lørdag den 29. maj 2010

sidste skoledag

min dejlige klasse og jeg, sammen for sidste gang.


Jeg havde i går sidste skoledag. Det var en mærkelig, sørgelig, sjov og fantastisk dag! Vi var alle opsat på at få en fantastisk dag, men en følelse af afsked, lå vist stadig i os alle sammen hele dagen.

Vi var i gang fra kl. 8, og til kl. 2 om natten. Det var fantastisk arrangeret! Da alle skulle til at gå hjem, bredte der sig en mærkelig stemmening. Selvom vi igen alle skal ses til dimension efter eksaminerne, vidste vi alle godt, at det aldrig bliver det samme igen. Det er første gang i vores liv, at vi for alvor slutter et kapitel.

Som jeg før har skrevet, skal vi alle noget forskelligt. Vi ved vi bliver spredt for alle vinde, vi ved at vi alle får nye venner, vi ved at vi alle har nye ting der skal nås og gøres. Vi lover hinanden at vi stadig skal ses. Jeg ved jeg vil blive ved med at se de nærmeste, men i hvor lang tid - vides ikke. Det er sørgeligt, for vi ved alle, at det ikke vare forevigt.

Igennem året har alle klaget over skolen, over lektierne, over lærerne og skolen - men når det hele så er slut, ville vi alle ønske at vi havde suget ALT til os igennem året. Men året er slut, og det er vores kapitel med overskriften "folkeskole" også. Vi skal ud i den virkelige verden.

At være i lænkerne, var måske meget rart, men nu er vi frie - det er skræmmende, spændene, uvirkeligt, og jeg kan ikke vente til jeg er derude!

Jeg håber alle jer andre 9'ende klasser havde en lige så god dag, trods det lidt dårlige vejr om formiddagen.

PS. jeg har fået svar, og det måtte desværre blive et nej for denne gang - men jeg giver ikke op! Jeg bliver ved med at skrive, og vil evt. prøve at sende ud til nogen lidt mindre forlag.

tirsdag den 25. maj 2010

vi skal testes

Billedet her tog jeg for nogen dage siden. En rigtig sommeraften


Mine tanker drejer sig ikke meget om filosofi i øjeblikket. Mine tanker drejer rundt om eksamen og sommerferie. Jeg er ikke på den måde angst for eksamen på nogen måde - men jeg er ubekvemt ved princippet i eksamen.

Når vi går til eksamen, så gør vi det udelukkende for at blive testet. Vi skal testes i om vi har hørt efter, lavet vores ting og været flittige elever. Som elev i kun 9'ende klasse, er denne eksamen ikke alt afgørende, men ren mentalt betyder det meget at slutte grundskolen af med gode karakterer.

Jeg er selv elev på N. Zhales, som man vidst godt kan kalde en stræberskole, men ikke på den dårlige måde. Det er en skole hvor der bliver forventet så meget af os, og skolen regner med at vi afslutter med et højt gennemsnit. Min klasse, og hele min årgang er alle dygtige elever, og jeg er slet ikke i tvivl om at det skal gå os godt, ikke kun til eksamen - men i det hele taget. Selvom vi er dygtige, skal vi stadig testes.

At blive testet, prøvet, set an - kald det hvad du vil, er det aldrig rart. Man kan vel sammenligne det lidt med religioners teori om at vi i porten til døden, skal afgøres om det er helvede eller himmel, det hele kommer an på det liv vi har levet. Således har jeg også allerede været igennem mine grundskoleår. De er slut, og nu skal det bestemmes, om jeg har gjort det godt nok. Men har jeg gjort det godt nok? Og hvad hvis jeg ikke har?

Hvad hvis det hele ikke var godt nok? Hvad hvis jeg bare skulle have taget mig en smule mere sammen? eller omvendt.. hvad hvis det hele faktisk var godt nok? Det ville jo være fantastisk. Hvad hvis jeg har gjort det hele, en smule for godt? Har jeg så spildt en masse tid, på noget som slet ikke behøvede sådan et overskud?

Mange af mine venner og klassekamerater glæder sig til at komme ud af grundskolen. Mange af os skal på gymnasiet, og glæder sig til at opleve noget lidt andet, andre tager på efterskole, nogen et år i udlandet, andre 10'ende klasse og nogen har valgt at tage et år med arbejde. Det er så mærkeligt at tænke på hvordan et stort kapitel nu er slut, og noget nyt skal til at ske.

