tirsdag den 30. marts 2010

endnu en teori - endnu en tanke

Daniel Engstrøm på Roskilde fetival, 2009

Jeg har gået og tænkt over en teori, som min ven Martin fortalte mig om. Jeg har tænkt over den længe, og jeg har spekuleret. Men jeg tror jeg er kommet frem til noget fornuftigt.

Teorien har Martin selv opstillet. Vi talte om døden, og hvad der sker bagefter. Jeg tror på at der sker noget med os bagefter. Det gør jeg af den ene egoistiske grund – jeg vil ikke ligge og dø, og vente på ingenting. Martins teori får ud på, at når vi dør, så dør vores hjerne på en måde ikke. Vores hjerne vil bliver ved med at spille vores liv revy – igen og igen. Så vi altså ikke tror vi dør. Han bygger teorien på at mange som har været døden nær, fortæller at deres liv begynder at passere revy. Da han fortalte mig det første gang, syntes jeg ganske enkelt at det lød død åndssvagt. Men tanken blev alligevel siddende i mig.

Efter jeg begyndte at tænke tanken ordentligt igennem – gik det op for mig, hvis Martins teori holder stik – hvad er så forskellen på liv og død? Er jeg i virkeligheden død nu, og spiller min hjerne blot mit liv igen på replay? Teorien gør at der lige pludselig ikke er nogen forskel på liv og død. Er jeg levende... eller er jeg død? Jeg ved godt at Martins teori ikke umidlbart bygger på det stærkeste grundlag, men leg lige med tanken.

Jeg har på samme måde tænkt andre tanker i denne forbindelse. Den første tanke fik jeg på min 8 års fødselsdag. Jeg havde fået det klassiske Sims spil i fødselsdagsgave. Da jeg begyndte at spille, begyndte jeg at tænke på – lever vi blot i et meget avanceret Sims spil? Er der måske væsner der er så meget klogere end os, at de kan sidde og styre os? Se bare på robotterne. Vi kan nu til dags få dem til at ligne mennesker – fuldkommen. Man regner ikke med at kunstig intelligens er ret lang ude i fremtiden. De vil være i stand til selv at lære, reagere og tale. Vi er nogen forholdsvise kloge væsner, og vi er netop nu ved at skabe noget som er mindre intelligent end os selv – som vi kan styre. Er det blevet gjort før?

... Og er det egentlig ikke hele det vores kristne tro bygger på? Noget større og klogere har skabt os. Styre os, ved hvad der skal ske. Er vi ved at gøre os selv til guder?

torsdag den 25. marts 2010

at være så forelsket ..

Morten og jeg. Taget for ca. en måned siden


Det er videnskabeligt bevist, at når man bliver forelsket - så er der nogen ting i hjernen som slår klik, og som ganske enkelt går ud af funktion. Jeg talte i dag med min mor, min veninde mille og min papfar michael, om at være forelsket, og hvilke regler det indebærer.

Vi har alle prøvet at få sommerfugle i maven, når en bestem person smiler til os. Det første stadie. Et blik kan lige pludselig tolkes til en hel roman, et smil kan skrive verdenshistorie, og den mindste berøring er til at besvime over, hele kroppen kører i første gear, og alle muligheder for at fokusere og koncentrere sig forsvinder. Man drømmer dumme drømme, hvor ens udkårne altid kommer ind på en eller anden måde. Da man var mindre vidste man allerede hvem man ville giftes med, hvor mange børn man ville have, hvad de skulle hedde og hvor vi skulle bo. Men så bliver man ældre.. og virkelighed og realitet træder pludselig i kraft.

Da jeg var mindre, og var lidt vild med en dreng, så skrev jeg små sedler, prøvede at komme med undskyldninger for at være tæt på ham, tale med ham og alt det der. Jeg begyndte endda engang at spille det samme spil som en dreng, bare for at jeg kunne tale med ham om noget. Det vi dengang kaldte forelskelse, var så naivt, barnligt - og fuldstændig fantastisk. Hvis det så endelig lykkedes en at blive kærester med denne her dreng - så var der intet der kunne vælte en. Selvom man ikke talte med denne dreng man var kærester med, så var det lige meget, for man vidste godt at vi var kærester, også var alt det ander ligemeget. Når vi så blive ældre, så er det vigtigste i hele verden at vi taler med vores partnere.

