fredag den 30. april 2010

egoisme

Morten. Billedet er taget til en fest jeg holdt

Vi fik i skolen forleden dag, spørgsmålet - " Er alle mennesker egoistiske, og dybest set tænker de kun på sig selv? " Der var en hel del uenighede i klassen, og en større diskussion var pludselig i gang. Jeg ved endnu ikke selv hvad jeg skal mene om dette.

En i klassen mente ikke at vi alle er egoistiske, og at alle vores handlinger ikke er noget vi gør, til vores egen fordel. En anden mente at det var menneskeligt og dyrisk at vi alle er egoistiske - og i sidste ende gør alle handlinger til vores egen fordel, eller samvittigheds skyld.

Men for at kunne sortere, tænke og fortælle om egoisme. Så må man sætte en definition og en forklaring på egoisme. Egoisme opfatter vi helt automatisk som et meget negativt ord. Fordi at der i ordet egoisme ligger ordet ego som på latin betyder "jeg". Altså hander egoisme om en selv - og intet andet. Jeg tror desværre jeg mest hælder til at vi alle er egoister - men har det altid været sådan?

Jeg tror dybest set at alt hvad vi gør, kommer os selv til fordel, hjælper på vores egen samvittighed - eller hjælper os videre til næste stadie. Hvis jeg går ned og køber en meget dyr gave til en god veninde, så gør jeg det af to grunde: 1. Jeg ved hun vil blive glad 2. Jeg får det selv godt, når jeg ser hende blive glad.
Det er lidt trist at det er sådan, men jeg er ikke bange for at indrømme at jeg er et menneske, egoistisk og selvisk. Vi bliver nød til at se hvordan vi virkelig er, og at vi i virkeligheden er dyr - og vil gøre at for at vi har det godt(/overlever).

Det modsatte af egoisme er det der hedder altruisme. En altruist er en som er uselvisk og opfordrende. Én som tænker på andre først, og sætter sine egen behov til sidst... Er en altruist et godt mennesker, eller blot dum?
I mange religioner bliver der refereret til altruisme Bare kig på Jesus.. satte sine egen behov til sidst, var uselvisk da han lod sig korsfæste for menneskes skyld. Hans altruisme kostede ham livet - var Jesus det perfekte menneske, eller var han i virkeligheden dum?

Vi lever i et samfund hvor vi bliver tvunget til at være egoister. Jeg synes personligt det er okay at være egoistisk, det er vi alle nemlig. Tag hvert et eksempel - og jeg vil vise dig egoismen. Egoisme skal vendes fra et ord som giver negative følelser, til et ord som giver mening for begge parter. Hvis man bruger egoisme korrekt, så tror jeg det kan komme til gode for alle.

søndag den 25. april 2010

en lille anbefaling ..



Jeg vil meget gerne anbefale alle at læse " Sofies Verden " som er skrevet af den norske filosof Justein Gaarder. Bogen er ikke mindre end fantastisk. Jeg læste den selv første gang i 6 klasse, og er netop gået igang med den igen. Bogen handler om hele filosofiens histore - med en medløbende historie om Sofie, Filosoffen og Hilda. Bogen er en kæmpe inspirationskilde, og ikke mindre end et litterært kunstværk!

" Sofies Verden " kan godt være en rigtig stor mundfuld hvis man aldrig har læst hverken filosofi eller Justein Gaarder. Jeg vil derfor anbefale at man læser Justein Gaarders bog " Appelsinpigen " først, som er en enkel histore, med filosofiske spørgsmål i. En rigtig god bog, som jeg selv var meget glad for at læse.


