søndag den 28. februar 2010

hvem er vores venner?

Billedet er taget sidste torsdag. Det er her min søde veninde Amanda, som er kørt ind i et træ på vores offpist.


Da jeg i torsdags var på en fantastisk tur med min klasse, til Isaberg for at stå på ski - kom jeg naturligvis til at tænke. Hvad er det egentlig der binder os sammen? Er det de oplevelser vi får, og har sammen - eller er det personlige nok? Jeg går på en skole, hvor der er stor fokus på at vi skal lave en masse sociale ting sammen, så vi kan komme tættere på hinanden. Jeg synes det er en kanon god idé, og er rigtig glad for det. Men jeg tænker også, er det virkelig det der skal til før mennekser kommer tættere på hinanden? Skal vi virkelig tvinges til at sidde tæt i en bus, før vi kommer tæt på hinanden?

Når jeg tænker over det, så har jeg hele mit liv været mere eller mindre tvunget ind i venskaber. Hvem kommer du i børnehave med, hvem bor du tæt på, hvem bliver din sidemakker i skolen, hvilken klasse skal med på dannelsestur osv. Altså er der en hel masse ting der spiller ind, for hvem du vælger at indgå et venskab med. Er det skæbnen, eller er vi bare for bange til at bestemme vores egne venskaber, at vi vælger at satse på dem vi får foræret?

Jeg har en del venner, hvor jeg virkelig har måtte arbejde hårdt, for at komme ind på livet af dem. Nogen er åben som en bog, og står med udstrakte arme når man vil ind i deres liv. Mens andre, jeg har venner jeg har kendt i snart 10 år, som jeg stadig ikke ved alt om. Hvorfor har vi så svært ved at lukke folk ind i vores liv? Er vi bange for at blive såret, eller er vi bange for at afsløre for meget af vores personlighed? Hvorfor kan vi ikke bare række armene ud, og tage chancen? Nogen vil sikkert tænke - de er genert. Men det tror jeg ikke på. Man kan være genert, og man kan være bange. At være bange er ikke vejen frem, blot vejen tilbage.

Når jeg tænker over det - hvor meget ved vi så egentlig om vores venner? Jeg ved godt, at man kan navn, adresse, hårfarve, øjenfarve og alder. Men ved vi hvem de egentlig er? Jeg ved personligt, at jeg har venner som har et syn på mig, som jeg ikke selv mener er korrekt. Og jeg har også meningen om venners personlighed, som ikke alle deler med mig. Vores venner, hvem er de egentlig helt inden i? Er hende den stærke pige, i virkeligheden ved at krakelere indeni? For at skærer det ud i pap, så ved vi ikke hvem andre end vi selv er. Eller gør vi? For ved vi overhovedet hvem vi selv er? Ved vi overhovedet hvem nogen i virkeligheden er? Og hvorfor er det sådan? Er det det moderne samfunds skyld, eller er det vores egen dovenhed? Hvad skal der til, før vi lærer de mennesker om os, at kende? 48 timer i en tætpakket bus, på vej mod frankrig? Måske.

fest og farver





Billederne er taget i fredags, til en privat fest.

torsdag den 25. februar 2010

livsfilosofi


Her Manse, min onkel og tantes hund. Billedet er tager for ca. 1 år siden.


Har vi ikke alle tænkt tanken? Hvad er meningen? Hvorfor i alverden er vi sat her på jorden? Desværre er der ingen svar at hente, og det er en smule provokerenede. Da jeg i 6 klasse begyndte at interessere mig ualmindeligt meget for universet, stjernerne og uendeligheden, så rejste det lige pludselig nogen helt nye spørgsmål for mig. Er mennesker kun blevet sat her for en vis periode? Og i så fald - hvorfor? Har vi en mission, en mission vi endnu ikke er kloge nok til at forstå? Er meningen med livet biologisk, fysiologisk ... eller lever vi blot for kærlighed? Det er store spørgsmål, for et lille menneske, en lille blog og for en person med kun 15 års livserfaring.

Da jeg begyndte at interessere mig for universet, kom jeg naturligvis også ind på teorien, at verden går under i 2012. Hvad hvis den virkelig gør det? Det er fysisk bevist at solen vil lave en eksplosion i sig selv i 2012. Men hvor meget vil det påvirke os, og den måde vi lever på? Hvis verden virkelig ender, burde vi så leve vores dage som var de de sidste? Eller i hvert fald til år 2012? Hvis verden ender i 2012, er alt vores arbejde, vores opfindelse, vores teknologiske udvikling osv. blot spildt? Eller hvad? Hvis verden går under, vil verden så opstå igen? Blot i en anden galakse måske? Er vores verden, egentlig blot genskabt, fra en verden før os? Betyder det, at vi skal starte forfra - for blot at starte forfra endnu en gang? Hvordan har en evt. tidligere verden set ud? Hvordan vil en evt. ny verden se ud?

Uendelighed. Et ord vi teknisk forstår, men som menneskeligt ikke kan bære indbegrebet af. Da jeg var lille, og skulle have forklaret ordet uendelig, fik jeg det forklaret på følgende måde - " Hvis du har en garnnøgle, og du begynder at hive i snoren, og du bliver ved, indtil den dag du dør. Dine børn vil derefter tage over - og de vil også blive ved med at trække i denne snor. Deres børn igen vil så følge trop - og det stopper aldrig. Det vil aldrig nogensinde slippe op med snor. Snoren vil fortsætte og fortsætte, i en lang køre." Dengang kunne jeg ikke helt forstå det. Det moderne menneske er vant til at alting ender. Alt hvad vi begynder på, vil slutte en dag. Et forhold, en last, et projekt alt slutter en dag. Selv os selv - den dag da vi bliver født, begynder vi at dø. At noget aldrig nogensinde slutter, er et begreb vi ikke kan forstå. Men hvad hvis det en dag bliver muligt at forstå? Vil det ændre hele vores verden, og den måde vi lever på? Eller vil vi blot ignorere faktumet?

Hvis vi begynder at dø, den dag vi bliver født. Hvordan kan vi så beskrive ordene at leve? Lever vi nogensinde? Eller er vi blot på kanten af døden, konstant og hele tiden? Vil dette sige at vi ingen garanti i livet har? Ja. Du har ingen garanti for evig kærlighed, evig lykke, opnået mål og drømme. Vi kan hver og en, risikere at dø i morgen. Vi har gjort verdenen et farligere sted at leve. Eller har vi? Er verdenen blevet et farligere sted at leve, har vi gjort den til det, eller er vi blot blevet mere paranoide? Vil det overhovedet nogensinde blive muligt for os, at forstå den verden vi lever i?

