig lidt om - så er et svar ikke langt væk.

Vi lever i en verden, hvor ikke meget er nyt. Eller rettere sagt - alt er nyt. Som mennesker i et moderne samfund, så har vi faktisk set det meste. Det er svært at gøre os forbavsede. Vi har svært ved at blive imponerede, få gåsehud - og det er svært at få os til at blive forundret. Enten fordi vi har set det før, eller fordi vi nemt kan regne et lille nummer ud.

Tænk bare 30 år tilbage. Hvis min mor havde fortalt min mormor, at om 30 år - så ville man kunne se farvefjernsyn på sin mobiltelefon - som er en telefon man kan tage med sig over alt, og som ovenikøbet kan fås så lille som en tændstiksæske... hvis min mor havde fortalt min mormor dette, ville min mormor sige " Sikke en fantasi de unge har". Og min mormor og hele hendes generation ER forbavset, de ER imponeret og de kan IKKE regne den ud. Men det kan min generation. Vi er vokset op med det. Siden vi startede i skolen, har vi levet med en mobiltelefon, et fjernsyn, film, digitale spil og internet.

Det jeg prøver at komme frem til er, at der ikke er ret meget tilbage vi kan blive forbavset over. Hvis vi ser en tryllekunstner underholde - så vil vi være forbavset ja, men vi ved godt det kun er et simpelt trick. Vi ved godt at det ikke er ægte magi, men simple fingerfærdigheder.

Vi har set alt hvad der er at se. Vi kan rejse om på den anden side af jorden i løbet af 12 timer. Vi kan se fjernsyn fra hele verdenen. Vi kan rejse hele verdenen rundt - uden at rykke os ud af stedet. Det er vildt - men vi har vænnet os til det. Vi er ikke længere i stand til at blive forbavset.

Hvad gør man så? Hvad gør man, når man har brug for at blive forbavset, imponeret, vide at man lever - når man har brug for et sus? Vi griber til ekstremer. Vi kaster os ud fra klipper, ud fra fly og rider på toge med flere 100 km i timen.

Når hverdagen bliver trist, går og ensformig, søger vi noget som er helt anderledes. Noget som kan gives os en pause, et sus - adrenalin.

Jeg tror ikke, i modsætning til eksperter, at den 19'årige har haft et dårligt liv. Jeg tror ikke han har været uden venner, god familie, omsorg eller andet. Jeg tror bare, at han trængte til at vide han levede, og at han ikke bare var et tomt menneske som gik rundt på denne jord.

Det er et problem at folk har brug for at gøre dette - blot for at vide at de lever. Men dette problem kan være svært at finde løsninger på. Så snart det er kontrolleret - så er det kedeligt.


mandag den 8. november 2010

tid



noget som jeg fandt. Se det igennem, det er virkelig interresant.

søndag den 7. november 2010

mørket har sunket sig over byen
over mit hjem, over mig
det eneste lys, er klokken på min radio
klokken er 23:09
nye ord bliver brugt nu
gamle ord skiftes ud
forældet
de ting som før var alt i lys
er intet i mørket
for der kan vi intet se
lyset ændrede sig
klokken er nu 23:10

onsdag den 3. november 2010

onsdag den 27. oktober 2010

Ventetid


Kig på dit ur. Sekunderne går, minutterne går, og når du er færdig med at stirre – så vil du tænke ” Jeg har lige spildt x antal minutter, på at stirre på mit ur ”. Tiden går hele tiden, og mens du læser dette, venter du måske på noget. En bus? Et tog? Vi bliver hele tiden udsat for det. Denne såkaldte ventetid. Det er ikke noget vi normalt tænker over, beregner med i vores liv, tager hensyn til – eller anskuer for noget særligt. Det er bare noget, som er i vores verden. Men hvad venter vi i grunden på? Er det bussen? Er det ekspedering? Er det toget? Er det dagen i morgen? Hvad er det vi går og venter på, i vores travle hverdage? Jeg har det med selv at blive enormt irriteret over ventetid, måske i grunden mest fordi min tid lige pludselig ligger i hænderne, på et andet menneske. Det er frihedsberøvelse.