Jeg er selv en stræber, det ligger jeg ikke skjul på. Jeg er typen som forventer meget af mig selv. Hvis jeg mener jeg skal have et 12 tal for en stil, så bliver jeg virkelig skuffet hvis jeg "kun" for 10. Således har jeg det også med eksamen hvert år. Jeg forventer af mig selv, at alt mit slid og læsning skal kunne betale sig nu. Jeg forventer at mit slid vil betyde, at jeg kan få alle de muligheder jeg ønsker mig. Men hvad hvis jeg ender et andet sted? Har alt mit arbejde så været ligegyldigt?

Mange glæder sig til at komme ud af grundskolen. "Friheden" som de kalder den, er der lige om lidt. Men er det i virkeligheden ikke friheden vi forlader? Når nu vi træder ud "i den virkelig verden", var grundskolen så ikke trygheden, friheden og legen? Er det ikke nu vi har det fedest? Er det ikke nu vi skal glæde os over grundskolen? Har vi lidt en tendens til at glæde os til noget, som slet slet slet ikke er lige så godt som det vi har nu?

Jeg glæder mig til gymnasiet. Jeg har personligt søgt ind på Christianshavns Gymnasium, som den eneste i min klasse. Hvilket også betyder at jeg skal møde en hel masse nye mennesker - hvilket jeg glæder mig så meget til! Men skræmmende er det også. Jeg/vi skal kastes ud i nye miljøer, ud til nye mennesker, nye udfordinger, nye fester, nye venner, nye minder og forhåbentlig en ny dejlig skoletid.

Er vi klar til det ukendte, eller er det bare noget vi bilder os selv ind?

lørdag den 22. maj 2010

skæbne og tilfældigheder


Et billede jeg tog for ca. en uge siden.


Der sker mange fantastiske og forfærdelige ting i verdenen. Der sker mange gode ting for folk der har det godt, og der sker mange dårlige ting, for folk som allerede har det dårligt nok i forvejen. Er det tilfældigheder? Eller er det gud der straffer/belønner?

Det er forfærdeligt når nogen kommer ud for en ulykke, og måske endda dør af det. Det er fantastisk for nogen når de vinder flere millioner i lotto. Men hvorfor sker disse ting for nogen mennesker? Er det tilfældigheder, eller er det en skæbne som altid har været bestemt?

Hvis vi har en skæbne, som betyder at alt er bestemt på forhånd, er der så virkelig en gud, som har givet folk den skæbne at de skal køre glat og dø? Hvis vi lever efter tilfældigheder, betyder det så at alt virkelig er relativt? At alt kan ændres i hvert sekund? Betyder hvert skridt, hvert ord, hvert smil, hver bevægelse virkelig så meget mere end vi tror? Har vi virkelig en forudbestemt historie? Lever vi efter tilfældigheder? Er det en blanding? Eller skaber vi vores egen skæbne ved hjælp af vores tilfældigheder?

Vores skæbne bestemmer hvad der kommer til at ske for os, men betyder det også hvordan vi kommer til at blive? Eller er det vores skæbne som bestemmer hvordan vi bliver?

Hvis vi lever efter tilfældigheder - er det så også helt tilfældigt hvordan vi bliver som mennesker? Er det tilfældigt hvordan vi vælger at leve vores liv?

Lad os nu sige at man tror på at gud bestemmer hvordan vores skæbne er. Han bestemmer hvad der skal ske, og hvad der ikke skal ske. Hvordan kan gud så lade så forfærdelig ting ske? Det er et spørgsmål jeg ved er blevet spurgt mange gange. Præsterne vil svare at det har en grund. Men hvad er grunden bag voldtægt, 9/11, mord, bilulykker, depressioner og flystyrt? Er det blot for at mindes os om alt det gode vi også har? Eller bliver gud blot nød til at rydde ud i os en gang i mellem? Er gud hårdhåndet, eller vil han få os til at tænke?

torsdag den 20. maj 2010

sommer i København

Mine søde veninder - Mille, Galathea, Celine, Michelle og Johanne. Billedet er taget i Kongens Have.