Mennesker kommer til skade, går i stykker. Ting omkring os, skal nogengange repareres, eller smides ud. Men er vores verden også ved at gå i stykker? Ender vi til sidst med at skulle smide den ud, og begynde på ny? Klimaforandringer viser os at vores verden er i forandringe, men hvor store er de? Og hvad kommer det til at betyde for os? Skal vi have dårlig samvittighed, eller acceptere at verdenen er ved at gå i stykker?

onsdag den 24. februar 2010

It's Copenhagen, baby

Billedet er taget på mit tag. Østerbro.


Efter at have været væk en uge fra København, så finder man ud af hvor meget man savner den. Jeg har siden jeg var barn, elsket København, og jeg stopper aldrig med at gøre det. Det var en evig drøm der gik i opfyldelse, da vi endelig flyttede hertil. Jeg var overlykkelig og nyder hver dag, at jeg bor i hjertet af København.

Hvad er det lige, der er med København? Jeg huske den dag vi skulle ind og se på vores lejlighed. Der var en duft, som jeg stadig tydeligt husker. Jeg kan ikke længere dufte den, da jeg desværre nok har vænnet mig for meget til den. Men denne duft - det var duften af det reneste København. Denne duft vil for mig, altid være der et eller andet sted. Den er indbegrebet af københavn, mit lille hjertebarn. Men hvad er det der København så anderledes, og special i forhold til så mange andre byer? København rummer alt. Her er alle kulturer, og du kan så rigeligt få lov at skifte rundt i dem, opleve dem, dufte deres dufte og møde menneskerne.

Jeg har før jeg flyttede til københavn, boet i en lille by som hedder Espergærde, Nordsjælland. Jeg hungrede efter at komme væk. Gaderne var tomme kl 8. Folk var indelukkede, og passede helst sig selv. Der var mange som kiggede mærkeligt, bare fordi man ikke lignede dem. Så tit jeg kunne, tog jeg toget til København. Bare for at slippe væk. Da jeg endelig kom til København, var det som om jeg endelig var hjemme. Jeg har flyttet meget mere end de fleste i mit liv, og for første gang følte jeg mig ordentlig hjemme. Lyden af biler, synet af gadelygter, folk på gaden - også selvom klokken er 2 om natten. Der gjorde mig virkelig glad. Jeg havde fundet min hylde. Jeg håber virkelig jeg kan få lov til at bo i København så længe som muligt.

København er en moderne, kulturel og hæsblæsende by. Men, sammetidig, så er København også en charmerende by, en by for folk med hjertesorger, længsler og drømme. De små stræder, Christiania og mange af parkerne, er for drømmerne, de søgende og mere private. Mens bylivet, strøget og de andre hip steder, er for folk der er udadvente, eventyrlystne, festglade og for folk med fart på. Alt i alt, så er København en by for alle. Kan tilpasse sig alle, tager forbehold for alle - også selvom du ikke er ligesom de andre. Og på samme led, så er København, en by til dem som blot søger noget mere end en lille provinsby. København er det hele, og lidt til. København tilpasser sig altid mit humør. De store lejlighedsbygninger, kan virke deprimerende, og ligne at de er ved at falde ned over mig. Men de kan også virke store og mægtige, flotte og give nyt håb. For hvis så store bygninger kan opføres, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne gøre det som jeg nu vil?

København, jeg gir' dig mit hjerte.

mandag den 22. februar 2010

de uskrevne regler

Min søde kæreste Morten. Billedet er taget i sommers, Kongens Have.


Jeg arbejder som Piccoline, i et IT-firma. Da jeg i dag mødte på arbejde, skulle jeg blot lave nogen småting, men jeg skulle gå rundt blandt alle menneskerne. Jeg begyndte at tænke på deres påklædning. Alle pæne i tøjet. Jakkesæt og nederdel. I ved hvad jeg mener. Jeg begyndte at tænke på, har de fået at vide de skal have det tøj på - eller er det blot en uskreven regel?

Det fik mig til at tænke på uskrevne regler, i det hele taget. Og jo mere jeg tænkte på det, jo mere gik det op for mig, at vi er omgivet af dem hele tiden - og vi lever efter dem. Lad os blot starte med vores kære ytringsfrihed. Danmarks lille hjertebarn. Retten til at mene, sige og skrive hvad vi vil. Eller hvad? Hvis jeg skrev den vildeste racistiske artikel, eller den sygeste nazistiske artikel - eller blot skrev noget om kongehuset, hvordan ville der så blive set på mig? Der ville blive set ned på mig, og jeg ville opfattes som en uvidende social taber. Men har jeg ikke ret til at sige hvad jeg mener? Jo. Har jeg ikke ret til at synes, og sige hvad jeg vil, uden nogen skal kommentere det? Nej. Blot en anden uskreven regel. Hvis nogen sige noget, som vi ikke finder passende - så skal man gribe ind. For det gør man bare. Og hvis ikke man gør det, så er man en person uden borger, og uden lyst til at yde. Vi er tvunget til konstant at synes noget om noget hele tiden - og vi har bare at fortælle vores mening, om du vil det eller ej. Hvor meget kan vi egentlig selv bestemme hvad vi vil sige og mene? Eller retter sagt - hvor meget kan vi tillade os at mene og synes?

Tænk på bare de små ting. De små uskrevne regler. Du bøvser ikke ved bordet, man tager pænt tøj på til gala, du hjælper venner i nød, du hilser pænt når du møder nye mennesker og du taler pænt til dine bedsteforældre. I følge mig, så er der kun tó tidspunkter, hvor alle disse små uskrevne regeler forsvinder. Når du er med dine aller bedste venner - og når du er alene. Åh denne frihed i at være alene. Pludselig gælder ingen regler. Du kan spise sådan som du vil, du kan tale grimt til dig selv og du kan gå på toilettet med åben dør. Ophæver vi ikke alle vore uskrevne regeler når vi er alene? Måske skulle vi i stedet for at lade de uskrevne regeler være uskrevne - så lad dem være synlige? Tænk på hvor meget nemmer så mange ting ville være. Hvorfor har vi det med nogen ting, så svært med bare at ligge kortene på bordet? Hvorfor skal det være så svært bare at fortælle, præcis hvordan tingene er? Fordi vi er bange for, at vores medmenneskers uskrevne regeler ikke er de samme som vores. Så vil vi heller mene det samme som de andre, og gøre som alle de andre.

Verbie i snevejr

Jeg tog dette billede i Verbie. Jeg ved ikke rigtig hvad det er med det, det er bare upoleret. Tingene er som de er.

søndag den 21. februar 2010

jalousi og success

Her min søde veninde Galathea. Billedet er taget for ca. 2 uger siden.


Som L.O.C så smuk udtaler det i sangen Vendt om - " Jalousi, det er noget der går hånd i hånd med success". Og netop den tekst fik mig til at tænke på success. Når andre får success, kender vi så ikke alle det lille prik i maven? Jeg vil ikke lyve - jeg kender det selv. Jeg tror vi alle føler jalousi og misundelse, jeg tror spørgsmålet er - hvor gode er vi til at skjule det?