Når man så har læst " Appelsinpigen" og "Sofies Verden", og man stadig hungrer efter mere filosofi, så vil jeg meget meget gerne anbefale bogen "Kafka på stranden" af Haruki Murakami, som er en japansk tænker og forfatter. Bogen er helt igennem fantastisk, og når du først har læst den bog, er der nogen helt nye ting du vil begynde at tænke på, og sætte spørgsmålstegn ved. Jeg har længe sagt at "Kafka på stranden" er den bedste bog jeg har læst. Den er surrealistisk, sindssyg, spørgende, fortællende - og helt igennem fantastisk. Det er 549 siders genialitet. Bogen burde være obligatorisk for alle at læse. Du begynder virkelig at tænke på en ny måde - men det er en hård bog at starte ud med. Jeg vil stadig sige at man skal starte med " Appelsinpigen" .

torsdag den 22. april 2010

meningen med livet

Min ven Daniel. Det er umuligt at vælge et billede til sådan en overskrift.


Min søde veninde, Sophie, bad mig for et par uger siden, om at skrive indlæg om meningen med livet. Jeg har tænkt og tænkt. Men jeg må bare drage den konklusion, at jeg ikke kan svare på det, men kun sætte spørgsmålstegn ved det.

Hvis der er en mening med livet, så kender vi den i hvertfald ikke. Eller gør vi? Er der overhovedet en mening? Er meningen at vi skal elske, hjælpe, leve, drømme og udvikle? Eller er vi blot væsner, som helt tilfældigt er sat på denne jord? Spørgsmålene er blevet stillet siden de første filosoffer dukkede op i Grækenland, ca. 600 år f. kr .

Lad os sige at meningen med livet, og hele vores eksistens er at vi skal hjælpe hinanden, til et liv der er værd at leve. Hvor godt klare vi os så? Og hvem siger at livet er starten? Hvad nu hvis livet var slutningen? Altså paradis. I - så fald har vi så gjort paradis til et helvede?

Er meningen vi skal nå vores drømme? Men hvad så når vi har nået disse drømme? Er livet så slut? Er meningen forbi? Er der overhovedet en mening?

Ekstistenitalismen mener at vi selv skaber meningen i livet. Vi er vores egen lykkedes smed, vi gør livet til det vi vælger det skal være osv osv. Jeg tror jeg er meget enig i dette. Hvis ikke vi kan få svar på hvad meningen er, er det så ikke bedre selv at finde vores egen mening med det hele? Vi kan simpelthen selv sætte prikken over i'et, selv drage konklusionen. Men gud hvor kunne det dog være befriende at få foræret alle svar på et sølvfad.

Nihilismen derimod... i Nihilismen mener man ikke at der er nogen som helst mening med livet. At universet og jorden skulle have en meningen, er de ikke enige i. I Nihilismen mener man således heller ikke at man kan have moral overfor noget objektivt. Altså findes der ikke gode eller onde handlinger - kun handlinger. Er Nihilismen kynisk - eller realistisk?

Når man taler med andre mennesker om hvad meningen med livet kan være, siger de fleste enten kærlighed, lykke, drømme, at leve i nuet eller nydelse. Men er dette ikke ren egoisme? Hvad hvis vores "mission" er noget helt andet? Hvad hvis vi er helt galt på den? Hvad hvis meningen intet har med os at gøre, men noget at gøre med den planet vi bor på. Kig på dyrene, deres funktion hænger ene og alene sammen med en anden funktion. Det er en lang cirkle, som hjælper hinanden. Vi som mennesker er ikke del af nogen cirkle, udover vores egen cirkle. Vi har på den måde, ingen gavn på jorden, vi er her blot for at ødelægge, forurene og destruere.

Kan det være rigtig at vi er her for at ødelægge? Nej vel. Der må være noget andet. Eller er vi virkelig blot sat på jorden for at nyde kærligheden, drømmenene, lykken og nydelsen? Eller har vi fået den intelligens vi har, for at bruge den til andet end at ødelægge? Der må være en anden meningen, en meningen vi har misset i svinget, undlader at se eller blot er for dumme til at se.