Jeg cyklede i dag hjem fra arbejde. Jeg mærkede virkelig solen, sommeren, varmen og duften af sommer. Jeg vidste, at det nu, for alvor - er blevet sommer.

Jeg har siden sommerens sidste dag sidste år, glædet mig til at det igen blev sommer. Og nu kom den. Sommeren er her. Jeg tror ikke man ser sommeren tydeligere - end i København. Da jeg cyklede igennem indre by, så jeg mennesker i kjoler, tshirts, shorts og solbriller. Vi har smidt de store tunge frakker - vi er nu klar til at tage imod sommeren, og den brune hud.

Da jeg så cyklede hjem til Østerbro, og cyklede forbi søerne, så jeg alle menneskerne. Alle menneskerne som gik tur rundt om søerne. De store træer var ekstra grønne, og duften af støv, bilos, mennesker, skov og sommer blandede sig, og jeg tog en dyb indånding.

Jeg kom hjem i min gård, og her var fuld af liv. Børn cyklede rundt, det meste af min familie sad i solen og nød øl, saftevand og andre godter. Alle virkede lidt mere glade. Solen stormede ned i gården, og børnene blev smurt ind i solcreme.

Danskerne har smidt de lange bukser, og de langærmet trøjer, og det er tydeligt. Vi er alle blege som maddiker. I Fælledparken lå mange mennesker, unge som gamle, og slikkede sol. Vi hungre efter at mærke sommeren på egen krop - koste hvad det vil.

Sommeren er kort og godt, over Danmark - sommeren er over København.

Kære København, det er sommer, nyd det. Mit lille hjertebarn.

onsdag den 19. maj 2010

hvilket sprog skal man tale?

Mine gode venner Christian og Cecilie. Billedet har jeg taget for ca. en uge siden.


Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke er særlig piget. Jeg forstår ikke at nogen kan holde ud at være mega piget - men dem om det, det har jeg ikke noget imod. Jeg er dog stadig en pige, derfor har jeg naturligvis også rigtig mange (søde) veninder. Det sker derfor ofte at der opstår rigtig "pige snak". Jeg tror ikke jeg behøver fortælle hvad det går ud. Ofte forstår jeg ikke meget, men jeg har dog stadig tænkt over noget.

Når piger taler sammen, særligt om drenge - er det helt vildt så meget som piger tolker. ALT bliver tolket. Hver eneste bevægelse, smil, sms og telefonsamtale bliver tolket helt ned til mindste detalje. Alt kan være forkert, intet kan være rigtigt. Der er så meget.

Jeg har også rigtig mange gode venner, og jo jeg har lyttet. Det er langt mere enkelt når drenge taler sammen. " Hun er lækker " oversat til pigesprog - "Han er så sød, han forstår mig, lytter og så smiler han på den der måde, i ved nok?" Da man kan sige jeg står med en fod i hvert lejer, kan jeg virkelig undre mig.

I stedet for at tale i koder, signaler osv. ville det så ikke være en hel del nememere, hvis vi blot lagde alt på bordet? Fortalte præcis hvordan det hele stod til, fortalte hvordan vi følte.. alt det der. Men det gør vi ikke. Vi bliver ved og ved med at gemme på vores følelser, og hvad vi i virkeligheden mener - fordi vi er bange for at blive såret. Men er det ikke åndsvagt?

Burde vi ikke undgå alle de misforståelse, hjertesorger og andet, fortælle hvad vi synes. " Jeg synes du er sød" eller " Jeg kan ikke lide dig " , i stedet for alt det andet. Ville det ikke være så meget nemmere? Tænk på hvor meget energi osv. vi kunne spare. Energi vi kunne bruge på så meget andet end at tolke, analysere og spekulere. Tænk på hvor meget mere enkelt det hele kunne være. Men vi gør det ikke ... for vi skal forvolde os selv smerte, vi skal være "kostbare", vi skal gemme vores følelser, og ikke lade andre vide - at vi inderligt elsker dem.

søndag den 16. maj 2010

.

en kort tanke

er livets luksus i virkeligheden, at være i stand til at frasige sige alt luksus?

fredag den 14. maj 2010

Jesus og Sokrates

Billedet her er taget i sidste weekend, hos min far i Skodsborg

322 år f.kr døde en stor græsk filosof ved navn Sokrates. Han var den klogeste i hele Athen, og hele Grækenland - fordi han var den eneste som vidste, at han faktisk intet vidste. 322 år f.kr dør denne store filosof så. Jeg har opsat en teori, omkring Jesus - og Sokrates.