Dybest set tror jeg vi alle er jaloux, vrede, misundlige, smålige og egoistiske. Dem man mindst ser det på, er bare bedre til at skjule det. Jeg kender selv alle følelserne fra mig selv. Jeg har følt dem alle, og det ved jeg du også har kære læser. Jeg vil ikke dømme - bare tænke. Men betyder dette at vi alle gemmer vores følelser, hele tiden? Én ting er at gemme følelser, en anden er at se det falske smil. Jeg læste for nylig en artikel om, at kvinder er langt bedre til at se et falsk smil. Hvorfor? Fordi kvinder konstant gemmer deres egne frustrationer overfor veninder. Kvinder lytter, og læser, som sladder, taler om det - og kvinder taler i det hele taget mere om følelser end mænd gør. Derfor kender vi indersiden. Vi kender bagsiden af medaljen - kald det hvad du vil. Men forlanger vi så ikke lidt meget af vores medmennesker? Vi vil have de skal blive henrykte over vores egen success, men kender fra os selv den følelse som vores medmennesker nok sidder med. Kan vi inderligt glæde os på andres veje, eller spille vi blot skuespil? Og hvem spiller vi overfor? For selvom man måske virkelig virkelig gerne vil glæde sig over et medmenneskes success - så ved vi godt hvad vi inders inde godt hvad vi føler, og det kan en anden kvinde højst sandsynligt godt se.

Men hvad så når vi bliver afsløret, i vores inderste følelser? Så finder vi på undskyldninger, prøver at dække over vores egne følelser. Hvorfor siger vi det ikke bare som det er? "Jeg synes det er flot. Men jeg ville fandeme ønske det var mig." I stedet har vi tendens til at sige "Joh, det er vel fint. Jeg er nu mere tilfreds med sådan som jeg har det". Hvorfor kan vi ikke glæde os på andres veje? Handler det her egentlig om at græsset er grønnere på den anden side, og at ræven synes stikkelsbær er sure - fordi den ikke kan nå dem? Eller handler det om vores ego? Reagere vi på den måde, som vi vil have tingene skal udspille sig på?

For at gå lidt tilbage. Jeg ved fra mig selv, at jeg helt skal have en successoplevelse med alt hvad jeg foretager mig - ellers gider jeg det simpelthen ikke. Jeg tror lidt vi alle har det sådan. Lad os bare tage denne blog, hvis ikke jeg havde fået alt den dejlige positive feedback - så var jeg ikke blevet ved. Det er helt sikkert. Så tak fordi i roser mig! Vi har brug for ros. Hvis ikke vi får det - så går vi døde. Vi kan bare ikke nøjes med vores egen ros. Har vi virkelig brug for at få ros, ude fra, for at have det godt med vores success. Hvorfor er vores egen tro bare ikke god nok? Hvorfor har vi brug for, at andre end os selv, og vores aller nærmeste, roser os? Fordi vi har brug for at gartneren på den anden side af hegnet, roser vores bed. Vi har simpelthen brug for at nogen der er bedre end os, fortæller os at det vi gør sku er godt. I denne forbindelse kommer jeg til at tænke på dem som ikke får ros. Dem som ikke får afvide at de sku gør et godt arbejde. Har rengøringsdamen ikke fortjent lige så meget ros, som en bankdirektør? Det synes jeg. Jeg har selv arbejdet i en bager, og der var ikke noget bedre, end at få ros af en kunde. Tænk på det. Ros folk omkring jer - også selvom i inderst inde ikke synes det er det flotteste i hele verden. Vi har alle sammen brug for ros - også ekspedienten i Reinh Van Hauen. De er også rigtige mennesker.

@

stiger ind i toget
tiden går pludselig i stå
musikken i ørene overdøver virkeligheden
virkeligheden der er udenfor
virkeligheden som ikke eksistere her
toget kører
jeg ser ikke verden udenfor
for den eksistere ikke længere
ikke så længe jeg er i toget
ser ikke menneskerne
ser ikke virkeligheden

ankommer til destinationen
turen har ikke eksisteret
træder pludselig ud i virkeligheden
verdenen bliver pludselig realistisk
red mig fra virkeligheden
folk går, har travlt
noget de skal nå, nogen de skal elske
lever de i virkeligheden?
hvad er min realitet?

lørdag den 20. februar 2010

tidsfordriv

Billedet er taget på mit værelse. Det kan ikke rigtig beskrives.

Da jeg desværre er faldet på ski, og har slået min nakke, er jeg desværre tvunget til at sidde inde. Det har jeg gjort de sidste 3 dage. I den forbindelse får man en hel masse tænketid. Ikke engang min computer kender ordet tænketid, og jeg tror desværre det er de fleste, som ligesom min computer – ikke er klar over ordets betydning.

Tænketid – er tid, hvor du kun tænker. Du gør ikke andet, sidder bare. Måske vil man ikke nu til dags kalde det tænketid – i hvert fald ikke blandt unge. Ordene ” at stene ” bliver mere brugt tror jeg. Når jeg her fortæller om tænketid – så ved jeg godt hvad du tænker. Så tænker du en tid hvor man bare sidder, og tænker dybe dybe dybe ting. Men tænketid for mig, er lige så meget tidsfordriv, småtænkning, spekulering og tid til bare at falde i staver. Kort sagt – et tidsrum uden mening.

Jeg skrev for nylig et essay om ventetid, til eksamen. Siden jeg skrev den, har spørgsmål været i mit hoved. Og de bliver ved med at være der. Hvad er tid egentlig? Egentlig er det blot noget som vi ikke kan styre – det eneste vi ikke kan styre. Jeg kan ikke forestille mig hvor provokerende tid kommer til at være, når alt kan styre af mennesker. Godt nok kan vi kontrollere stort set alt den dag i dag, men hvad med den dag vi kan få vand til at løbe opad? Hvad med den dag vi kan tage en weekend til rummet? Vil Einsteins teori kunne udføres i praksis til den tid? Jeg har svært ved at tro det – så forestil jer, hvor provokerende det må være.

Forestil dig et spil – et simpelt spil – lad os bare sige ludo. Du kan flytte alle brikkerne, du har adgang til alle brikkerne, du styrer spillets gang. Hvis ikke det bare lige var én brik som stod i vejen. Den ene brik. Den ene faktor – som der bare ikke kan laves om på. Eller kan der? Bestemmer vi egentlig i grunden ikke selv over vores tid? Vi har en masse ting vi skal nå, en masse ting vi har ansvaret for bliver gjort. Men vi kunne vel bare lave om på det? Eller hvad? Hvor meget bestemmer vi egentlig over tid, eller nærmere sagt – vores egen tid?