Det moderne menneske lever i dag med ubetinget frihed, over alting. Hvad skal jeg spise? Hvad skal jeg lave? Hvem vil jeg leve resten af mit liv med? Vi bestemmer over alting selv – undtagen tiden. Det er en kæmpe provokation, at vi kan styre alt i denne verden - vi kan bestemme hvem der skal hvad, vi kan bestemme over en hel planet! Men tiden... måske burde vi egentlig kigge på ventetid som en god ting. Mens vi står der og venter på et tog, som igen er forsinket, fordi det igen er kommet bag på DSB, at der faktisk falder sne i Danmark, så skulle vi måske prøve at kigge os lidt omkring. Hvilken historie har manden ved siden af dig? Hvordan har han levet hele sit liv? Har han mon børn? Gift? Er han lykkelig? Men når vi venter, så er det eneste vi kan tænke over, hvor irriterende det er, at det vi nu engang venter på, ikke kommer til tiden.

Ventetid betyder intet for os, det er bare spildtid. Det er et faktum som, desværre, er en del af vores travle og stressede hverdag. Men måske skulle vi lære at elske dette faktum? Du får lige pludselig givet en hel masse muligheder når du venter. Der er en masse ting som man faktisk kunne få tid til at få tænkt over, ting som vi ikke skænker en tanke normalt. Ting, som vi er for egocentreret til at tænke over normalt.

Jeg står og venter, en kold dag på Østerport st. Jeg er på vej til Nordsjælland, jeg skal besøge gamle venner. Men vejen derop kræver meget ventetid. Ligesom alle de andre står jeg stille op ad en pæl og venter på toget, ligesom alle de andre står jeg med musik i ørene, men jeg lytter ikke rigtig efter, for ligesom alle de andre – så er mine tanker et helt helt andet sted. 3 min forsinket. Jeg kan godt klare at vente 3 minutter mere. 3 minutter mere til at flyde ud, og forsvinde. De andre på perronen? Jeg ser dem ikke. Jeg ser kun skibakker med champagnesne, og mig selv fræsende gennem denne dejlige sne så det flyver. Men når nu jeg tænker... hvor befinder de andre på perronen sig så? Er de i Thailand? Er de hos nogen de elsker? Jeg ved det ikke, og min nysgerrighed bliver en smule pirret. Men jeg glemmer dem hurtigt igen – jeg er tilbage på skibakken. Pludseligt bliver jeg afbrudt, toget er ankommet. Jeg stiger ind i toget, og jeg træder også nu ind i en ny tidsramme – endnu mere ventetid. Jeg sætter mig overfor en ældre kvinde. Kigger kort på hende, kommentere hendes forfærdelig frakke for mig selv i hovedet. Resten af tiden ser jeg hende ikke. Hun er blot et andet menneske på vej til noget, hvad det er ved jeg ikke, og jeg er nok i bunden også ret ligeglad. Jeg ankommer til min destination, og træder nu ud i den virkelig tid. Tiden i toget har stort set stået stille, men ved min ankomst går tiden for stærkt. Kan der ikke være en mellemvej?

Vi har det med at dele tiden op i små stykker. Arbejdstid, familietid, børnetid, tid til kærlighed, tid til sex og kreativitet. Men hvad ville der ske hvis vi droppede disse inddelinger? Ville hele verden, eller rettere sagt, vores egen lille verden, så bryde total sammen? Næppe. Vi planlægger hele tiden, sætter tid af til alting, i stedet for bare at leve og være mennesker, i stedet for robotter som skal forestilles sig at leve dette perfekte liv. Dette såkaldte perfekte liv bliver pludselig sat ind i en boks – sådan her er det perfekte liv, med villa, Volvo og vovse. Skal det virkelig være idealet for det perfekte liv? Hvem har i grunden tiden til det perfekte liv? Og hvem bestemmer om vores liv er perfekt og vores tid perfekt inddelt? Det brude vi i grunden selv. Men i moderne tid, er der et billede af den perfekte familie, den perfekte mand og kone og de perfekte børn. Der er så mange inddelinger, klasser, rangførelser og billeder som vi desperat alle sammen prøver at leve op til. Måske burde vi egentlig droppe disse inddelinger, og være lidt mere loose. I stedet for at bruge tiden på inddelingen, så leve i stedet. For hvad er det egentlig vi alle sammen hungre efter at skulle nå? Og nå inden hvad? 2012 hvor hele verden går under? Jeg tror nu næppe på det. Tiden er den samme hele tiden, vi skal nok nå alt det vi skal nå, også selvom der kommer ventetid. Men et eller andet sted, (undskyld udtrykket) skider vi så ikke lidt på tiden? For hvor gode er vi egentlig til at bruge den rigtigt? Der er jo i princippet ikke noget vi SKAL. Der er valg, også er der konsekvenser. Så hvis vi kunne lære at ”respektere” tiden bedre, ville vi så også føle os bedre? Ville vi lære at forstå hvad tiden gør ved os? Jeg bliver ikke ved med at være 16 år. Derfor må jeg nyde tiden som den er nu, men denne tankegang, gør også bare ventetid mere forfærdelig. I stedet for at jeg står og venter på en bus, hvad kunne jeg så have lavet i stedet? På den måde, er ventetiden det meste fantastiske, men på samme tid også det mest provokerende og forfærdelige der findes.