Det er mærkeligt sådan som alt bliver omvendt når man bliver ældre. Da vi var børn, var alt en leg, vi kunne blive hvad vi ville, vi kunne være kærester med hvem vi ville, det var sejt at være den ældste og man kunne lege med alle. Stille og roligt bliver alt dette det fuldkommen omvendte. Da vi var små havde vi planlagt hele vores liv - og det så sku godt ud. Hvorfor kan vi ikke holde fast i den plan? Fordi virkeligheden ødelægger drømme, og fortæller os præcis hvilke muligheder vi har, og ikke har. Fuldkommen ligesom kærlighed.

Da vi var yngre, da kunne vi godt gå med til at være kærester med en, også selvom vi egentlig ikke brød os om denne person. Men det gjorde man alligevel, det gjorde jo ikke os noget. Men jo ældre vi bliver, jo mere kritiske bliver vi, og jo mere og mere specifikt bliver vores billede af den perfekte kæreste. Vi har nogen krav, og de skal opfyldes, om de så er fysiske eller psykiske. Og jeg skal ikke brokke mig over dette, for jeg har også kriterier som jeg skal have opfyldt. Men jo mere og mere specifikke i bliver, jo mindre bliver vores målgruppe - og jo mindre bliver vores chance for at finde den kærlighed vi leder efter. Jo mindre bliver chancen for at finde denne soulmate. Soulmate, mærkeligtord, så stor betydning. Jeg ved ikke om jeg tror på dette med soulmate, for jo mere man tror på det, jo mere forhindre man jo egentlig sig selv i at være lykkelig. Hvis du tror kun at kun én person kan gøre dig komplet - hvor stor er chancen så for at du får et lykkeligt liv? Måske burde vi ikke lave denne liste med krav, men bare tage chancen.

Lever vi for kærlighed? Jeg kunne godt gå hen at tro det. Jeg lever selv for kærlighed, det gør jeg virkelig. Men ikke kun en slags kærlighed, alle slags. Kærlighed fra min familie, mine venner, min kæreste, mine bøger, mit skriveri, mit fotografering og mine projekter. Jeg smiler i mig selv, når jeg tænker på de sommerfugle jeg kan få i maven, det evige tænkeri på den ene person, glæden ved at gense lige én person. Griner ved de fejl jeg har begået omkring kærlighed, de mange gange jeg har trådt det forkerte sted, og gjort mig selv til grin.

Hvor har jeg dog lavet mange fejl. Har håbet for meget, troet for lidt, skyndt mig for meget - tænkt for lidt. Det er den del af forelskelse. Den mindste fejl gør ondt, og hvis du begår fejl, kan det gøre så grueligt ondt. Det kan skærer i hjertet, og gøre din dag evig grå, kun fyldt med hjertesorg og regnvejr. Og små ting begynder at betyde uendeligt meget. Jeg vil råde alle til at lytte til den fantastiske sang som Dan Túrell og Halfdan E har lavet - "Teenager in love". Jeg har aldrig hørt noget som ramte så meget plet. Selv med min fantastiske evne til at forklare, så kan jeg ikke sætte præcise ord på forelskelse. Det kan Dan Túrell og Halfdan E tilgengæld.

Jeg elsker, og det vil jeg altid gøre.

søndag den 21. marts 2010

begyndelsen

Billedet er taget sidste uge i fælledparken.


Jeg har flere gange i min blog, og vil sikkert flere gange - henvise til skabelsesberetningen, universet og jorden. Skabelsen har interesseret mig så længe jeg kan huske. Det har interesseret mig for det så længe, fordi jeg aldrig har forstået skabelsen. Hvordan kan noget skabe sig selv - ud af ingenting? Det viser sig, at det faktisk er muligt.