Siden uret blev opfundet, blev tid lige pludselig noget man skulle forholde sig til. Hvorfor strammer en lille skive lige pludselig en hel verden? Før uret, der viste man naturligvis ikke hvad klokken er. Man kiggede på solen, og kunne se om det var morgen, middag eller aften. Simpelt. De havde ingen telefon, ingen computere dengang, ingen faktorer til at stresse dem. Tiden var ikke den samme. Man nåede det man skulle – man var mere loose. Hvorfor kan vi ikke det i dag? Fordi vi har opfundet tiden, og gjort det til hvad den er. Hvad ville der egentlig ske hvis vi fjernede alle ure, og vi i stedet begyndte at kigge på solen?

mandag den 15. februar 2010

at savne

Billedet er tage for et år siden, på vej til Bornholm. Her Michelle, Cecilie, Celine og Mille.


Når man er udenlands, eller bare væk fra ens hjem - så har vi vist alle en lille tilbøjelighed til at få en smule hjemve. Jeg kender det fra mig selv. Jeg har aldrig været det barn der tudet og ville hjem, men jeg har godt kunne savne mit hjem. Og det kan jeg stadig godt den dag i dag, i en alder af 15. Hvad er det med ens hjem? Det er trygt, man kender alt, man kan være sig selv også lugter der ikke fremmet. Det er mærkeligt, for når vi er hjemme, så går vi ikke og drømmer om andet - end at komme væk fra hjemmet. Handler det dybeste set om, at man skal miste, før man ved hvad man har? Det er måske lidt hårdt skåret ud i pap, men jeg tror dybest set, at det er det det hele handler om.

Når jeg savner noget eller nogen, så føler jeg lidt jeg har et tomt rum i maven. Jeg kan savne alt fra min seng, min mor, mine hunde, gode venner, københavn, kæreste, sommer eller en duft. Denne følelse, som vi alle kender. Man kan ikke rigtig beskrive den. Jeg vil beskrive det på den måde, at med den følelse, så føler man sig ikke hel. Men hvad så, når man får det man har savnet? Husker vi at værdsætte det? Eller går vi blot tilbage i en rutine?

Jeg har en veninde, som havde en fantastisk kæreste. De var sammen hele tiden. Talte sammen hele tiden. Så hinanden hele tiden. Savnede aldrig hinanden. Det endte med at ødelægge dem, de blev simpelthen trætte af hinanden. Vil det sige at savne kan være en god ting? Burde vi egentlig tage afstand til noget - for at indse hvor meget det betyder for os? Betyder det at vi skal påføre os selv "smerte" for selv, at kunne forstå hvor meget noget betyder for os? Men hvad med dem som ikke er i stand til det? Vi kender der fra os selv. Der er, lad os sige, en kage. En kage man holder så meget, så meget, så meget af. Man begynder at spise den hver dag, hele tiden - og til sidst, ja, så bliver man træt af den, og kommer aldrig til at spise den igen. Og er det ikke spild af god kage? Bør vi afholde os fra ting, eller mennesker - så vi kan blive ved med at elske dem/det?

At savne en special tid. Det kender vi vel alle sammen. Savne en vis periode, som hænger sammen med visse mennesker, dufte eller lyde. Jeg savner sommeren sidste år. Det var en sommer fyldt med dejlige venner, sol, københavnerstænger, mikkelborg strand, cykleture og roskilde festival. Jeg har en beste følelse, som kommer op i mig ved tanken om sommer 2009. Skal vi værdsætte denne følelse, eller hade den? Jeg kan ikke rigtig finde ud af det. Måske skal vi bare værdsætte de minder vi laver nu, nyde de dufte vi indsnuser nu, nyde de syn vi ser nu. Vi skal leve nu.

Der er mange ting jeg savner. Jeg savner sommer, jeg savner lidt min seng, jeg savner mine gode veninder, jeg savner min kæreste, jeg savner min familie og jeg savner københavn. Men når nu jeg sidder her i Schweitz, som jeg også har savnet - så vil jeg nyde det hundrede procent. Og det gør jeg også. I stedet for at savne, så vil jeg glæde mig. Glæde mig til gensyn. Ikke før jeg mistede det, så jeg hvad jeg havde - derfor må jeg leve nu.

søndag den 14. februar 2010

Verbie




frihed

Billedet har jeg taget i dag. Jeg er i Schweitz, Verbie.

Jeg befinder mig i denne uge i Schweitz, nærmere sagt byen Verbie. Vi er her for at stå på ski. Jeg har stået på ski siden jeg var 5, og har altid betegnet det som den ubetinget frihed. At få lov til at suse ned af en bakke, uden hæmninger, uden tanker, uden bekymringer - bare køre. Denne 1 - 2 ugers skiferie jeg får hvert år, er ligsom et uge, som ikke er helt realistisk. Man sover, står på ski, spiser, sover, står på ski osv osv. Og det mærkelig er.. man bliver aldrig nogensinde træt af det. Måske er det netop fordi, at vi slippe for at tænke, slipper for at bekymre os om hverdagens små problemer. Denne frihed, som man kun finder på skibakkerne.

Jeg tænker.. har vi egentlig ikke brug for dette afbræk? Har vi ikke brug for at der sker noget andet, i stedet for at gå rundt i den samme grå hverdag? Jeg tror vi på hver sin måde har brug for at have vores afbræk, på hver sin måde. Men hvad med dem der ikke har midlerne til det? Går de rundt i den samme grå hverdag, og bliver derfor selv mere og mere grå? Er det derfor nogen mennesker får det så skidt? Mangler de blot et lille afbræk?

Jeg ved fra mig selv, at jeg kan leve på en uges skiferie i ca, 3/4 af et år. Men så begynder jeg også og få abstinenser, og vil afsted igen! Det er som om, at denne skiferie, giver noget. Jeg får et personligt boost, og jeg føler frisk luft i mine luner, føler sneen under mine ski og når det er aller bedst, så kan jeg se solen skinne. Jeg vil ikke skrive så meget om det, det skal simpelthen opleves. Jeg synes personligt at alle skal have lov, og burde få et afbræk fra hverdagen - stort som småt. Vi behøver det.

torsdag den 11. februar 2010

spørgsmål og svar

Billedet er taget i fysik. Galathea og Mathias er vældig koncentreret omkring atomkraft

I dag til fysik, lærte vi om kernefysik, og atomkraft. Vi fik alle udlevert ark, med spørgsmål. Spørgsmål som der er konkrete svar på. Der er en facitliste. Enten er svaret rigtigt, eller også er det forkert. Der er ingen mellemvej. Det skiller hele klassen op i to dele. Dem der elsker facitlisten, matematikerne, dem som kan lide beviser og klare svar. Også er der os andre, som ikke helt føler os hjemme her. Os som ikke holder meget af facitlisten, men som holder meget af det abstrakte, og de spørgsmål - hvor der er mere end et svar. I fysik, matematik og biologi er der klare svar på alt. Det er enormt sort og hvidt, og jeg føler ikke jeg længere hører til. Det er ikke fordi jeg ikke forstår det, men jeg holder bare så meget af, at skulle tænke - i stedet for at huske.