Men hvorfor tager vi ikke hen hvor tankerne fører os? Tager på den skiferie, tager hen til dem du elsker. Vi gør det ikke, for vi er for bange til at forlade vores små kasser, med vores små egoer, vores stramme tidsprogrammer, vores små tidsinddelinger og vores små tætsiddende kjoler og jakkesæt.

fredag den 22. oktober 2010

Jeg ved godt jeg har blogget utrolig lidt. Det gode ved at jeg ikke har blogget i noget tid, er at jeg har fundet ud af hvor mange der egentlig læser min blog! Har fået utrolig mange smser og beskeder på facebook som siger - " Hvad sker der med din blog?? Blogger du ikke mere?! " Det er dejligt at vide, at der er nogen derude som læser det jeg skriver. Tak !

Gymnasiet stjæler alt for meget af min tid! Når jeg ikke er i skole, har jeg travlt med at arbejde, ses med venner eller lave lektier. Derfor har det været virkelig dejligt med efterårsferie - selvom jeg også har arbejdet meget i ferien ..

For at sige det ligeud - så har jeg på det sidste ikke rigtig haft tid til at tænke, sådan rigtigt. Der har altid været noget andet i mit hoved som skulle tænkes igennem, regnes eller staves. Derfor vil jeg nu opfordre jer, som læsere til at komme med et emne, og jeg vil fortolke det på bedst mulig måde. ALLE emner vil blive taget op - det lover jeg! Jeg vil sammentidig prøve at blogge lidt mere i fremtiden, en løsning kunne være at skrue lidt ned for matematikken, og lidt op for tankebillede.blogspot.com ?

Jeg håber alle har og nyder ferien! I aften skal jeg ind og se Analogik i Vega med mine bedste venner. Jeg glæder mig rigtig meget !

Kram, Sophie Amalie





tirsdag den 5. oktober 2010

islandsbrygge





der er ikke noget bedre, end forladte bygninger.
du behøver ikke spørge hvor det er. For det er en hemmelighed. At finde forladte bygninger er en hel sport.

søndag den 3. oktober 2010

torsdag den 30. september 2010

propaganda

Billedet tog jeg, da jeg var med resten af mit gymnasiums elevråd - på elevrådshyttetur.


Propaganda, er når der kun er én vejs information. Ingen argumenter imod. Ingen diskusion. Nogen vil måske kalde det hjernevask. Men hvordan kan vi vide - at vi ikke selv lever med propaganda?

Tankerne dukkede op, da jeg på dr2 så en reklame for en dokumentar, som handlede om propaganda under 2 verdenskrig. Men hvordan kan vi vide, om det er sådant et samfund vi lever i idag?

Alt gik dengang igennem regeringen, intet andet, end det regering tillod, blev udgivet i offentligheden. Kun det der passede regeringen, kom ud. Alt det som ikke prisede regeringen, eller landet, blev simpelthen ikke fortalt. Dengang troede mange mennesker ikke at der var noget galt. De mente at alt var som det skulle være, fordi de aldrig havde fået andet fortalt.