Jeg læste for få dage siden en artikel, som fortæller om hvordan noget skaber sig selv. Dette kaldes spontan-genese, også kaldes spontant skabelse, som går ud på at ting bliver skabt af ingenting. Kort fortalt handler det om et glas hvedesaft og en svedig skjorte. Hvis du ligger skjorten i blød, vil du efter nogen 21 finde små mus i skjorten, som kan udvikles videre til store mus - som kan levere efterkommere. Betyder dette ikke at hele vores skabelsesberetning ryger i vasken? Er der nogen der har lagt skjorten i væsken for os, eller er det sket af sig selv? Eller har den altid ligget der? Efter at have læst denne artikel, dukkede en masse nye tanker og spørgsmål op i mit hovede.

Jeg kom først og fremmest til at tænke på - hvad har jeg skabt? Hvad har jeg virkelig selv skabt from scratch? Mit første bud ville være mig selv. Men det er jo ikke korrekt. Jeg har langt fra alene skabt mig selv. Jeg har fået massere af hjælp fra mine forældre, mine søskende, mine omgivelser, mine venner, min skole, mit hjem og min familie. Jeg er klar over at jeg selv har bestemt meget af vejen for hvilke valg jeg har ville træffe, men mine medmennesker og omgivelser har haft så stor en betydning, at de selvfølgelig også har betydet en kæmpe del af hvordan jeg er blevet den dag i dag. Det betyder altså at vi ikke skaber os selv, men bliver skabt af de tilfældigheder vi møder i livet? Handler noget så ædelt, som os selv, i virkeligheden om tilfældigheder og held? Er det det der skal til, for at vi bliver gode mennesker?

Betyder dette, at vi ikke skaber noget alene? Vi vil som enkelte individ simpelthen ikke kunne rumme nok, til at kunne skabe noget helt alene. Prøv med alle eksempler, der vil altid være nogen andre involveret i vores projekt for at det kan fullendes. Jeg diskuterede dette med en gammel ven, tue, i dag. Han kom med de geniale forslag, at noget så enkelt som lort. Men det er jo ikke engang sandt. Det mad du har fået ind, er skabt fra andre. Det du har drukket til, er der nogen der har sørget for du kan få ud af din vandhane. Vi skaber intet selv.

Vi har lavet en beretning om skabelsen, fordi vi har bug for at alting har en rod og en start. Men hvad nu hvis der ikke har været nogen start? Hvad hvis jorden og universet aldrig er blevet skabt - men som bare altid har været der? Kan vi leve med sådan en teori? Eller har vi brug for at tro, at alting kommer et sted fra?

Vi taler ikke om andet, end at vi nu til dags er så kloge så kloge, og at vi er langt mere intelligente end noget menneske der nogensinde har levet på denne jord. Men er det sandt? Jeg læste for noget tid siden om nogen ingeniører, som ville bygge Leonardo Da Vinci's katapult, men de kunne ikke. De havde ikke viden nok om træ for at kunne fremstille sådan en katapult. Viden går tabt, og på en måde er vi dummere end nogensinde. Mange kan ikke engang bage et brød. Vi kan ikke længere dræbe en ko med bue og pil, der er så meget vi ikke kan, som vi har kunne før. Er det ikke vigtigt at vi holder fast i de ting som vi engang i fællesskab har skabt? Bliver vi klogere og klogere, eller bliver vi dummere og dummere?

Jeg er sikker på at jeg i aften vil få langt flere tanker om dette emne. Der kommer nok et kapitel mere.

torsdag den 18. marts 2010

lige før..

lige før var mine tanker som den klareste suppe
nu er mine tanker smasket kartoffelmos