Vi bliver delt op i to hold. Og hvorvidt bliver vi egentlig i det hele taget delt op? I gymnasiet - de sproglige, og de naturvidenskabelige samt de matematiske. I arbejdslivet - der kreative, de matematiske, de sproglige osv osv. Men hvad spiller ind for, hvor vi vælger at ligge vores lod? Er det simpelthen bare vores hjerne, som enten er logisk, eller har evnen til at tænke mere ud af boksen? Eller er der hvad vi bare bedst forstår? Er de matematiske dem der hører til verdens virkelighed. Er det dem der er kedelige og ser alt som det er, sort og hvidt? Er de kreative dem som ser alt i flere nuancer, og som tager tingene med kompromis. Eller er de kreative dem som er bange for virkeligheden, og derfor vikler den ind i farver, fantasi og litteratur? Og er de matematiske bare dem som ser tingene som de er - uden at pakke dem ind. Men der er ikke nogen facitliste på, hvilken af de to grupper, som er mest korrekt, og mest realistiske.

På så mange måder deler vi os op. Hvem læser Politiken, hvem læser Berlingske, hvem stemmer Ø, hvem stemmer V, hvem har hund, hvem har kat, hvem har mac, hvem har pc, hvem har børn og hvem har ikke. Man betegner et godt venskab - som to mennesker, der har meget til fælles. Men til tider, hvor meget har vi så egentlig til fælles? For hvor muligt er det i denne tid at have meget til fælles? Er det ved at blive sætningen "modsætninger tiltrækker hinanden", i stedet for sætningen "De har så meget til fælles", som skal betegne et godt venskab eller ægteskab? Driver vi i virkeligheden bare længere og længere væk fra normalen og billedet, og er ved at blive langt mere selvstændige?

onsdag den 10. februar 2010

stress

Billedet er taget efter årets store galla fest. Alle er trætte, og vil bare gerne hjem.


Stress. Vi kender ordet. Vi kender betydningen. Vi ved hvordan det er, når man får betegnelsen stress. Ordet stress. Giver det kuldegysninger, spændninger i hovedet og minder om julen? Når jeg tænker stress, så tænker jeg skole, aftaler, arbejde, familie, kæreste, fritid, tænketid og venner. Alt det vi så gerne vil nå. Alt det vi bliver nød til at nå. Vi bliver nød til at nå det, for ellers kan vi ikke fungere. Eller hvad?

For hvorvidt kan vi selv sige fra, overfor stress. Og hvorvidt kan vi ' tillade ' os at sige fra i det hele taget? Og hvem siger vi egentlig fra overfor? Jeg tror personligt på valg, konsekvenser og risikoer. Jeg tror ikke på forpligtelser og begrænsninger. Det gælder i det store og små. Lad mig give et eksempel. Jeg skal skrive stil i engelsk, jeg har en begrænsning på 500 ord. Men hvad sker der hvis jeg overtræder? Hvis jeg overskrider, så tager jeg et valg, og jeg tager dermed risikoen, hvis det ikke var godt nok, så må jeg tage konsekvensen. Men hvor meget er vi klar til at ofre for en risiko? Er jeg villig til at overskride, også risikere at ende med en lav karakter, og er jeg villig til at tage chancen? Jeg tror det kommer an på prioritering. Hvad prioritere du højst? Den høje karakter inde for grænsen, eller muligheden for at vise hvad du virkelig kan?

Tilbage til stress. Når jeg hører om mennesker ramt af stress, og jeg selv kan have mindre perioder med stress, så tænker jeg så ofte - hvorfor siger du ikke bare fra? Hvorfor stoppe du ikke bare det hele? Og selvom jeg spørg mig selv, så ved jeg godt hvad svaret er. Ansvar, forpligtigelser og lyster. Du har et ansvar når du går på arbejde, og du har en forpligelse når du har sat børn til verden, og du har nogen lyster. Men skal forpligtigelser og ansvar overgå lysterne? Lysten til at tage en tur i Fælledparken, og bare nyde en enkelt dag i stilhed og ro. Vi har alle sammen noget vi hele tiden skal nå - en raport, en stil, en aftale, et tog, en bus, en opdatering, noget kærlighed der skal gives, en hund der skal luftes, et barn der skal hentes og jeg kunne blive ved. Jeg tror bare vi bliver nød til at se verden på en anden måde. Vi skal lade vær med at se alt så sort/hvidt. Alt ting kan gå på kompromis. Vi bliver simpelthen nød til at kunne respektere hinanden mere, og at nogen mennesker simpelthen bare har mere de skal nå. Jeg siger ikke at nogen skal have særlige vilkår, men nogen mennesker skal der snakkes mere med. Det er ikke særlig svært, eller hårdt at spørge " Hvordan har du det? " Alle kan spørge. Det svære er at lytte efter. Kigge personen dybt i øjnene, og virkelig spørge hvordan det går. Men det gør man ikke. Selv forældre har svært ved at spørge deres børn om hvordan fanden det går. Men vi spørge ikke, urenset hvor dårligt man kan se det går. Og jeg ved godt hvorfor. Vi er bange for at høre sandheden. Sandheden om stress. Måske fordi vi er bange for, at det netop er en selv der er skyld i det, måske fordi vi ikke har tid til at høre sandheden. Kan det virkelig være rigtigt, at møder, tandlægetider og toge, skal overgå et medmenneskets psyke?

Elsk din næste. Har vi glemt vores principper? Har vi glemt hvilke bud og principper hele vores samfund er opbygget af? Virkeligheden hænger ikke sammen med vores psyke og tolerance. Det er trist. Hvordan kan man tro, at man kan indrette en hverdag, som man ved ens psyke ikke kan klare? Det gør man fordi man har forpligtigelser. Der skal mad på bordet, og der skal skrives en stil. Vi skal lære at tænke mere på os selv. Fuck om de andre synes det er egocentreret. Dig der læser dette, hvornår har du sidst haft en dag, hvor du havde abselut ingenting du skulle nå, og abselut intet du skulle gøre? Bare en dag med fri muligheder. Frit valg på alle hylder. Personligt kan jeg ikke selv huske sådan en dag. Er det ikke trist? Forlad din boks - bare for en stund, og gør det du virkelig vil. Få teori til at fungere i praksis.

mandag den 8. februar 2010

at være ung

Min søde veninde Sophie Reinholdt. Billedet er taget til en privat fest.

At være ung. Hvordan er det egentlig at være ung i dagens Danmark? Eller kan man overhovedet sige det mere? Unge i dag, er blevet så internationale, at jeg har venner i 9 klasse, som rejser til udlandet efter sommer. Unge i dag, har flere muligheder end nogensinde, strørre beslutninger at tage end nogensinde, har flere valg end nogensinde.. også tror jeg aldrig det har været så svært at være ung som det er i dag.