Alt det der bliver fortalt i dag i offentlige medier (aviser, tv etc.), skal forstille sig, at komme fra en objektiv part. Men kan man altid sige det forholder sig sådan? Jeg kommer i et hus, hvor der både kommer Berlingske og Politiken hver fredag, lørdag og søndag. Den måde de forskellige aviser skriver artikler kan virke objektive, men er de nu også det? Hvis du virkelig går en tekst igennem, vil man nok mere kalde den subjektiv. Jeg tror ikke det på den måde, er nogen hemmelighed hvilke fløje de to aviser er tilhængere af. Men burde vi ikke kunne få almindelig objektive informationer?

Kan det virkelig være rigtigt at jeg som læser, skal vælge en holdning på avishylden? Skal jeg stå og tage stilling til, hvilken holdning, jeg helst vil betale 20 kr for?

Hvis vi vender tilbage til propagandaen, synes du så den findes i vores samfund? Du vil højst sandsyndeligvis sige nej, og det vil jeg også helst... også alligevel ikke. Det er dr1, tv2, Politiken og Berlingske som i størstegrad styre den danske informationsstrøm. To af dem, tilhøre det borgelige parti. Dr er endda ejet af regeringen. Tror du ikke det spiller i rolle? Tror du ikke det spiller en rolle, at deres aftensmad, bil og hus bliver betalt af regeringen? Er det ikke en slags propaganda?

Jeg vil ikke gå dybere i det, i frygt for at jeg begiver mig ud i noget, som jeg måske egentlig ikke helt har forstand på. Én ting er sikkert - efter at have tænkte over dette, vil jeg prøve at være mere kritisk i forhold til hvad jeg læser, ser og hører. Ikke at jeg vil stille mig imod det - bare være mere kritisk.

Tænk engang, hvis det er så galt - at vi faktisk ikke længere er i stand til at tænke selv?

fredag den 17. september 2010

god respons

Min veninde Anna, har en mor som arbejder hos Gyldendahl. Anna foreslog at jeg sendte et par tekster til hendes mor, så jeg kunne få noget respons.

Nu har jeg endelig læst teksterne fra din veninde. Og i modsætning til så mange andre unge, hvis tekster jeg har læst, så ved jeg egentlig ikke helt, hvad Sofie Amalie ønsker sig af en fremmed læser. Hun skriver rigtig godt, og det er hun godt klar over. Hun har også fundet en stil, som hun følger ret fast. Filosofiske overvejelser – moralske dilemmaer på et overordnet plan – at følge en tanke helt til dørs. Jeg tror, hun har en familie, hvor de diskuterer den type emner, så hun er måske oven i købet trænet i den måde at lave en argumentationsrække på eller være ’sokratisk’ i betydningen at køre en diskussion med sig selv for at nå frem til en konklusion eller til et grundspørgsmål på en så højt, logisk og abstrakt niveau, man nu kan nå, hvis man søger efter Sandheden.

I forhold til den type tekster, jeg har set, og i forhold til det hun skriver på sin blog, kan jeg ikke bidrage med meget. Jeg tror hun holder meget af den diskurs, hun har fundet frem til. Og det er også den slags etiske og filosofiske udfordringer, man skal udfordre sig selv og sine venner og sin omverden med, når man er ung. Det mener jeg ikke voksen-nedladende, selvom det måske lyder sådan, jeg mener, at man brænder for (at udfordre og udforske) nogle ideer og idealer på en særlig måde.

Det er ikke litterære tekster, så de ting, vi normalt siger med fx hvordan man skal gennemtænke sit plot, hvordan man skal arbejde med spændingskurver, konsistens og variation i sproget og stilen, om hvordan man skal bygge sine karakterer op og hvilken fortæller man vil anbringe i teksten osv. Alt dét giver ikke rigtig mening her. Men det er lige før, hun er for dygtig. jeg tænker om ikke hun skulle give sig selv lidt udfordringer, nu hvor hun har perfektioneret sin stil så meget allerede – det kunne være at prøve at argumentere for det modsatte af hvad hun selv synes er rigtigt. Eller at give plads til to holdninger eller til reel tvivl. Eller at stille spørgsmål til sig selv – hvorfor synes jeg det, jeg synes? Hvor er mine egne blinde pletter? Eller stille åbne og nysgerrige spørgsmål til sin konklusion.

