onsdag den 27. oktober 2010

Ventetid


Kig på dit ur. Sekunderne går, minutterne går, og når du er færdig med at stirre – så vil du tænke ” Jeg har lige spildt x antal minutter, på at stirre på mit ur ”. Tiden går hele tiden, og mens du læser dette, venter du måske på noget. En bus? Et tog? Vi bliver hele tiden udsat for det. Denne såkaldte ventetid. Det er ikke noget vi normalt tænker over, beregner med i vores liv, tager hensyn til – eller anskuer for noget særligt. Det er bare noget, som er i vores verden. Men hvad venter vi i grunden på? Er det bussen? Er det ekspedering? Er det toget? Er det dagen i morgen? Hvad er det vi går og venter på, i vores travle hverdage? Jeg har det med selv at blive enormt irriteret over ventetid, måske i grunden mest fordi min tid lige pludselig ligger i hænderne, på et andet menneske. Det er frihedsberøvelse.

Det moderne menneske lever i dag med ubetinget frihed, over alting. Hvad skal jeg spise? Hvad skal jeg lave? Hvem vil jeg leve resten af mit liv med? Vi bestemmer over alting selv – undtagen tiden. Det er en kæmpe provokation, at vi kan styre alt i denne verden - vi kan bestemme hvem der skal hvad, vi kan bestemme over en hel planet! Men tiden... måske burde vi egentlig kigge på ventetid som en god ting. Mens vi står der og venter på et tog, som igen er forsinket, fordi det igen er kommet bag på DSB, at der faktisk falder sne i Danmark, så skulle vi måske prøve at kigge os lidt omkring. Hvilken historie har manden ved siden af dig? Hvordan har han levet hele sit liv? Har han mon børn? Gift? Er han lykkelig? Men når vi venter, så er det eneste vi kan tænke over, hvor irriterende det er, at det vi nu engang venter på, ikke kommer til tiden.

Ventetid betyder intet for os, det er bare spildtid. Det er et faktum som, desværre, er en del af vores travle og stressede hverdag. Men måske skulle vi lære at elske dette faktum? Du får lige pludselig givet en hel masse muligheder når du venter. Der er en masse ting som man faktisk kunne få tid til at få tænkt over, ting som vi ikke skænker en tanke normalt. Ting, som vi er for egocentreret til at tænke over normalt.

Jeg står og venter, en kold dag på Østerport st. Jeg er på vej til Nordsjælland, jeg skal besøge gamle venner. Men vejen derop kræver meget ventetid. Ligesom alle de andre står jeg stille op ad en pæl og venter på toget, ligesom alle de andre står jeg med musik i ørene, men jeg lytter ikke rigtig efter, for ligesom alle de andre – så er mine tanker et helt helt andet sted. 3 min forsinket. Jeg kan godt klare at vente 3 minutter mere. 3 minutter mere til at flyde ud, og forsvinde. De andre på perronen? Jeg ser dem ikke. Jeg ser kun skibakker med champagnesne, og mig selv fræsende gennem denne dejlige sne så det flyver. Men når nu jeg tænker... hvor befinder de andre på perronen sig så? Er de i Thailand? Er de hos nogen de elsker? Jeg ved det ikke, og min nysgerrighed bliver en smule pirret. Men jeg glemmer dem hurtigt igen – jeg er tilbage på skibakken. Pludseligt bliver jeg afbrudt, toget er ankommet. Jeg stiger ind i toget, og jeg træder også nu ind i en ny tidsramme – endnu mere ventetid. Jeg sætter mig overfor en ældre kvinde. Kigger kort på hende, kommentere hendes forfærdelig frakke for mig selv i hovedet. Resten af tiden ser jeg hende ikke. Hun er blot et andet menneske på vej til noget, hvad det er ved jeg ikke, og jeg er nok i bunden også ret ligeglad. Jeg ankommer til min destination, og træder nu ud i den virkelig tid. Tiden i toget har stort set stået stille, men ved min ankomst går tiden for stærkt. Kan der ikke være en mellemvej?