Kære Sophie, jeg kan ikke svare på hvad meningen med livet er. Jeg tror heller aldrig jeg kommer til at kunne svare på det. Men jeg vil leve mit liv, forsøge at opnå mine mål - men imens vil jeg prøve at tænke på hvor meget jeg gavner - og hvor meget jeg skader.


ps. jeg ved godt der er noget med linjeafstanden der ændre sig til sidst i indlægget. Det er altså ikke med vilje, og jeg kunne ikke finde ud af at rette det tilbage! Jeg undskylder.

tirsdag den 20. april 2010

manipulation

Billedet har jeg taget til Daniels næste album - " Tomme Øjne " Der er blevet manipuleret en del med billedet.


Jeg har en gruppe på facebook, hvor jeg spurgte mine søde medlemmer om, hvilke emner de kunne tænke sig blev berørt her på bloggen. Manipulation var det første emne. Det har taget mig en del tid at tænke over dette emne, fordi jeg ved det er et meget relevant emne i forholde til vores verden.

Hvad ligger vi i ordet manipulation? Er det at blive bildt noget ind? Er det at bliver puffet til, så man træffer andre valg end man måske ville? Er det forførelse? Er det løgne?

Vi lever i en verden, som er mere eller mindre manipuleret. Vi bliver lokket til at tro en hel masse, som måske ikke helt er sandheden. Vi tror på en hel masse - på at dette rengøringsprodukt faktisk virker helt vildt osv. Vi bliver manipuleret med som sindssyge i medierne. Det hele står mellem linjerne. Skal vi gøre noget ved denne manipulation? Kan vi gøre noget - for opdager vi overhovedet at vi er blevet manipuleret, før det er for sent?

Vi lever med manipulation hver dag. Vi bliver manipuleret til at tro at det vores samfund siger, er helt og aldeles korrekt. Men hvad hvis det ikke er? Er vi blot blevet manipuleret til at tro det er korrekt? Hvad hvis vores samfund i virkelig er undertrykkelse, magtmisbrug og had? Er vi blevet manipuleret over disse emner til at tro noget andet? Jeg gætter på at vi aldrig vil kunne finde ud af det.

Vi har sikkert alle prøvet at manipulere med en person før. Om det så var med gode eller onde hensigter. Manipulation bliver ofte betragtet som et negativt ord, men kan man ikke manipulere til det gode? Og skal man lade sige manipulere? Eller skal man stille kritiske spørgsmål overfor alt vores medmennesker fortæller os? Eller skal vi bare prøve at stole på vores medmennesker?

Skal man være den der bliver manipuleret, og leve i en god naiv tro, eller skal man være den der manipulere - og stå med den dårlige smag i munden?

lørdag den 17. april 2010

kvantefysik og filosofi

Her Manse, min onkel og tantes hund på tur i Fælledparken


De aller første filosoffer var ikke bare grækere, men det man vil kalde natur filosoffer. De første som rent faktisk begyndte at undre sig over hvordan vores verden hænger sammen. De forskellige filosoffer havde dengang forskellige meninger om hvordan jorden, og alle ting var lavet og opstået. Én mente af alt var lavet af luft, en jord, en ild og en vand, også var der en som mente at alt måtte have opstået af alle disse ting sammen. Men så var der en filosof ved navn Demokrit, som begyndte at tænke på atomer. Disse filosoffer levede ca. 600 år før kristi fødsels, og havde derfor ingen mulighed for at lave videnskabelige undersøgelser. De tænkte sig til alt dette, hvilket jeg finder utrolig fascinerende.

Man skulle ikke lige umiddelbart tror at fysik og filosofi hang sammen.. men det hænger mere sammen end man lige tror. Demorkrit var den første som begyndte at tænke på atomer - altså at alt var opbygget af nogen som byggesten. Små byggesten som var grundstenene til alt. Han tænkte sig til dette - uden at have nogen form for midler til at forske i dette. Det viste sig senere at Demokrit skulle have ret i sin filosofi omkring atomer.