Jeg tror også, hun kunne få en ny opgave ved fx at vælge en humoristisk vinkel eller en poetisk eller en dramatiserende eller hvad ved jeg. Dvs skrive på en anden måde. Ellers kan det blive lidt automatisk, fordi hun til en vis grad bygger alle sine tekster op på samme måde. Hvis hun orker det, kunne hun med fordel køre videre ud i dét eksperiment ved også at skrive i nogle andre genrer og om andre typer emner, bruge andre indgange til sproget fx sanselige eller emotionelle eller lyriske eller hvad som helst. Noget hvor hun skal bruge andre sider af sig selv. Og hvor hun vokser i sine færdigheder. Nu hvor hun har sådan et unikt skrivetalent.

torsdag den 16. september 2010

torsdag

jeg fandt et kærestebrev i dag
kastet skødeslyst på jorden
det fløj rundt i vindens cirkler
ordene var søde
smukke, poetiske og ærlige
hvorfor smide så dejligt et brev?
ærlig kærlighed er sjælden
smid den ikke på gaden
jeg ville aldrig smide min kærlighed
der, midt på gaden i mylderet

mandag den 13. september 2010

intelligens, er det en fejl?

billede fra en rastløs søndag


Min far, Timo, fortalte mig om en fantastisk teori han selv har opstillet. Han har sat en teori op, om at menneskers intelligens - er en fejl.

Teorien går i sin simpelhed ud på, at det var en fejl, at mennesker er født med intelligens, altså at vi burde leve ligesom dyr i naturen. På den måde ville vi kunne leve overens med naturen, i stedet for bare at være her for at ødelægge den.

Jeg tror på teorien... for hvad er meningen med at vi er her? Hvis vi kigger helt basalt på det, så er vi her, kun for at ødelægge. Vi har på ingen som helst måde gjort noget godt for naturen, for os selv eller for universet siden vi kom. Det eneste vi har gjort, er at vi er gået i gang med at ødelægge alt det der var her før vi kom. Vi ødelægger vores natur, ødelægger vores jord, behandler vores dyr dårligt - og jeg kunne blive ved. Hvorfor ville naturen/gud dog have at vi kom og gjorde det? Hvad godt er der overhovedet i, at vi er på denne jord?

Det er en skræmmende tanke, men den er logisk - og giver fuldkommen mening. Vi burde i virkeligheden, være på denne jord, for at kunne leve sammen med naturen. Men nej, vi vælger at destruere, det som sørger for vi overhovedet lever. Man kan kalde det utaknemmelighed, eller man kan kalde det en fejl. Fejlen, som muligvis ligger ved vores intelligens.

Men hvad nu hvis intelligens, nu ikke var en fejl? Hvad hvis det rent faktisk er meningen at vi skal have denne store intelligens? Hvad er så meningen med at vi har fået denne gave? Har vi fejlbedømt hele vores "opgave", eller er vores "opgave" at ødelægge vores jord? Har gud/natur fortrudt at hele denne verden skulle eksistere, og har derfor sat os på opgaven, om at ødelægge den? Jeg ved det ikke, men jeg ville såmænd gerne vide det.

Tak til min far, Timo - som ofte kommer med filosofiske teorier og spørgsmål til eftertanke.

søndag den 12. september 2010

nye oplevelser





Der er noget charmerende, ved for store fester, i for små lejligheder - i hjertet af københavn.

søndag den 5. september 2010

jeg forstår ikke..

.. hvorfor vi i dag skal fejre de krige som Danmark har deltaget i
.. hvorfor jeg skal leve i et land, som ikke kan behandle sine dyr rigtigt
.. hvorfor jeg nogengange skal lave så mange lektier
.. hvorfor jeg ikke nogengange har en sluk-knap til alle mine tanker
.. hvorfor jeg ikke har mere tid til at skrive på min blog
.. hvorfor facebook bliver ved med at drille mig
.. hvorfor jeg ikke bare har en millard til det nye eos canon
.. hvorfor jeg ikke kan forstå naturgeografi
.. hvorfor det skal være så dyrt at få fremkaldt billeder fra mit manuelt kamera
.. hvorfor det allerede er efterår
.. hvor sommeren blev af
.. hvorfor jeg skal lære alt det med AP
.. hvorfor jeg bliver ved med at skrive, når jeg egentlig burde ligge i min seng nu

overvågning

Min veninde Sarah. Billedet har jeg taget på vores tagterasse.


Har du nogensinde følt dig overvåget? Som om nogen holder øje med dig? Ikke mærkeligt, for der ER nogen/noget der hele tiden holder øje med dig.