onsdag den 17. marts 2010

endnu en af de aftner

endnu en af de her aftener
en af de aftener hvor jeg føler alt siver ud mellem fingerne på mig
leder desperat efter ny inspiration
nye idéer, nye tanker
gemmer mig bag musikken, som bare spiller der i mørket
den er usynlig, og alligevel fylden den så meget
der er et hul i min mave
et hul som kun én kan udfylde
har du lyst? vil du? kan du? gider du?
mørket omkring mig taler ikke til mig
ligger blot som et tæppe over mig
beskytter det? skader det?
er jeg fortabt i min egen sjæl?
jagten fortsætter blot
nye idéer, nye tanker, ny inspiration
finder jeg den her?
finder jeg den på gaden, i skoven, ved vandet eller i det næste liv?
jeg tvinger mig selv udover endnu en grænse
skubber mig selv igen
gik jeg for langt over stregen denne gang?
hvordan skal jeg nå det.
det er blot endnu en af de aftner med forvirring, tanker og paniske tanker
jeg kan ikke slippe væk
eller kan jeg? hvor meget bilder jeg mig selv ind?
leder jeg efter noget. hvor finder jeg det.
mine tanker farer rundt
jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det
hvad sker der med mig
det er blot endnu en af de aftner

tirsdag den 16. marts 2010

følger vi reglerne?

Billedet er taget sidste fredag, til en fødselsdagsfest.

Vi lever i en verden, i et samfund og i et land - som er opbygget af regler. Der bliver hele tiden vedtaget, diskuteret og ændret nye regler. Der er en masse regler for hvad vi må, rent praktisk. Men hvor mange regler er der egentlig for hvordan vi skal være som mennesker?

Hvis der er noget vi synes er forkert - så laver vi en lov mod det. Vi laver en ny spilleregel. Hvis ikke du følger den regel, så bliver du smidt ud af spillet, og kan derfor ikke længere have indflydelse på spillets udvikling. Er vores liv og samfund bygget op, som var det et spil? Vi har alle sammen prøvet at overtræde reglerne. Vi har alle sammen gjort noget, som vi godt ved vi ikke må. Blev vi diskvalificeret? Nej. Kom vi i fængsel? Nej. Selvom vores ugerning er blevet opdaget, så bliver der set stort på det. Hvorfor? Er det fordi vi er unge, naive og fordi det netop er en del af vores vækst, at vi skal gøre "oprør" og "bryde reglerne"? Eller er det fordi vi bare ser større på nogen ting end på andre?

Der er regler om hvor hurtigt du må kører, hvor meget du skal betale i skat, hvor du må gå over vejen, hvor meget alkohol du må indtage før du sætter dig bag rettet og hvor gammel du skal være for at købe alkohol og tobak - men der er ikke nogen regler mod utroskab, mod at knuse et hjerte, mobbe, tale grimt, opfører dig barnligt eller at lade en ven i stikken. Er det fordi de andre ting er for bøjelige, eller kan vi ikke laver regler mod alt eller er tør vores samfund ikke at sætte regler op for hvordan vi skal være overfor vores medmennesker.

Hvis der er noget som vi er bange for - så laver vi en regel mod det. Vi laver regler mod stoffer, mod folk der er anderledes end os andre og mod steder der ikke passer ind i vores skabelon. Hvad ville der egentlig ske, hvis vi droppede alle de regler? Ville hele samfundet bryde sammen i ragnarok? Eller ville vi få et samfund, hvor det fornuftige menneske vil komme frem i folk? Vil der opstå det som hedder frihed under ansvar? Vil folk, i stedet for at være paniske efter at finde huller i reglerne, prøver at leve fornuftigt sammen med resten af verdenen? Vil folk holde op med at stjæle, sælge stoffer, køre fulde rundt elller vil de gøre det modsatte? Jeg tror personligt det fornuftige i mennesker vil dukke op. Lige så snart vi får et ansvar, føler vi også at vi bør leve op til det, for ikke at skuffe. Er jeg helt forkert på den, eller tror jeg blot på det gode i mennesker?

Følger vi reglerne eller vores samvittighed?

mandag den 15. marts 2010

hvad er normalt?

Billedet er taget i Skodsborg, hvor min far bor. Det er taget i marts.


Jeg har en tante, som arbejder på psykiatrisk afdeling. Derudover har jeg en veninde, som i en kort periode har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Alt den snak om psykiatrisk afdeling, fik mig til at tænke på vores psyke, og hvorfor bliver nogen overhovedet indlagt?