Hvis man sætter sig bare en lille smule ind i det vi kalder kvantefysik, så går den kort og godt ud på, at alt er en cyklus. Alt bliver brugt igen, de samme atomer og de samme byggesten er genbrug og bliver brugt igen og igen. Men hvis man tænker over disse atomer, helt ned til bunden - hvor kommer disse atomer så fra? Hvor kommer jorden fra? Hvis jorden er opstået grundet big bang, eller gud - hvor kommer gud/big bang så fra? Og universet.. hvor kommer det så fra? Det ved vi ikke, ergo må det jo betyde.. at vi faktisk i teorien ikke ved hvor noget som helst kommer fra.

At vi ikke ved hvor noget som helst i teorien kommer fra, er en lidt skræmmende tanke. Vi har fundet ud af at jorden er rund, at jorden drejer rundt osv. Men vi har stadig ikke svar på det vigtigste spørgsmål, det spørgsmål som vil besvare hele vores eksistens. Nogen vil sige at det jo er gud der har skabt det hele .. men hvad så med gud? Han må jo også have opstået på et eller andet tidspunkt.

Hvis vi tænker på kvantefysik, atomer og gud.. er gud så blot en samling atomer som vi endnu ikke forstår? Er universet blot en masse overnaturlige atomer som vi endnu ikke rigtig forstår? Vil vi nogensinde forstå det? Eller må vi blot acceptere at noget så komplekst som fysik - stadig ikke helt er til at forstå for os?

" Intet kan opstå af intet, men på et eller andet tidspunkt må der da være noget som er opstået ud af det tomme intet" - Justin Gaarder

Hvis man begynder at tænke over det med atomer, hvor de kommer fra osv. så vil spørgsmålet om uendelighed også dukke op. Er universet uendeligt? Jeg har tænkt tanken så uendelig mange gange. Men jeg kan ikke forestille mig uendelighed. Enten er min hjerne ikke udviklet tilstrækkeligt til at jeg kan tænke mig til det, eller også så jeg som menneske simpelthen for vant til at alt har en ende. Men jeg har altid tænkt, at universet jo kun kan være uendeligt - for hvis der en væg, skal der så ikke også være noget bag den væg?

tirsdag den 13. april 2010

mit sted

Læg mærke til den fine blomst på døren, jeg har selv lavet den ud af papirudklip fra blade.
Læg også mærke til billedet til venstre, som jeg selv har malet.

Mit værelse er rodet. Her ses min elskede billedevæg,min seng og det meste af min gardarobe. Læg mærke til min dejlige grønne radio, som står på min flotte gule natbord.

At hænge billeder op på en lidt alternativ måde ...
De farverige ting, har jeg fået fra Thailand. Bordet er noget jeg har arvet fra min afdøde oldemor - også er der min dejlige behagelige kartell stol.
En ellers kedelig kommode blev piftet op med sommerfugle wallstickers.A38 plakaten har jeg engang vundet.
Mit spejl, og nogen billeder jeg har malet. På væggen hænger tegninger jeg har fået af min gode ven Daniel.


Jeg sad forleden og klikkede lidt rundt på nogen forskellige blogs. Jeg faldt over en blog, hvor en pige havde taget billeder af sit værelse, derefter faldt jeg over endnu en blog, hvor endnu en pige havde taget billede af sit værelse. Det kunne tydeligt ses, at de forskellige værelser afsepejlede de forskellige piger. Det slog mig, at det gør mit værelse naturligvis også.

Som det kan ses på billederne overover, er det rodet. Og det er det altid. Jeg har ikke brug for at alt har en fast plads, at alt har faste rammer og faste steder ting skal stå. Derudover bærer mit værelse stor præg af gamle tekopper, billeder jeg har taget, malerier jeg har malet, skolepapire, bøger - og en helvedes masse notesbøger, som jeg er storforbruger af, jeg bruger dem til at skrive hver en spændene tanke ned i. For mig er det vigtigt at skrive ned - så husker jeg bedre, og på den måde kan jeg bedre bygge videre på en tanke jeg har haft.