Vi har det med at dele tiden op i små stykker. Arbejdstid, familietid, børnetid, tid til kærlighed, tid til sex og kreativitet. Men hvad ville der ske hvis vi droppede disse inddelinger? Ville hele verden, eller rettere sagt, vores egen lille verden, så bryde total sammen? Næppe. Vi planlægger hele tiden, sætter tid af til alting, i stedet for bare at leve og være mennesker, i stedet for robotter som skal forestilles sig at leve dette perfekte liv. Dette såkaldte perfekte liv bliver pludselig sat ind i en boks – sådan her er det perfekte liv, med villa, Volvo og vovse. Skal det virkelig være idealet for det perfekte liv? Hvem har i grunden tiden til det perfekte liv? Og hvem bestemmer om vores liv er perfekt og vores tid perfekt inddelt? Det brude vi i grunden selv. Men i moderne tid, er der et billede af den perfekte familie, den perfekte mand og kone og de perfekte børn. Der er så mange inddelinger, klasser, rangførelser og billeder som vi desperat alle sammen prøver at leve op til. Måske burde vi egentlig droppe disse inddelinger, og være lidt mere loose. I stedet for at bruge tiden på inddelingen, så leve i stedet. For hvad er det egentlig vi alle sammen hungre efter at skulle nå? Og nå inden hvad? 2012 hvor hele verden går under? Jeg tror nu næppe på det. Tiden er den samme hele tiden, vi skal nok nå alt det vi skal nå, også selvom der kommer ventetid. Men et eller andet sted, (undskyld udtrykket) skider vi så ikke lidt på tiden? For hvor gode er vi egentlig til at bruge den rigtigt? Der er jo i princippet ikke noget vi SKAL. Der er valg, også er der konsekvenser. Så hvis vi kunne lære at ”respektere” tiden bedre, ville vi så også føle os bedre? Ville vi lære at forstå hvad tiden gør ved os? Jeg bliver ikke ved med at være 16 år. Derfor må jeg nyde tiden som den er nu, men denne tankegang, gør også bare ventetid mere forfærdelig. I stedet for at jeg står og venter på en bus, hvad kunne jeg så have lavet i stedet? På den måde, er ventetiden det meste fantastiske, men på samme tid også det mest provokerende og forfærdelige der findes.

Men hvorfor tager vi ikke hen hvor tankerne fører os? Tager på den skiferie, tager hen til dem du elsker. Vi gør det ikke, for vi er for bange til at forlade vores små kasser, med vores små egoer, vores stramme tidsprogrammer, vores små tidsinddelinger og vores små tætsiddende kjoler og jakkesæt.

fredag den 22. oktober 2010

Jeg ved godt jeg har blogget utrolig lidt. Det gode ved at jeg ikke har blogget i noget tid, er at jeg har fundet ud af hvor mange der egentlig læser min blog! Har fået utrolig mange smser og beskeder på facebook som siger - " Hvad sker der med din blog?? Blogger du ikke mere?! " Det er dejligt at vide, at der er nogen derude som læser det jeg skriver. Tak !

Gymnasiet stjæler alt for meget af min tid! Når jeg ikke er i skole, har jeg travlt med at arbejde, ses med venner eller lave lektier. Derfor har det været virkelig dejligt med efterårsferie - selvom jeg også har arbejdet meget i ferien ..

For at sige det ligeud - så har jeg på det sidste ikke rigtig haft tid til at tænke, sådan rigtigt. Der har altid været noget andet i mit hoved som skulle tænkes igennem, regnes eller staves. Derfor vil jeg nu opfordre jer, som læsere til at komme med et emne, og jeg vil fortolke det på bedst mulig måde. ALLE emner vil blive taget op - det lover jeg! Jeg vil sammentidig prøve at blogge lidt mere i fremtiden, en løsning kunne være at skrue lidt ned for matematikken, og lidt op for tankebillede.blogspot.com ?

Jeg håber alle har og nyder ferien! I aften skal jeg ind og se Analogik i Vega med mine bedste venner. Jeg glæder mig rigtig meget !

Kram, Sophie Amalie





tirsdag den 5. oktober 2010

islandsbrygge





der er ikke noget bedre, end forladte bygninger.
du behøver ikke spørge hvor det er. For det er en hemmelighed. At finde forladte bygninger er en hel sport.

søndag den 3. oktober 2010