I det gamle Athen, var der en man kaldte "oraklet i Delfi". Det var et orakel som vidste alt, og som kunne svare på alt. Selv oraklet i Delfi fortalte, at den klogeste mand i ikke bare Athen, men i hele verden var Sokrates. Men hvorfor var han det? Fordi han vidste at han ingenting vidste. Mange mennesker ville gerne søge råd hos denne kloge mand, men det eneste Sokrates kunne fortælle dem, var at han intet vidste - og at mennesket kun er udstryret med en fornuft, som vi måtte lære at bruge.

Da Sokrates 322 år f.kr dør, har folket ikke længere verdens klogeste mand i blandt dem, de har ikke længere en som kan fortælle dem, at de intet ved, men at de kun har en fornuft de kan handle efter. 322 år efter, kommer Jesus. En ny klog mand, en ny som kan fortælle folket hvordan man bør leve - eller gjorde han? Fortalte Jesus i virkeligheden blot at vi skal leve efter vores sunde fornuft?

Jesus blev anset som en klog mand (ligesom Sokrates). Men Jesus vidste jo heller ikke noget. Når folket spurgte ham om alverdens ting, svarede Jesus ofte "stil aldrig spørgsmålstegn ved Gud's gerninger, handlinger og ting han har sat i verden". Svarede Jesus ikke på samme måde som Sokrates? Svarede han i virkeligheden ikke bare - "Vi ved intet, kun Gud ved alt - men ham ved vi heller ikke noget om. Altså, ved vi absolut ingenting"

Betyder dette at Jesus i virkeligheden slet ikke fandtes? Eller retter sagt, fandtes han overhovedet som Gud's søn? Eller var han blot en klog mand som kendte til Sokrates lære? Var han blot endnu en mand, som var klog nok til at vide han intet vidste? Havde Jesus bare mere karisma? Var han mere kærlig? Var han bare heldigere? Hvorfor fik Jesus mere anerkendelse end Sokrates? For var Jesus i virkeligheden ikke bare endnu en klog filosof?

Var det i virkeligheden bare fordi, vi vidste at vi intet vidste?

onsdag den 12. maj 2010

en kærlighedserklæring


musikken i ørene spiller
men ikke på sidste vers
Solnedgangen er rød i dag
denne dag er ikke som de andre

mit forhold til Solen har ændret sig
da jeg var barn var det blot lys
så blev det en ildkugle
nu er det en smuk ildkugle

Solen er en ildkugle der giver liv
liv, planter, mennesker og dyr
jeg er afhængig af denne Sol
Solen giver mig energi

Solen gør mig varm
Solen giver mig lyst til at elske
Solen giver mig lyst til at smile
Solen giver mig lyst til at leve

fredag den 7. maj 2010

hjemmelavet filosofisk teori

Træerne er ved at springe ud. Billedet tog jeg for ca. en uge siden


Jeg fik for lidt tid siden en tanke omkring enden/paradis. Det var der jeg fik den første tanke om, at det her måske er enden. Jeg har bygget videre på min tanke.

Hvis vi tænker over det - så lever vi i Paradis. Vi har fået en frugtbar, smuk og dejlig jordklode. Vi har alle muligheder for at gøre hvad vi vil med denne jordklode (frihed under ansvar?)... alligevel har vi formået at ødelægge det hele. Vi er begyndt at rive vores smukke skove ned, bygge og bygge, brænde og rive ned.

På den måde kan man drage en parallel til vores skabelsesberetning, med Adam og Eva. De bliver sat i Paradis, og har en frodig og frugtbar have at leve i. De elsker og respektere alle levende væsner. De vælger dog at tage en bid af Edens Træ... således gjorde vi. Vi er begyndt at gå med tøj, vi bliver jaloux, misundelige og hadefulde. Vi slår ihjel, går bag hinandens ryg og sørge for at onde ting skal ske. Således skete det samme med Adam og Eva.