Mit værelse afspejler min personlighed. Den afspejler steder jeg har besøgt, mennesker jeg har kær, sko jeg har købt, bøger jeg har læst - og te jeg har drukket. Jeg er glad for mit værelse, selvom min mor nogengang godt kan kigge lidt skævt på mig hvis jeg har gjort noget mærkeligt ved det. Men mit værelse betyder virkelig meget for mig. Jeg søger tilflugt her, jeg skriver her - jeg producere her. Der er ikke noget mere skønt end at sidde ved vinduet ved mit gamle skrivebord, kigge ud af vinduet - mens jeg er igang med at skrive et nyt blogindlæg. Mit værelse afspejler mig - afspejler dit værelse dig?

Jeg kom til at tænke på, hvis vores værelse eller vores hjem whatever, afspejler os så meget. Så må det jo naturligvis betyde at vi har sat i præg på det. Men hvor ofte sætter vi egentlig et præg på noget? I så fald, hvor meget afspejler hele vores verden egentlig os? Er det virkelig muligt at gå fra denne verden, og faktisk sat sit præg? Jeg sætter mit præg alle steder, hver dag. Jeg tror det er vigtigt, det er trods alt meget dejligt at kunne føle sig hjemme i sin egen verden. Husker du at sætte dit præg?

Jeg tror virkelig det er vigtig at være personlig, og ikke altid være damn cold business. At sætte sit præg er virkelig noget særligt.

mandag den 12. april 2010

vane vane vane

Et billede, fra en typisk hverdag. På billedet er Galathea, Amanda og Mathias


Jeg kørte forleden dag i bus med Morten, på vej til biografen. Overfor os, sad to forælder - med to små børn. Særligt den mindste dreng, lagde jeg mærke til. Han blev så forundret over hver lille ting der skete. Min halskæde var spændende, bilerne udenfor var det vildeste han nogensinde havde set. Det fik mig til at tænke over fascination, hverdag og vaner.

Jeg er den lykkelige ejer af to små søde hunde. Når jeg går tur med hundene, er det tit og ofte, at jeg støder på forældre med meget små børn. Reaktionen på hundene er den samme hver eneste gang - "Neeeejjjj vov-vov seeee! ". Og det er hver gang - indtil en dag hvor de ikke længere bliver fascineret over at se en hund. Som 15 årig går jeg jo naturligvis ikke rundt og siger "nejjjj en vov-vov". Men hvorfor kan vi ikke holde fast i den følelse af fascination, forbavselse og overraskelse.

Vi er blevet så vant til verden. Vi bliver ikke længere rigtig overraskede, forbavsede eller fascineret. Er det derfor mange føler de går rundt i den samme grå hverdag? Er det fordi vi er blevet vant til den verden vi lever i? Burde vi i stedet måske kigge lidt på de skæve ting, de lidt mærkelig, nye og overraskende ting? Hvis vi gjorde det vil vi blive mere opmærksom på de små ting, på den måde bliver vi også mere opmærksom på de små ændringer, de små problemer og de små løsninger.

Jeg synes det er en smule sørgeligt at vi er holdt op med at stille spørgsmål, i hvertfald i hverdagen. Jeg forsøger selv ivrigt at blive ved med at stille spørgsmål ved alt jeg oplever (hvilket kan være meget irriterende for mine medmennesker). Jeg vil blive ved med at spørge, både for at finde nye svar, for at holde min hjerne igang og for at holde min nysgerrighed igang. Er det ikke vigtigt? Er det ikke vigtigt at blive ved med at blive overrasket? Er det ikke en stor del af at leve? Hvis vi glemmer at blive fascineret og overrasket - holder vi så også op med at leve?