Kender vi ikke alle det der med, at man går i et offentligt rum - og så kommer man ind i elevator hvor man er alene - og så er det som om man slapper lidt af. Ens krop bliver slap, og man retter måske lidt på sig selv og sådan. Sådan har jeg det i hvertfald, indtil forleden dag!

Jeg stod på hovedbanegården, og skulle med en elevator op, da jeg havde min cykel med. Jeg er den eneste i elevatoren, og jeg må (desværre) indrømme, at jeg kom til at stå og bide negle (jeg ved det, jeg ved det). INDTIL jeg fik øje på skiltet med overvågning, pludselig følte jeg mig krænket, genert og havde det i det hele taget ret skidt med at stå i den elevator. Jeg synes virkelig ikke det var rart.

Nu kan man så sige, at jeg kan være ligeglad med det kamera, for båndet vil kun blive brugt hvis der er brug for det (politisag osv.), og det ved jeg godt - men det er stadig det der med, at der altså er noget som hele tiden holder øje med mig. Der dukker flere og flere kameraer op i byen. Enten fordi folk er blevet mere paranoide, eller også lever vi i en verden der bliver mere og mere farlig.

Jeg sætter mig ind i toget, og et kamera-ikon hænger oppe i loftet. Jeg sætter mig ind i bussen, og det samme ikon viser sig, det samme ikon viser sig på samme måde når jeg sætter mig ind i en taxa, går ud og handler, går i biografen osv. osv. Skal det virkelig være sådan? Skal alt kunne bevises, før at vi tør lukke folk ind i vores... biografer? Det kan ikke være rigtigt det her.

Jeg ved godt at mange virkelig ikke har et problem med overvågningskameraerne, men jeg bryder mig virkelig ikke om dem. Jeg kan forstå at man sætter et videokamera op i en bank eller på en tank station hvor en 17årig teenager står kl 3 om natten. Men hvorfor skal jeg overvåges, når jeg står i biografen og skal vælge om jeg vil have m&m's med eller uden peanuts? Jeg bryder mig ikke om det, jeg føler mig overvåget, og jeg føler at nogen er trådt over min private linje for hvor tæt på man må gå.

Er vi virkelig blevet så paranoide, eller er der rent faktisk brug for det her overvågning - fordi vores verden er blevet så psyko?

onsdag den 1. september 2010

søndag den 29. august 2010

anbefaling

jeg vil gerne anbefale alle, at gå ind på dr.dk/podcast og downloade "filosofiske diskussioner" . Det er helt fantastisk at lytte til.

Derudover vil jeg også anbefale at lytte til P3 hver søndag aften fra kl 22, til Barometeret. Fantastisk radioprogram, som jeg har lyttet til siden jeg var 12.


Håber alle har haft en god weekend :-)

Sophie Amalie

søndag den 22. august 2010

det ideelle menneske

Min rigtig gode ven, Brage. Billedet er taget da vi var nogen stykker en tur i Ramløse.


Hvad er det ideelle menneske? Findes dette menneske overhovedet? Og hvem har bestem hvad det ideelle menneske er? Er det det vi alle stræber efter?

Når jeg tænker på hvordan det ideelle menneske må være, tænker jeg straks - Brage. Jeg har altid sagt, at Brage er det flinkeste menneske jeg kender, og jeg tør vædde med jeg ikke er den eneste jeg siger det. Han har derudover også vundet "Årets Buddy" både på fodboldholdet, og på skolen.

Jeg mødte Brage, for ét år siden, da jeg havde besluttet at tage min 9 klasse, på en anden skole (Zhales Gymnasie Skole). Brage var i min klasse, heldigvis. Der blev budt rigtig pænt velkommen på HELE linjen. Jeg så hurtigt person galleriet i klassen. Jeg var heller ikke lang tid om at se, at Brage, er en der er venner med ALLE. At opbygge et venskab med Brage var ikke svært. Det var ikke kompliceret, fyldt med spørgsmål eller noget der tog lang tid. Brage var en ven, ved første øjekast.