Internettet har gjort alt muligt for unge, og for den forrige generation. Men vi er generationen, vi er generationen som voksede op med en computer. Vi får pludselig en masse fristende tilbud. Tilbud som man ellers kun blev budt på en sen fredag aften, tilbud man kun blev fristet med i den nærmeste kiosk, på gadehjørnet eller på toilettet på et diskotek. Vi får lige pludselig en masse fristelser, en masse ting som vi skal tage stilling til - ja eller nej. Det har gjort unge mere hårde, og selvstændige. Men hvordan skal vi se på dette? Godt at vi lige pludselig kan sige fra, sige fra overfor mor, far, samfundet, skolen og normerne? Eller skidt, fordi nogen bliver så hårdhudet, at de ikke længere kan skelne de gode mennesker, fra dem som blot vil snyde dem? Vi vil ikke kunne generalisere dette emne, da det kommer an på det enkelte individ - men en ting kan vi slå fast, vi har aldrig haft så mange muligheder, fået så mange tilbud eller blevet fristet så meget som vi bliver i dag.

At være ung betyder mere end valg, konsekvenser, muligheder og fristelser. At være ung betyder også at være naiv, lærende, forvirret, tænkende og spekulerende. Mange unge går stadig rundt med den naive, smukke og fantastiske tanke, at netop DE kan rede verden, at netop DE kan sørge for at alt bliver godt. Det er en smuk tanke, og jeg synes ikke man skal slippe den, urenset hvor gammel man bliver, og urenset hvor meget livserfaring man får. Hvad ville der egentlig ske hvis vi alle havde den tanke? Hvis vi tog alle 5,6 milliarder mennesker vi har på jorden, og tænkte netop dén tanke, at netop vi kan gøre en forskel. Hvis alle tror på det, så bliver tingene en hel del anderledes. På den led, så synes jeg at kommunisme er en fantastisk smuk tanke, en utrolig ideologi. Men vi må bare se i øjnene at det ikke fungere i praksis. Der vil altid være dem, som synes det er sjovere at gøre det, som ingen af de andre gør. Og Gud ske tak og lov for det.

At være forvirret. Være tænkende. De to sætninger forklare bedst mine sidste 3 år. Men andre sætninger, ord og tanker dukker også op i mit hoved, når netop jeg tænker på mine teenager - i en alder af 15. Forelskelse, sommerføelser, frihed, valg, lærdom og venskaber dukker op. Men åh, at være så forvirret. Ville vi ikke alle vælge netop det ord, det ord der forklarer denne tid. Forvirret over fremtiden. For hvad byder den egentlig på? Men er vi i virkeligheden ved at danne vores fremtid, netop nu? Kommer de valg vi træffer nu, også til at gælde når vi bliver voksende? Hvor meget betyder vores indsats, netop nu. Kommer de venskaber vi har nu til at betyde noget for vores fremtid. I så fald, ligger vores fremtid så i skæbnens og den heldiges hånd? Afhænger vores fremtid af hvad vi gør, tænker og fortager os netop nu? Jeg ville gerne vide det. Men er det ikke blot nu vi tegner vores fremtid, eller har vi gjort det siden den dag vi blev født? Ham i renestenen, hvordan var han da han var ung, og hvad foretog han sig? Rendte han rundt på Christiania, røg for meget, drak for meget. Blev han født ind i det - eller var det et valg han tog dengang? Fik det konsekvenser, eller var han bare ikke heldig nok, eller smilede skæbnen bare ikke til ham? Hvor meget betyder arv og miljø egentlig, for resten af vores liv?

søndag den 7. februar 2010

mål og drømme

Billedet er taget i sommers, på en af de mange sejlture mod Anholt

Jeg har nogen ting jeg gerne vil. Små som store. Jeg vil gerne ind på et vis gymnasium, jeg vil gerne være journalist, jeg vil gerne prøve at rejse langt væk alene, jeg vil gerne giftes en dag - der er så meget jeg gerne vil. Alle mine mål, og alle mine drømme. Vi har dem alle sammen. Vores drømme og mål ændres, mens vi selv ældes, og får mere erfaring og finde ud af hvad vi holder af og er gode til. Da jeg var mindre ville jeg gerne være skuespiller. Jeg var fast besluttet på det, og havde drama på min skole. Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af at der var noget andet som jeg var bedre til. Jeg var ikke dårlig til skuespil, men jeg fandt et sted jeg passede bedre ind. Jeg fandt min boks. Jeg elsker at skrive, og jeg er også god til det. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg faktisk er god til at skrive - for det er jeg. Det er noget jeg synes er sådan en skam, i nutids verden, er det næsten farligt at sige man er god til noget. Lige pludselig bliver der kigget mærkeligt på en, man er pludselig selvhøjtidelig, har for mange høje tanker om en selv og før man ved at det, så tror folk man er narcissistisk. Hvorfor skal det være så forkert at tro på en selv, og tro på at man faktisk godt kan?

Jeg tænker ofte på mine mål og drømme. Men hvad hvis jeg ikke når disse mål og drømme? Jeg tør ikke tænke på det, for jeg vil så forfærdelig gerne. I den forbindelse, så kom jeg til at tænke på dem som faktisk ikke når deres mål. Skraldemanden, hvor mange drømmer inderligt om at få lov til at være skraldemand? Jeg siger ikke, at der ikke er nogen, men jeg tvivler stærkt på at det er dem alle. Hvad med kassedamen, rengøringsdamen, buschaufføren, viceværten og luderen? Har de nået alle deres mål? Jeg bliver en smule trist ved tanken. Tanken om at nogen lever deres liv på den måde de gør - fordi der er en husleje der skal betales, og måske nogen børn der skal forsøges. Skal penge, tid og uddanelse virkelig bestemme om hvorvidt vi kan, må og nå vores mål? Og hvordan er de endt der hvor de er? Forkerte venner, dårligt hjem, har de været dovne eller har de blot været uheldige? Burde vi ikke alle få hjælp og støtte til at nå vores drømme? Få kritik når vi drømme om noget for højt, og blive rost og klappet på skuldrene når vi er på rette vej?