Jeg gør personligt meget for at min hverdag ikke altid ligner hinanden. Til dels fordi jeg ikke har lyst til at kede mig - og tildels fordi jeg ikke har lyst til at komme ind i den grå, reglmæssige vane. Jeg er bange for den grå og kedelige hverdag, for 9 - 4 dage - jeg er bange for at min verden bliver en verden. Jeg vil gøre alt for at dette ikke sker. Er du bange for at din verden bliver en vane... eller er det allerede sket?

tirsdag den 6. april 2010

fællesskab

Billedet er taget i søndags, til en fest jeg holdte. På billedet er en bunke gode venner


Hvad tænker du, når jeg siger fællesskab? Du tænker en gruppe menneske, som har fælles interesser, mål og drømme. Og det skal du skam ikke skamme dig over, jeg gør det, og resten af verden gør det. Wikipedia fortæller mig, at fællesskab er er en samling af mennesker som har samme synspunkt - men at det også kan være sammenhold. Jeg kom til at tænke på fællesskab, da jeg i går fik en kommentar fra en læser, omkring fællesskab.

Vi lever i et samfund, hvor det gælder om at være så selvstændig og individualistisk som overhovedet muligt. Som Ghandi siger " I fællesskab skal vi udvikle os". Kig på din vennekreds, hvor længe har i været venner? Hvor meget ligner i hinanden? Hvor meget har i egentlig udviklet jer i samme retning? Hvis jeg helt personligt skal kigge på det, så kan jeg se at min vennekreds og jeg har udviklet os meget i samme retning. Vi har mange af de samme interesser, og alligevel er vi så forskellige, og så selvstændige hver især.

Men er vi så selvstændige - i fællesskab? Eller er vores fællesskab en illusion? Er det er fordel.. eller en ulempe at være i et fællesskab? Jeg tror personligt på, at for at et fællesskab skal fungere, så skal det også have et andet fællesskab at være "imod", eller "omvendt" af. Jeg kan ikke helt forklare min tanke - men kan du følge mig? I et fællesskab skal der være noget, som gør at dette fællesskab enten kan elske eller hade det. Det virker lidt tørt at fortælle det sådan - men det er jo sådan det er. Firmafælleskaber, konkurrencen mod de andre firmaer ("hadet"). Nazisme, hadet mod noget der er anderledes. Ridepigerne, kærligheden til ridning.

Fællesskabet betyder alt for os. Fællesskabet sørger for beskyttelse, tryghed, udvikling, kritik og nærvær. Men er fællesskabet fremtiden? Eller er det selvstændig og uafhængige menneske fremtiden? Prøver vi ikke alle hele tiden at løsrive os fra fællesskabet på en eller anden måde? Prøver at være anderledes - det sorte får. Men hvad vil der ske hvis fællesskaberne går i opløsning? Vil vi være en bunke magtsyge individualister? Eller vil vi være en bunke meget meget ensomme mennesker?

Hvilke fordele er der der ved at være i et fællesskab? Vi har nogen at søge trøst hos, vi har nogen at hente kritik hos, vi har nogen at dele meninger og synsvinkler med. Men hvad er ulemperne? Kan der opstå pres, for at du skal passe ind i fællesskabet? Og hvad sker der egentlig med dem som ikke passer ind i fællesskaber(/samfundet)? Har de lavet et fællesskab, for dem der ikke passer ind i det andet fællesskab? Kan vi nogensinde undgå grupper og fællesskaber? Nej.

Da vi gik i de mindre klasser, fik vi altid at vide, at vi ikke skulle lave grupper. For det skabte splid. Men kan grupper undgås? Nej. I min gamle klasse, var der en pigegruppe, som var lidt de seje, mens vi andre var lidt kiksede. Alle de kiksede prøvede ihærdigt at komme ind i denne tjekkede gruppe - men hvis det endelig lykkedes en at følge deres regler - så blev reglerne i gruppen bare ændret, så ingen kunne komme ind på deres territorie. Da jeg kom op i omkring 6 klasse, så gik det op for mig, at de jo blev nød til at ændre de regler - for at kunne have en gruppe ude for den øvrige gruppe. De blev nød til at have noget at stille udenfor, for at kunne have en gruppe der fungerede. De blev nød til at lave de ændringer i reglerne, for at deres gruppe stadig ville bestå - og ikke gå i opløsning. Men hvor slemt ville det egentlig blive hvis alle var med i én gruppe, et fællesskab? Hvis det mirakel en dag sker, så tror jeg vi kan begynde at snakke verdensfred.