Men hvorfor tænker jeg på Brage, når jeg tænker på "Det Ideelle Menneske"? Fordi, Brage i virkeligheden er sådan, som jeg ville ønske jeg selv var. Ikke at jeg er utilfreds med mig selv, men Brage er det menneske jeg ville ønske jeg var large nok til at være. Hvis alle var som Brage, ville der intet krig være i denne verden. Brage er så tålmodig som man kan være, (hvilket er ret rart, når han selvfølgelig vil hjælpe en med at læse til fysik eksamen), han er så rar som man kan være, han er large, han er positiv (hvilket OGSÅ er ret rart, når han skal hjælpe en med at læse til fysik eksamen) også han han den gave - at han godt selv ved han kun er et menneske - og derfor kun kan handle derefter.

Brage fortalte mig engang, at han havde besluttet sig for at være, sådan som han er. Han havde bestemt, at han ikke havde lyst til at bruge sin tid til negativitet, og alt mulig andet, som slet ikke er værd at bruge sin tid på. Han havde bestemt sig for at være åben overfor nye mennesker, og nye udfordringer. Hvorfor gør vi ikke alle sammen bare det? Hvorfor sætter vi os ikke alle sammen ned, og beslutter os for at være gode mennesker? Fordi vi desværre er for egoistiske og smålige... undtagen Brage.

Vi har brug for mennesker som Brage, uden at det skal lyde overrillet. Men det har vi virkelig. Brage, du er et fantastisk menneske, en fantastisk ven og jeg ved, at alle som kender dig, vil give mig ret i.

lørdag den 21. august 2010

troskab

Morten og jeg. Billedet har Kristian taget med mit kamera, en lørdag aften.


Hvad er troskab? Hvad er jeg tro mod? Jeg er tro mod mig selv, mine medmennesker, mine projekter, mit forhold til Morten og den viden jeg har. Hvad er du tro mod? Og hvad vil det overhovedet sige, at være tro mod noget?

Vi har brug for at tro. Hvad ville vi være uden at tro? Vi ville være paranoide, tror jeg. Vi ville ikke kunne være dem vi er. Uden at være tro mod sig selv, kan man ikke være den man er. Man kan ikke være tro mod sine holdninger og basale værdier - altså er det livsnødvendigt at være tro mod sig selv. Eller hvad? Findes der mennesker som ikke er tro mod sig selv? Hvad kalder vi dem? Skal vi sige, at de er utro mod sig selv? Eller er de vantro?

Jeg tror på mine medmennesker - nej, jeg tror på mennesket i det hele taget. Jeg tror på at vi kan fungere sammen. Jeg tror på at vi en dag, vil kunne få denne verden til at fungere uden krige. For vi er alle samlet under vores tro. Det er ligemeget hvad du tror på, om du så tror på din kat, din lillebror, din cykel eller Muhammed - så tror vi alle sammen. Burde dette ikke binde os sammen? Vores tro.

Når man vælger at gifte sig, så vælger man også at være tro mod hinanden. Man vælger at ville vågne op med det samme menneske hver morgen. Eller hvad? Lover vi hinanden at holde os til hinanden, eller lover vi at tro på hinanden? Eller er det i virkeligheden det samme? Har vi brug for at tro på hinanden, før vi kan fungere som venner, kærester og ægtefolk? Har vi brug for et løfte for at kunne dette, eller burde vi kunne tro på hinanden, uden et løfte?

Hvis vi kigger på politik, så betyder det at folk er tro mod en ideologi. Men kan man det? Kan du holde dig tro til én ideologi igennem hele dit liv, eller kan du til tider bliver nød til at tage dine holdninger op til revision engang i mellem, og måske vælge at sætte sin tro til en anden ideologi. Er det okay? Eller er det dobbeltmoralsk?

Noget jeg synes kan være vildt, det er at når vi mennesker, sætter vores tro, vores holdninger og vores idealer - til noget som andre har bestemt er sandt. Det er en kæmpe risiko vi løber. Hvem kan fortælle dig at det faktisk er sandheden? ingen andre end dig selv, din tro og dine basale idealer.

Jeg har sat min tro til mange ting som sagt. Jeg har bla. sat min tro til mine venner. Mine nærmeste venner, har mine inderste tro. Jeg ved, at hvis jeg ringer kl. lort om natten, og fortæller at jeg har brug for et sted at sove - så står deres døre åbne, og det vil ikke engang være til diskussion - for det gælder samme vej, og det ved de. Fordi, de også har tro til mig.