Hvis vi alle nåede vores drømme, hvordan ville verden så se ud? Jeg tror vi ville have et stort mangel på kassedamer, skraldemænd og buschauffører. Det for mig til at tænke på en verden, uden mennesker i disse erhverv. Mit ego spiller ind, og bliver pludseligt glad for at disse mennesker er i disse erhverv. Hvordan skulle vores lille hverdag ellers kører rundt? Hvem skulle kører mig fra Trianglen til Østerport St, hvem skulle betjene mig i SuperBrugsen, hvem skulle sørge for der var rent på de hotelværelser jeg besøger og hvem skulle tage sig af alt mit skrald? Men når jeg tænker, tror jeg ikke engang disse erhverv findes om 50, måske 100 år. Robotter, og teknologi er over os, og vil overtage mange erhverv. Er det postivt, eller negativt? Hvad skal alle disse mennesker nu lave - opnå deres drømme måske? Det er en spændene tanke. Jeg tror bare i det hele taget, at vi skal værdsætte de mennesker i disse erhverv noget mere. Så deres arbejde bliver en smule mere spændene, og så de måske en dag kan prøve at gribe ud efter deres drømme. Så de ser, at deres nuværende erhverv - blot er en mellemstation. Målet og drømmen er vigtig og spændene, men endnu vigtigere og mere spændene er vejen dertil. Vi skal være søde mod de mennesker vi møde på vej op - for vi kan risikere at møde dem på vej ned igen.

Jeg vil knokle røven ud af bukserne, jeg vil knokle så jeg når mit mål. Men jeg vil huske at nyde min tid på vej dertil. Drømme og mål er lidt ligesom et maleri. Hele processen er spændene, det udfordre dig, det giver nye idéer, når billedet så er færdigt, så er det smukt at kigge på. Og hvem ved, man kan jo altid male et billede over, og begynde på en frisk. Man skal blot have den rette maling.

fredag den 5. februar 2010

at tro

Her et billede, af mine to gode veninder Julie og Galathea. Taget i Frankrig


Da vi i dag, havde en vældig diskussion i skolen, omkring det at tro på gud og big bang - kom jeg til at tænke på det at tro i det hele taget. Hvad ligger vi i ordet at tro? og tro på hvad? På gud, på biologi, på fysik, på beviser, på vores medmennesker, på kærlighed eller på venskab?

Jeg er selv konfirmeret - fordi jeg tror. Jeg har valgt at gå efter mavefornemmelser. Jeg har valgt at tro på gud - fordi jeg tror på, at vi alle behøver at holde fast i noget. Men hvad er det egentlig vi holder fast i? Er det kun en gud? Eller er det dybest set os selv, og vores ego som har brug for noget større, som kan holde vores ego i en stram snor? Eller har vi blot brug for en rettesnor i vores liv? Jeg tror selv på gud, og det gør jeg fordi jeg har brug for at der er noget større end mennesker, noget som vi ikke kan kontrollere, og få beviser på.
Da vi diskuterede dette i kristendom, kom vi således ind på emnet universet. Er det uendeligt? Hvad er det i grunden? Ligesom gud, kan vi ikke sætte beviser på alt indenfor fysik. Hvordan er universet opstået? "..det er en stor gerning at kunne skabe noget så stort, men en endnu større gerning at kunne skabe sig selv ud af ingenting". Jeg læste Sophie's Verden, som 11 årig, hvor Jostein Gaarden skriver disse ord. Siden jeg læste dem har de siddet i mig. For hvordan skulle et univers kunne danne sig selv - ud af ingenting? Og hvis der var noget før universet, hvordan har det så skabt sig selv? Det ville være det samme, som at skabe en kage - ud af den rene luft. Magi? Eller noget større? Det er spørgsmål som pirrer mig ofte. Hvad skal man tro, og hvad skal man mene? Jeg tror jeg holder mig til min mavefornemmelse.

Men tilbage til det med at tro. Da jeg blev konfirmeret brugte jeg ordene: " Jeg har valgt at blive konfirmeret, fordi jeg tror. Fordi jeg tror på mig selv, på kærlighed og på noget der er større". Men hvordan forstår vi ordene at tro på noget? Personligt tror jeg at ordet tro, er en kombination er ordene HÅB og FORVENTNING. Vi håber så inderligt der virkelig er noget højere end os selv, og som styrer os lidt foroven, og vi forventer at dette gør det rigtigt.
Jeg tror på kærlighed, og jeg tror på mig selv. Jeg havde fornylig en snak med en sød klassekammerat, Anne-Sophie, hvor vi snakkede om kærligheden, og om hvorvidt man troede på den. Anne-Sophie troede ikke på kærlighed ved første blik. Jeg tror personligt på det. Fordi jeg har brug for at tro på at der er noget som kan slå os så hårdt i hovedet, hjertet og resten af kroppen, så hårdt at jeg ikke opdager det, men bare får en ualmindelig hjertebanken. Jeg tror på kærlighed. Jeg er ligeglad med hvorvidt forskere bliver ved, og ved, med at udgive bøger om hvorvidt forelskelse er noget dyrisk, instinktivt og biologisk. Jeg tror på ægte kærlighed, af den rene slags. Når to mennesker bliver forelsket, så tror jeg på at det er mere end biologisk. Bare fordi deres dufte passer sammen, tror jeg på den personlige faktor. Har man glemt den i biologien og fysikken? Har vi glemt at mennesker er mere end blot kød og blod, mere end bare ting som kan sættes i bokse, målinger og statestikker? Jeg tvivler nogengange. For hold op hvor er der mange statestikker og målinger, som sætter menneskets personlighed i båse. Begynd at tro på kærlighed, det er virkelig noget særligt.

tryk på billedet, så ser du det i en større format.

torsdag den 4. februar 2010

et kapitel er slut

min ven Christian, her som ninja.

Jeg har de sidste tre dage, haft den samme drøm. Igen, igen og igen. Drømmen handler om en afsked. Jeg har været så plaget af denne drøm, at jeg ikke nok med at være plaget af den om natten - også bruger hele dagen på at tænke over hvad den betyder. Da jeg nu er ved at blive sindssyg af, ringede jeg til min gode veninde Sarah. Sarah er dygtig til at tyde drømme, og har læst nogen bøger om det. Ikke at hun er ekspert, men jeg tænkte hun kunne give mig nogen hint. Hun fik min drøm grundigt beskrevet, og hun mener bestemt at det tyder på at et kapitel er slut i mit liv - og et nyt skal til at begynde. Efter at have lagt på, så begyndte jeg naturligvis at tænke over hvilket kapitel der her var tale om.

Jeg er sikker på, at min drøm her hentyder til min barndom. Min folkeskoletid er slut, jeg skal i gymnasiet, det hele er et nyt kapitel. Det er mærkeligt for mig, virkelig. Et helt kapitel - vi snakker 15 år! 15 år, som jeg synes er gået ualmindelig stærk. "Det var så den barndom" kan man tænke. Jeg vil i stedet vælge at tænke på en anden måde, mere på en måde som gør det til en god ting. Et kapitel er slut, og det har været et kapitel med højder og falninger, det har været et kapitel fyldt med latter, smil, leg og udvikling. Jeg har haft en god barndom. Min barndom har måske været en smule anderledes end så mange andres. Mine forældre har altid udfordret min lillebror og jeg, på mange måder. Jeg har rejst som en beduin siden jeg blev født, jeg er blevet forkælet, skældt ud, rost og belært. Mine forældre har lært mig så evigt meget, en læren jeg altid vil have med i bagagen. De har lært mig at være stærk, stå ved mine meninger, udfolde min kreativitet - og de har aldrig stået i vejen for nye ting jeg ville, urenset hvad. Jeg er evigt taknemmelig.