Når man bliver indlagt, grundet ens psyke, så er det fordi man mener noget er forkert, noget er unormalt og noget er ikke som det burde og skulle være. Men hvem i alverden har bestemt hvad der er normalt, og hvad der ikke er som det burde? Som Trolle & Sibenhaar synger det smuk - " Victims write the history, and tell us who to belivie". Er det virkelig ofrene som fortæller os hvad der er rigtig og forkert? Eller er det de stærke som fortæller os hvem der er ofre, og dermed manipolere med os? Hvem skal vi stole på - ofrene, eller det stærkeste led?

Da jeg var mindre fik jeg altid at vide, at det gode altid vil vinde over det onde. Men hvad er begrebet "det onde"?, og hvad er begrebet af "det gode"? Er det onde det som er imod vores egen normer, moraler og meninger? Er det gode det som stemmer overens med hvad vi synes, er enige i og synes er korrekte. Men hvad med de mennesker som ikke er enige, ikke synes det er en god idé og som ikke synes det stemmer overens med vores normer. Skal deres straf være at de simpelthen ikke bliver betegnet normale, og dermed ikke som en del af samfundet? Vil det sige, at man skal følge de normer der er blevet sat - for at være en del af samfundet, og af det gode? Og er samfundet egentlig det samme som det gode? Eller det noget vi bilder os selv ind?

Burde vi lytte mere til det onde? Burde vi i stedet for at nedbryde det onde, blot acceptere at det er der? Skal det onde i virkeligheden have lov til at eksistere? Skal det onde have lov til at være der, så vi hele tiden kan blive mindet om, at vi har valgt det rigtige ved at stå det sted vi gør? Eller skal vi nedbryde det, så vi bilder os selv ind, at vi ihvertfald er det gode, og at vi i hvert fald står det rigtige sted. Skal vi gøre det, for at nedbryde vores egen frygt, for at vi har træffet et forkert valg? Og er det ikke det vi gør hele tiden? Det vi er bange for er forkert - gør vi forkert .. eller ulovligt. Er det det rigtige at gøre, eller burde det enkelte menneske blot have lov til at vælge sin egen side?

.. Men for at vende tilbage til det med normalen, hvad er normalen så? Er det at man står op om morgenen, går på arbejde (uden at brokke sig), kommer hjem kl. 6 spiser, og går i seng. Derefter starter det hele forfra. Er det virkelig normalen? Hvad med dem der har dedikeret hele deres liv til at rejse og opleve - er de normale, er de det vi kalder splintrende sindsyge? Og hvem har i grundet bestemt hvad et normalt menneske er, og hvordan det fungere? Er det samfundet, er det vores forældre, vores normer, vores samvittighed, vores opdragelse eller er det dybest set os selv som bestemmer? Burde vi egentlig droppe normalen, og blot tro på at menneskerne omkring os, rent faktisk bare er mennesker?

tirsdag den 9. marts 2010

Er vores liv en film?

Billedet tog jeg forrige efterår. Billedet beskriver hele 8 klasse for mig.


Når man har det sjovt - så flyver tiden afsted. Dette er noget jeg (desværre) ofte oplever. Når jeg er sammen med de rette mennesker, i de rette omgivelser med de rigtige remedier - så går tiden virkelig stærkt. Timer føles som minutter og minutter som sekunder. Da jeg tænkte over det i dag, så begyndte jeg at tænke på noget andet. Film.

Vi har sikkert alle haft de stunder, hvor vi tænker "ej, det her er ligesom i film". Er vi virkelig begyndt at se vores liv i film, i stedet for at se film i vores liv? Vi kender alle filmene - Titanic, Pretty Woman, The Notebook og Forrest Gump. Alle film, med en mere eller mindre lykkelig slutning. Går vi selv og håber på den lykkelige slutning, eller eksistere den ikke? Og hvad lykke overhovedet? Er filmene, blot noget som vi ikke kan opnå?

Jeg har personligt leget med film tanken, flere gange. Hvis der sker noget stort for mig, noget fantastisk, noget sørgeligt eller overraskende. Jeg tænker "det her kunne virkelig være en god film!". Men det er ikke film. Det er den rene og skære virkelighed, en virkelighed som vi til tider bliver nød til at pakke ind i lykkelige øjeblikke, film, teater, lyserødt silkestof og forvridninger. Hvorfor gør vi det? Kan vi ikke klare den rene og skære sandhed?