Hvad har du sat din tro til?

torsdag den 19. august 2010

kort spørgsmål

Hvis Adam og Eva var de første mennesker på jorden, havde de så en navle?

mandag den 16. august 2010

Gymnasiet

Billedet her tog jeg i fredags, til vores farvefest. Som i kan se, har min klasse farven orange!


En læser skrev i går, om jeg ikke gad at skrive noget om gymnasiet, og om hvordan det er at være putte. Jeg ved godt jeg havde lovet et indlæg omkring troskab, men så mange tanker om gymnasiet dukkede op - og de skubbede sig foran troskab.

Så hvordan har det været for mig at starte i gymnasiet? Det har været skræmmende, vildt, fantastisk og MEGET udmattende! Jeg er startet ude på Christianshavns Gymnasium, i 1f. Det er linjen med engelsk, mediefag og samfundsfag, også kaldet journalistik linjen. Jeg går nok i den bedste klasse på hele Christianshavn. Alle mine klassekammerater er helt vildt søde, sjove og helt igennem festlige! For F... det står jo for fest.

Vi havde vores første fest sidste fredag. Festen havde en tema, og det var FARVER. Hver klasse har en farve, og det gælder naturligvis også os. Vores farve er orange, hvilket vil sige at vi til denne fest skulle have orange tøj på, spise orange mad osv. osv. Vi havde den vildeste fest! Den var fyldt med farver, sange, god mad, søde mennesker, musik, øl og drinks. Vi havde en hel igennem fantastisk fest.

De sidste to uger har været ualmindelig fantastiske, men også enorm stressende. Der er mange nye ting vi skal vænne os til. En af de store ting er, at vi lige pludselig ikke bliver opfattet som voksende. Vi bliver ikke længere betraget som børn der skal tysses på, børn som skal have en seddel med hjemmefra hvis vi skal gå før eller børn som skal have en seddel med hjem omkring arrangementer Vi er voksne, som selv skal tage ansvar. Vi skal tage ansvar for vores hverdag og trivsel på CG. Det er en fantastisk frihed at få, men det er også udmattende at skulle lære alle disse nye ting og sager.

Jeg er kommet i en klasse hvor jeg ingen kender - og det er jeg rigtig glad for! Det har givet mig en chance for at lære en hel masse mennesker at kende. Derudover er jeg også den eneste fra min tætte vennekreds, som har valgt at gå på CG, og det er med blandede følelser. Jeg har ikke på samme måde fået talt med " de gamle". Jeg har et skema som starter kl. 8, og slutter kl 15:30 HVER dag. Og det er hårdt, for så er det hjem, og så er det lektier, og så er det spise tid - og så er du så udmattet at du faktisk går i seng. Jeg har virkelig lært at elske weekenden efter jeg er kommet i gymnasiet.

Men hvordan det er at være putte? Det er sjovt. Det er virkelig sjovt. Alt er nyt og spændene, mange nye mennesker osv. Jeg har endnu ikke oplevet hiraki på CG, hvilket også var en af grundene til at jeg valgte netop dette gymnasium, og som også er grunden til at mange andre valgte CG. Det er åbentbart et problem på rigtig mange gymnasier, det med hiraki. Men jeg har ikke oplevet andet end åbne arme, smil og " Velkommen til. Du må sige til hvis der er noget du skal have hjælp til" . Det er fantastisk! Atmosfæren på Christianshavn er virkelig fantastisk.

Men dette ansvar vi har fået... åh dette ansvar. Der følger mange ting med. Der bliver forventet en masse af os, og det bliver der heller ikke lagt skjul på. At blive voksen, kræver også at man kan leve op til dette ansvar, og jeg gør virkelig mit bedste - men hvad hvis det ikke er godt nok? Hvad hvis jeg er en del af den procentdel, som ender med knuste drømme i rendestenen? Tanken skræmmer mig, og jeg læser teksten jeg har for, en ekstra gang.

Jeg er tosset med gymnasiet, og jeg er sikker på at de kommende tre år, bliver de bedste i mit liv! Hvis du ikke er kommet i gymnasiet endnu - SÅ GLÆD DIG!! Til alle jer der har overstået gymnasiet - alle jeres fortællinger lever mere end op til forventningerne !