Men når nu jeg slutter dette kapitel, hvad byder det nye så på? På alvor, uddanelse, arbejde og voksenliv? Tildels ja. Men mit voksenliv skal stadig være fyldt med barnlige øjeblikke, fest og farve, forældre og venner. Jeg vil aldrig stoppe med at lærer, og hvis ikke nogen vil lærer mig noget - så skal jeg nok selv sørge for det. det der ikke vokser, dør.

fantasisted


Billedet er tager i nordsjælland - mit hemmelige sted.

onsdag den 3. februar 2010

virkelighed

billedet har jeg taget i Hørsholm, i forbindelse med en gave til min mormor.

Vi kender dem alle sammen. De der mennesker som lever i deres egen verden. De kommer med kommentare, som man ikke kan følge - kommentare som kun fungere, i deres verden. Jeg kom til at tænke på det i dag - fordi vi netop alle kender disse mennesker. Det fik mig til at tænke på virkelighed og realitet. Hvad er indgrebet for realitet og virkelighed? Er realitet blot den verden vi lever i? Sorte på hvidt, himmel, jord, biologi og klare svar? Eller er den verden vi lever i bare en forskruet fantasi? Er vores verden virkelig, eller er det blot noget vi alt sammen selv finder på?

Hvis man tænker over det - så bilder vi os selv en masse ting ind, hver dag. Jeg tænker ikke kun på ting som "Jeg spiser sundt", eller ting som "Jeg kan sagtens nå at lave matematik til i morgen, og stadig være sammen med mine venner". Jeg tænker på ting, som vi bruger hver dag. Vores samfund, vores forhold til andre mennesker. Hvor meget bilder vi egentlig os selv ind?
Normalt vil man ikke bruge ordene som "at bilde sig selv noget ind" - men ord som forventning. Den måde vi lever på, er opbygget af håb og forventninger. Vi forventer noget af alt hver dag. Vi forventer at bussen og toget kommer til tiden, vi forventer at skolen starter kl. 8, vi forventer at vi får aftensmad hver dag og hvis ikke dette sker, så bliver vi skuffet. Større ting som vi f.eks. kan forvente, er ting som kærlighed. Vi forventer og regner med at vores forældre, søskende og venner elsker os. Men hvor ofte er dette den virkelige realitet? Vi vil altid have en forestilling i vores hovedet, om at vores forældre naturligvis elsker os, og det tror jeg nu også de gør. Vi forventer noget af de unge i samfundet, vi forventer at de uddanner sig, sørger for vores samfund osv. Men hvad hvis de en dag ikke gjorde det? Hvordan ville vores verden så se ud? Er dette et realistisk spørgsmål, eller er det blot en forskruet tanke?


tryk på billedet, så kan du se det i stor størrelse.

tirsdag den 2. februar 2010

sne der falder

billedet er taget på taget af min bygning. Østerbro, 2010

Sneen falder, og vi lægger mærke til det. Vi ser det overalt. De fleste af os vælger at klage over dette hvide stads. Men hvis vi kiggede tæt på det, mærkede det og følte det. Sådan rigtigt. Ville vores opfattelse af det så ændre sig? Sneen gør noget ved os alle. Den forandre ikke bare vores kropstempratur, men også vores udseende, vores humør, vores stemmening, vores by, vores gård og menneskerne omkring os.

Sneen kan dække over fejl der er begået. En hundeejer der har glemt at samle op efter sin hund, noget graffiti der er så sjusket lavet, at selv den der har malet burde skamme sig.
Tag et nyt skridt, et sted hvor ingen endnu er gået. Start på en frisk. Men husk, dine fodspor vil kunne ses - ihvertfald indtil der igen falder sne i Danmark. Men hvorvidt tænker vi egentlig over vores fejl? Tænker vi på vores fejl, hvergang vi begår bare den mindste? Eller går vi blot videre og håber ingen opdager det. Hundeejeren der ikke samler op, hvad tænker han? "Ingen så det, jeg går bare videre". Men en dag, så er der en der træder i netop dén lort. Også er det, rent ud sagt, sur røv. Man vil aldrig kunne beskylde ham der ikke har samlet op - for du ved ikke hvem denne person er. Er det i virkeligheden sådan vores samfund, og vores verden fungere? Hvis ingen ser det, så er skylden ikke længere min? Det er jo en anden historie, hvis man faktisk ved hvem der begik netop denne fejl - stor som lille. Så er der pludselig en at angribe. Men er der overhovedet en løsning på denne problemstilling? Skal den uheldige så blot samle op? Nej tænker du. Det var jo ikke ham. Vi lever i et samfund, og i en verden - hvor man ganske enkelt nægter at samle op, efter den som har begået en fejl. Og hvis man bliver tvunget til det, så sker det slet ikke uden brok og beklagelse.

tryk på billedet hvis du vil se det i større format.

Billederne fra mit liv








Alle billeder har jeg selv taget.

En start

Jeg har i dag oprettet denne blog. Navnet er valgt med omhu, da navnet fortæller hvad jeg vil med denne blog. Jeg vil dele billeder som jeg har taget. Jeg vil dele tanker jeg har tænkt. Og jeg vil dele tekster som jeg har skrevet.

Bloggen er oprettet efter flere opfordringer. Jeg er dybt smigret over at folk holder af mine billeder, bliver forundret over at nogen sætter pris på mine tanker, bliver glad når folk har læst en af mine tekster - og vender tilbage med nye spørgsmål og nye tanker. Jeg vil ikke påstå jeg tænker mere end andre, men jeg vil påstå at jeg er god til at åbne munden og fortælle om disse tanker. Jeg ville blive rigtig glad, hvis i gad at ligge en kommentar til en tekst, en tanke eller et billede. Jeg er åbent for alt - ris og ros. Det er derfor jeg har oprettet denne blog - for at udvikle mig, og få kritik.

Jeg vil idag prøve at grave nogen billeder frem jeg har taget. Forresten bruger jeg kameraet Canon 400D. Et semi-pro kamera, som jeg elsker som var det mit eget lille barn.

Smid en kommentar - godt eller skidt.

Forresten, hvis du er blevet skuffet, og troede dette var endnu en fashionblog (intet ondt ment) så er du desværre gået forgæves. Jeg henviser til min skønne veninde Sophie Reinholdt. Hun har lavet en fantastisk blog om mode etc. www.sophiereinholdt.wordpress.com
læs den! den er virkelig inspirerende :-)