Der er mange mennesker som tror, og håber, på at vi kommer i paradis når vi dør. Men er vi i Paradis? Har vi allerede alt det vi håber på? Handler det her i virkeligheden om "at græsset er grønnere på den anden side"? Burde vi kigge på vores egen plæne, og se at den er alt det vi har brug for.

Har vi ødelagt det Paradis vi alle venter på?

Hvis dette holder stik, så betyder det at der er præster der bruger hele deres liv på at fortælle om Paradis, et Paradis som vi allerede er i. Et Paradis som ikke findes, kun fordi vi altid vil have noget som er bedre end det vi har. Vi har skudt os selv i foden, og ødelagt vores eget Paradis.

Tænk over det - det her er Paradis. Vi har afgrøder der kommer op af jorden, rindende vand osv. Vi mangler INTET, men alligevel vil vi have mere. Mer' mer' mer'. Men hvad hvis Paradis findes? Er det så nogensinde godt nok? Er der overhovedet noget som er godt nok for os? Kig dig omkring, vi er i Paradis, man.

Har du nogensinde oplevet noget, som var helt igennem perfekt for dig?

torsdag den 6. maj 2010

En stil om ansvar...

Der blev spurgt på www.formspring.me/tankebillede om jeg kunne poste nogen af mine stile. Her er en stil jeg skrev om ansvar.

Ansvar.. det er et ord med forskellige betydninger for forskellige mennesker. For mig er ansvar noget som stille og roligt er kommet med alderen. Da jeg var mindre havde jeg ingen form for ansvar, mine forældre tog det fulde ansvar for mig. Men eftersom man bliver ældre, får man foræret mere og mere ansvar... Eller gør man?

Får man ansvar, eller tager man ansvaret? Bliver vi presset til at tage ansvaret, eller er der noget i os selv, som tvinger os til at tage dette ansvar?

Eftersom jeg er blevet ældre, har jeg taget flere og flere ansvar. Jeg har taget ansvaret for mine handlinger, mine udtagelser, mine meninger og mine udsagn. Jeg har valgt at tage disse ansvar, både af praktiske årsager, af personlige grunde, af grunde forhold til samfundet – og til hvordan jeg skal kunne fungere som menneske.

Jeg har taget disse ansvar, jeg har ikke fået disse ansvar påduttet. At mange siger de har fået et ansvar, mener jeg personligt er dybt forkert. Der er ikke nogen som er tvunget til noget som helst. Der er valg og der er konsekvenser. At sige man har fået påduttet et ansvar, er blot at skyde skylden på noget eller nogen, i stedet for at erkende at man ikke er i stand til at tage det ansvar.

Mange mennesker er bange for dette ansvar. Bange for at blive hængt op på noget, bange for at få skylden. Skylden for at man ikke har levet op til sit ansvar, ikke har levet op til forventningerne. Men vis forventninger? Alle andres forventninger? Ens egne forventninger? Samfundets forventninger?

Vi må desværre nok se i øjnene at skyld er ansvars forkrøblede fætter.

Skyld... jeg har flere gange hørt den forfærdelige sætning ”Sophie Amalie.. Det er altså din skyld!” Jeg har så mange gange hørt den sætning, og mærket hvordan den stikker i maven, hvordan mine kinder pludselig bliver røde, og mit hoved meget varmt.

Men hvad er skyld? Og hvorfor skal det være så forfærdeligt? Er skyld når du ikke lever op til dit ansvar? Eller er skyld blot en undskyldning for ikke at leve op til dit ansvar?

Når jeg tænker på ansvar, på skyld og på mig selv. Så dukker ordet samvittighed også op. Samvittigheden er det der indikere at vi er menneskelige. Vi har en samvittighed, hvilket andre dyr ikke har.

Hvad er samvittighed, og hvordan hænger det sammen med vores ansvar? For mig er der to inde i os hver, en der mener vi skal tage ansvaret, en der mener vi skal gøre hvad vi føler vi har lyst til. Altid den evige diskussion. Hvis vi skuffer dem en af dem, får den det dårligt – dårlig samvittighed. Det er måske lidt barnligt at kigge på det, men for mig giver det god mening.

Sådan som jeg ser på ansvar, så er det noget utrolig smukt. I forhold til hele samfundet er ansvar nøglen til et fedt liv, og et velfungerende samfund.