Du går ind i biografen. Ser en god film, med lykkelig slutning naturligvis. Og når du går ud, så er det som om du går ud af en anden verden. I biografens mørke sal, med de bløde sæder, en god film, popcorn, sodavand og hvad der ellers må hører til. Du sidder i en beskyttet bobbel. Når du kommer ud, ser verden helt anderledes ud. Busser kører forbi, toge kører med forsinkelser, der er regninger der skal betales, folk der taler, folk skælder ud, folk smiler - og folk lever videre i deres egen verden. Hvordan indikere vi i virkeligheden vores eget liv, og vores egen verden?

Der findes trailere, hel-aftensfilm, kortfilm, reklamer, komedier, gyserfilm, tudefilm, tøsefilm, drengefilm og så mange andre, vælger vi at sætte vores liv ind i en af de rammer? Jeg er selv et meget visuelt menneske, og ser alting i billeder, perspektiver, lys og muligheder for gode motiver. Dette betyder også, at jeg ser verden på én måde. Min nysgerrighed pirres, og jeg vil gerne vide hvordan andre ser verden. Ser de samme farver, perspektiver, lys og motiver som jeg gør?

Behøver vi sætte vores liv ind i film, for at kunne overskue alle medvirkende, handling og budskab?

søndag den 7. marts 2010

hvad ændre os?

Billedet har jeg taget i Sverige, i toget på vej mod Bornholm

Jeg mærker alt bevæge og ændre sig. Det sker hele tiden, og jeg kan mærke ændringerne, og hvordan de ændre på min hverdag, på mine forhold til andre og mit forhold til mig selv. Særligt i min alder, er det jo fuldkommen normalt at vi konstant ændre os, fordi vi bliver ældre.

Jeg kan mærke jeg ændrer mig. Jeg kan mærke min familie, mine venner, min kæreste, mine drømme, mine håb, min tro og min virkelighedssans ændrer sig. Men hvorfor skal alt ændrer sig? For hvis alt og alle ændrer sig, og vi ikke ændrer os i samme retning - hvad kommer det så til at betyde? At venskaber går i stykker, at folk siger op på deres job, at folk ændrer synsvinkel og at ting bliver viderudviklet. Og hvis alle ændrer sig, hvilket menneske er det så vi elsker? Er det det menneske vi mødte ved første øjekast, er det de minder vi har eller er det det menneske som det har udviklet sig til at være. I så fald, elsker vi så virkelig det samme menneske i et helt liv? Og hvis ikke, er evig kærlighed så et spørgsmål om skæbne og held? Hvorvidt spiller vores frihed, vores ego, vores personlighed og vores ændringer egentlig ind i forhold til de mennesker vi elsker?

Hvem og hvad ændre os? Er det de evt. nye omgivelser eller ændringer som tvinger os ind i nye roller, nye personligheder eller ny boks? Eller er det os selv som tvinger os selv, til at finde en boks, indtil vi finder en ny som vi føler os tryg i? Spiller samfundet ind? Er det samfundet som tvinger os til at finde nye kasser, nye holdesteder, nye partnere og nye omgivelser som vi kan begive os ind i? I så fald, kan vi så stoppe det, eller må vi acceptere at flertallet har bestemt? Hvis en vi elsker, eller noget vi holder af, er på vej til at ændre sig til noget vi ikke bryde os om, hvad kan vi så egentlig gøre ved det? Hvis vi ser en ven på vej ud på et sidespor, hvad kan vi så egentlig gøre? Skal vi gøre noget, eller skal vi blot accepetere at vores medmenneske har taget et valg? Er der overhovedet en stopklods til ændringer vi ikke bryder os om? Kræver det flertal, en god overtales evne eller kærlighed? Kærlighed til minder, og til det menneske vi engang holdte så evig meget af.

Jeg er selv et konservativt menneske. Jeg holder af at alting er som det plejer. Jeg holder af traditioner, faste forhold til mine medmennesker. Men jeg holder også af overraskelser, nye oplevelser, opdagelser og nye venskaber. Er der en mellemvej, eller kan mennesket ikke længere tillade sig at gå på kompromis med sig selv?