Vi har én fælles ting, i hele verden. Vi søger alle lykken. Jeg tror ikke der findes én i verden som ikke søger lykken. Vi er alle ens, vi søger alle det samme, men har blot forskellige strategier for hvordan vi når der, og hvad "der" er. Som jeg engang læste en forfatter fortælle (jeg huske ikker navnet), " hvis vi en dag finder lykken - så er det fordi vi har gjort det i fællesskab. " Men er fællesskabet en smuk teori, som bare ikke helt fungere i praksis?

lørdag den 3. april 2010

når nu vi skilles

Mine søde venner, Brage og Sophie. Billedet er tage sidste fredag


Jeg er skilsmissebarn, og har været det i mange mange år. Mie forældre valgte at blive skilt, da jeg var 5, og min lillebror 3 år. Jeg har derfor mere eller mindre altid været vant til at mine forældre ikke boede sammen - eller elskede hinanden. På samme måde har jeg været vant til at skulle transportere mig selv frem og tilbage, holde to juleaftner, to fødselsdage, to konfirmationer - to af alting. På samme måde oplevede jeg for nylig nogen ældre mennesker jeg kender, at de havde valgt at blive skilt.

Ren statistisk ser det heller ikke særlig godt ud for vores kærlighed. I 2005 blev der i registrerede ægteskaber, blev det registreret at hver 3. endte med en skilsmisse. For 100 år siden, var der 0% ud af 100% der blev skilt. Mange vil sige at man dengang ikke turde blive skilt, eller også så blev man bare ikke skilt, fordi det gjorde man bare ikke. Er det rigtigt? Eller er vi bange for at erkende, at man dengang var bedre til at holde sammen end man er i dag?

Vi får ofte at vide at kærlighed er noget dyrisk, og det at vi finder en partner, er efter naturen. Vidste man det for 100 år siden? Troede man dengang kun på ren og ærlig kærlighed? I så fald.. hvad tror vi så på i dag? Er der virkelig ikke nogen skildring mellem kærlighed og videnskab længere? Hvor mange tror overhovedet virkelig på kærlighed den dag i dag? Sådan virkelig ægte kærlighed. Tror du på ægte kærlighed?

Lad os taget et eksempel - man har været gift i 45 år. Man har ærlig talt levet et helt liv sammen, oplevet alt sammen, fortalt hinanden alt, skabt børn - skabt en fremtid. Man vælger så at blive skilt. Mange vil føle en lettelse, i hvertfald af hvad jeg har hørt. Men en lettelse over hvad? Over at man har gjort noget man burde have gjort for lang tid siden? I så fald, er der så mange ægteskaber, som ikke er andet end spild af tid? Har man gået med skjulte følelser, mens man har smilt og sagt at intet er galt? Er man lige så stille begyndt at leve hvert sit liv? I så fald, har man så spildt et helt liv? Jeg bliver meget bekymret over denne tanke. Kan man kun have få år, som virkelig er gode? Spilder vi hele vores liv på kærlighed? Eller rette sagt - troen på kærlighed?