Vi uddelegere de forskellige ansvar. Nogen er ansvarlige for vores politik, nogen er ansvarlige for at vi kan få mad, nogen er ansvarlige for at vi kan få tøj på kroppen osv. osv. På den måde synes jeg at ansvaret kan være utrolig smukt, fordi det afstresser folk – det giver overblik og sørger for at alle har noget at tage sig af.

Men hvad med dem som ikke kan tage en del af ansvaret? Er det dem der sidder på Kultorvet, uden tag over hovedet, uden nogen funktion i samfundet – uden beskæftigelse. Kan vi tvinge nogen til at tage et ansvar? Jeg tror det ikke. Det er netop derfor jeg tror så inderligt på at hvert enkelte individ i et samfund er så drøn hamrende vigtig.

Ansvar – en velsignelse, eller en forbandelse?

Nogen tager for meget ansvar

Andre prøver ihærdigt at slippe af med det

Ansvar du skal placeres et sted

Aldrig har så mange fingre peget, og tit væk fra sig selv

I 1600 tallet var kristendommen meget domineret af noget som hed Pietisme. Pietisme går i al sin enkelhed ud på at hvert enkelt individ skal stå til ansvar for sine egne handlinger. Hvorfor kan man ikke det i dag? I dag hører man oftere og oftere den mere og mere åndssvage sag, som en hel masse mennesker skal bruge unødvendige ressourcer på, bare fordi det skal i retten.

Det hele handler igen om hvem der skal tage ansvaret, hvem der skal tage skylden for en handling. Men hvis blot alle kunne stå hundrede procent inde for deres handlinger, ville vores samfund så ikke ligne ren paradis?

Vi har et ansvar om at svare – men det svære er at finde ud af hvad spørgsmålet er.

Når man vælger at få børn – så vælger man også at tage et ansvar. Jeg tror ikke på at det ansvar nogensinde forsvinder. Det er altså et ansvar som man har valgt at tage. Men når man vælger at få børn, så er det (næsten altid) jo fordi man gerne vil have et barn – fordi man føler sig kaldet til det.

Jeg føler mig kaldet til at skrive, altså er mit ansvar at underholde og informere. På den måde tror jeg at ansvar, lyst og evner hænger sammen. Jeg vil blive ved med at finde gode ting i ansvaret – for hvor er ansvar dog et tabu i samfundet, og hvor er der mange negative ord ved ordet ansvar.

Hvad er dit ansvar egentlig?

Omkring ansvar i forhold til andre mennesker, så synes jeg at man ikke bare har moralsk pligt, men egentlig jo også juridisk ret – til at blande sig. Vi har alle et ansvar for at hvis vi ser noget, som kan være til skade for andre eller dem selv – så skal vi blande os. Urenset konsekvenserne. Den der ved hvad det rigtige er, vil også gøre det rigtige.

søndag den 2. maj 2010

info.

Jeg har en hel del info som jeg gerne vil dele med jer!

1. http://www.formspring.me/tankebillede , her kan alle spørge mig om alt mellem himmel og jord. Jeg lover at svare på alt, så godt jeg kan !

2. Jeg har nu indsendt et manuskript til Gyldendal. Jeg regner med at få svar inde for et par uger, jeg krydser fingre - men tør ikke håbe på noget.

3. eksemerne starter i næste uge, så jeg er ikke sikker på hvor meget tid jeg får til at blogge. Men eksamenstid er altid en lidt anderledes mærkelig tid - så nogen tanker skal jo nok dukke op.

4. Der er nu 22 faste læsere - hvilket jeg synes er helt vildt ! Bloggen her startede som et slags afløb for alle mine egne tanker - havde ingen idé om at nogen gad at læse med. Tusinde tak !

5. Når vi snakker om faste læsere osv, så ved jeg godt at der en hel del som har problemer med at blive faste læsere. Dette skyldes at man har en profil på en af disse "blog sider", hvilket jeg synes er lidt tamt - for selvfølgelig skal ALLE have lov at læse med. Jeg har derfor lavet en gruppe på Facebook - hvor jeg har 120 medlemmer! Ret vildt!

Bliv endelig ved med at læse, kommentere og stille spørgsmålstegn!

ps. Håber mange af jer havde en lige så dejlig 1 maj, som jeg selv havde!

- Sophie Amalie