At alting ændrer sig, mærker jeg tydeligt. Min hverdag bliver ændret, mit forhold til mennesker ændrer sig og mit forhold til mig selv ændrer sig. Og jeg kan ikke gøre noget ved det meste. Jeg kan blot stå og se det hele farer forbi mig, mens jeg må prøve at gøre så mange så muligt tilfredse med mine nye ændringer. Elller har jeg et andet valg? Kan jeg hoppe med, og være med til at lave ændringerne, være med til at skuffe, opmuntre og irritere? Har jeg overhovedet et valg? Jeg er bange for at vi lever i et samfund, hvor man enten er inde, eller ude. Og det påvirker os, ændrer os og udvikler os. Er det fordi vi er presset, eller fordi vi vil lave ændringerne så vi føler vi har gjort noget? Findes kompromiser stadig, eller har vi forandret os til iskolde mennesker, som skal have et ja eller et nej?

onsdag den 3. marts 2010

københavn, den første forårsdag





Mine gemmesteder. Jeg har selv taget alle billederne, på denne fantastiske første forårsdag.

tirsdag den 2. marts 2010

endnu en fødselsdag

Min søde kusine Amalie. Billedet er taget sidste år, til min fætters konfirmation.


Da den 4 invitation til 16 års fødselsdag, på to uger, i går dukkede op i min indbakke, slog det mig lige pludselig. Vi er ved at blive voksne. Som min far så smukt fortæller det - " Voksne er bare børn, der er blevet syge i hovedet". Hvad betyder det egentlig for os at blive voksne, og hvilke muligheder, ansvar og nye opgaver vil dukke op? Selvom vi kun er 15 - 16 år i min omgangskreds, så er det sjovt at se, hvordan vi ALLIGEVEL er på så forskellige trin i vores liv.

Nogen af os, har oplevet mere end man måske burde have, andre har oplevet for lidt mens nogen er vokset op i et ganske almindeligt hjem, med ganske almindelige dagligdage osv. Men hvornår er noget for meget? Og hvornår er noget for lidt? Hvad følger med, i takt med årene? Udover nye aldersgrænser, nyt ansvar, mere hår, mindre hår, gråt hår og forandringer på hud og tænder. Hvad styre vores indre udvikling? Er det os selv, som skal være ansvarlige for at skubbe os selv videre, eller er det noget som sker helt naturligt? Hvem er det der hjælper os videre? Er det vores hjem, vores skole, vores venner - eller hvordan er det lige det er? Jeg tror til dels at det er os selv. Jeg tror på at vi selv styrer vores egen gang, vores egne beslutninger og handlinger. At skyde skylden på en anden er blot en dårlig undskyldning. Hvis nogen skulle være ansvarlig for vores udvikling og fremgang, burde det så ikke være os?

Jeg har personligt kunne mærke, at som årene er gået, så er ansvaret vokset, men således er friheden også. Voksne mennesker som ikke kan klare et arbejde, eller en almindelig hverdag - kunne de ikke klare ansvaret , eller har de virkelig valgt ikke at tage ansvaret? Jeg havde en oldefar som sagde, at jo mere livserfaring du har, jo lettere bliver livet. På den måde er der intet at blive overrasket over, ingen ansvar der forskrækker dig, ingen frihed som virker for stor, ingen forhold som kommer bag på dig og ingen bank der tager fusen på dig. Men hvis vi får så meget livserfaring, hvad er der så tilbage til at overraske dig, og til at slå benene under dig? I stedet for at undgå udfordringer, burde vi måske tage dem med hård hånd. Men ak, det er så meget lettere at springe over hvor gæret er lavest.

Jeg glæder mig til jeg bliver voksen. Men jeg er også ked af at min barndom er slut. Tanken, frihed under ansvar tiltaler mig yderst meget. Jeg håber jeg har nok livserfaring, mod og tro på mig selv til at kunne beherske et nyt kapitel, med nyt ansvar. Hvis ikke jeg kan, så ved jeg at jeg altid har nogen til at hjælpe mig. Hvis ikke vi selv kan tage et ansvar, skal vi så ligge det på en anden, eller skal vi blot have nogen til at tvinge os ud i det?

mandag den 1. marts 2010

din mening, eller din dominans?