Når man vælger at blive skilt, så vælger man at et forhold skal slutte. En kærlighed skal stoppe. En tid skal stoppe. Et bånd skal klippes. Men er det overhovedet muligt? Når vi binder stærke bånd, så sørge vi også for at binde både knude på, lænker, lås og bånd. Kan man klippe det over, sådan rigtigt? En person du har indgået et ægteskab med, vil nok altid være derinde. kan det så nogensinde lykkes en at slippe væk fra ulykkelig kærlighed, eller hænger du på den med det mindste fejltrin? Omkring kærlighed, bliver vi så virkelig nød til at sørge for at hvert skridt er nøje gennemtænkt? Eller burde vi bare elske?

fredag den 2. april 2010

forår


Billedet er taget i marts, i Botanisk Have


Et af de første indlæg jeg lavede på bloggen her, handlede om vinteren. Jeg skrev om hvad den gjorde ved mig, ved byen og ved naturen. Jeg føler altid en tristhed når vinteren begynder. Men nu..nu kan jeg mærke foråret og sommeren som er på vej.

Jeg er i en familie, hvor manges ynglingsårstid er enten efterår eller vinter. Jeg er en stor kliché, og elsker sommeren højere end noget andet. Sommeren betyder alt for mig. Jeg har et lidt mærkeligt forhold til sommeren. Hvert år omkring denne tid, begynder jeg at glæde mig helt sindsygt til at den første sommerdag kommer, den første da jeg kan gå i shorts og tshirt uden at fryse - jeg tror alt bliver anderledes når det bliver sommer. Men det gør det jo også? Gør det ikke?

Når det bliver sommer bliver dagene længere, varmere og gladere. Der er farver overalt, du kan være ude til langt ude på natten uden at føle den mindste kulde. Alle dage ved stranden, ferie, latter, is og hygge. Jeg føler mig altid gladere om sommeren. Er det fordi sommerene virkelig gør noget ved mig, eller er det mig selv som gør mig selv glad? Jeg tror mange mennesker der har det på samme måde som jeg. Får vi solstik, eller er vi bare sommermennesker? Eller gør vi sommeren til noget som den måske ikke engang er? Eller kan vi huske gode minder fra sommeren, fordi vi faktisk kunne se noget?

Jeg glæder mig til sommeren fra den dag, jeg igen må på med jakke når jeg skal ud. Jeg sætter mig selv i en boks, og tillader ikke rigtig mig selv at nyde vinteren på samme måde som sommeren. Og hvor tit gør vi egentlig ikke det? Hvor tit har dus at dig selv i en bås, begrænset dig selv - fordi det føler du er det mest rigtige? Hvorfor kan jeg ikke bare nyde alle årstider på samme måde som jeg nyder sommeren? Fordi jeg begrænser min egen glæde. I stedet for de mange anfald af glæde jeg får om sommeren, hvorfor sikke ikke sprede dem over de 365 dage vi nu engang har? Men nej. Jeg begrænser mig selv.

Hvorfor er det lige vi begrænser vores egen glæder? Fordi vi er bange for at virke ivrige? Fordi vi er bange for at skræmme andre? Hvorfor skal jeg ikke give mig selv lov til at grine lige så højt jeg vil i metroen, hvis der virkelig sker noget sjovt? Hvorfor skal jeg ikke give mig selv lov til at danse hele vejen ned af strøget? hvorfor skal jeg ikke give mig selv lov til at synge på åben gade når jeg er glad? Fordi det gør man bare ikke.. kun om sommeren. Vi er mere blufærdige end vi lige tror, og hvis nogen kommer ind i vores private sfære, så træder vi et skridt tilbage og lader som ingenting. Hvorfor kan vi ikke bare smile, sige hej - og måske få en ny ven? Fordi vi begrænser os selv.

Jeg glæder mig til sommeren, men jeg vil også prøve at nyde de andre årstider lidt mere end jeg gør. Jeg vil ikke begrænse mig selv - jeg vil gøre hvad jeg har lyst til, hvorfor skulle jeg ikke? Begrænser du dig selv, og din glæde?

torsdag den 1. april 2010

tak

Vil bare sige tak til alle faste læsere.
Tak fordi i gider læse med, det er jeg virkelig glad for :-)