Morten og Celine

Når nu man tænker politik, demokrati osv. osv. Så er det oftest den der taler bedst, man lytter efter. Hvorfor? Fordi det automatisk lyder bedre, og langt mere interesant. Alle store mennesker der har været dominerende gennem tiden, har været det fordi man gad at lytte på dem, og det gjorde man - fordi de talte godt, og virkede meget dominerende i deres omgivelser. Således er det også i politik, den der taler bedst - får flest lyttere.

Men hvad så med den stille pige, som sidder med så mange meninger, holdninger og gode forslag? Skal hun bare lærer at tale fra sig, eller skal de dominerende lærer at spørge om hendes meninger og holdninger? Vi lever i en verden, hvor du ikke bliver spurgt. Du siger enten din mening - eller også får du bare ikke lov at give udtryk for den. Tildels er jeg enig i denne holdning, men jeg kommer stadig til at tænke på de stille mennesker. For vi kender dem alle sammen. Mennesket som har så meget på hjertet, men som bare aldrig får lov at lette det. Skal man så i stedet for at spørge, give et skub? Men i den tid vi lever i nu, hvem har så tid til at give et skub? Skal vi virkelig have et godt taleorgan for at medvirke i samfundet?

Jeg er personligt født med noget af et taleorgan. Jeg taler hele tiden, fortæller konstant hvad jeg oplever, ser og føler. Jeg er ikke bange for at give udtryk for hvad jeg synes, og hvad mine meninger er. Der er mange fordele ved det, jeg får lov til at være med i mange spændende diskussioner, jeg får lov til at være med til at lave nogen beslutninger, jeg træffer mine egne valg og jeg kan argumentere for mine valg og handlinger. Jeg ved ikke om dette skyldes noget medfødt, eller om jeg blot er blevet opdraget til altid at udtrykke mig. Men hvad med dem som ikke har dette medfødt, eller er blevet opdraget med det? Skal de blot forblive tavse? Skal de ikke have lov til at træffe egne valg, i stedet for at andre skal gøre det for dem? Jeg ved dette er koldt at sige - men burde de egentlig ikke bare lærer at åbne munden? Men på den anden side tænker jeg også - hvis aldrig de har lært det, hvorfor skulle de så lige pludselig gøre det? Burde vi egentlig alle, som når vi lærer at gå, lærer at tale for os, argumentere for os selv, lærer at træffe egne valg og fortælle hvad vi mener og synes?

Jeg kan til tider godt få dårlig samvittighed over mine stærke holdninger, mit taleorgan og min konstant talen og fortællen. Burde jeg have dårlig samvittighed, eller skal jeg være glad på mine egne vejene? Nogen vil sige ja, andre ville sige at jeg blot skulle værdsætte det. Jeg vil tænke videre over det, og måske i fremtiden prøve at skubbe andre over kanten, så også de kan få lov at fortælle så meget som jeg vil, og kan.

Jeg har en veninde, Celine, som er meget dominerende i rummet. Når hun begynder at tale, så taler hun højt, og alle kan hører det. Man har lyst til at lytte til hende, fordi hun er god til at tale, og fordi hun for det meste har noget interessant at fortælle. At Celine fylder så meget i et rum, kan få mange til at føle sig meget små i et rum, er det rimeligt Celine skal have den på samvittigheden? Nej, mener jeg. Men spørgsmålet er, skal vi have dårlig samvittighed over stærke meninger, eller skal vi blot acceptere, at nogen dominere mere end andre?

Demokrati, fungere ikke i denne teori. For det vil altid være den der åbner munden - som folk vil stole på. En der kan finde ud af at sige hvad personen mener og har af holdninger - vil være den folk stoler på, og det er jo forståeligt nok! Er det den med de "bedste" holdninger vi stemmer på, eller er det den med talegaven?