tirsdag den 30. november 2010

fremskridt

Jeg kan nu kalde mig blogger for Kristlig Dagblad, som har spurgt om jeg havde lyst til at blogge for dem. Min blog for Kristlig Dagblad hedder; www.tankebillede.eftertanke.dk

Der vil være nogenlunde de samme indlæg som her. Tak til alle som foreslog at jeg sendte tekst rundt til aviser - det gav pote!

Håber alle overlever i kulden!

Sophie Amalie

mandag den 29. november 2010

Forventninger


” Er jeg god nok? ” Hvor mange gange har det spørgsmål meldt sig i dit hovedet? For mit vedkommende, opstår spørgsmål til tider. Men hvornår er man så god nok? Og god nok til hvad? Og hvem bestemmer overhovedet om du rent faktisk er god nok?

Jeg har store forventninger til mig selv. Jeg har lave forventninger til andre. Jeg bliver aldrig skuffet over andre, men imponeret. Jeg bliver til tider skuffet over mig selv, og sjældent imponeret. At have for høje forventninger til mig selv, kan give mig noget blå mærker, men giver mig på samme tid lyst til at fortsætte, så jeg netop kan blive imponeret over mig selv. Hvordan har du det med forventninger? Og hvornår opstod det med forventninger overhovedet?

Da jeg var mindre, havde jeg ingen forventninger. Jeg blev altid imponeret. Efter at mine forventninger er opstået, kan man godt sige at det er blevet svære at leve. Hver dag jeg vågner, har jeg en forventning til noget, hver gang jeg køber noget – har jeg en forventning til det, lige som jeg har en forventning hver gang jeg går i biografen, i tivoli, til en fest – eller bare sætter mig ved middagsbordet. Hvad nu hvis vi ingen forventninger havde – lige som da vi var små?

Hvor kommer disse forventninger fra? Er det fra mig selv, er det fra det enorme informationssamfund vi lever i, er det fra vores forældre eller fra vores venner?

At vi lever i et samfund med så meget information, som vi gør – tror jeg, betyder at vi får en forventning til mange ting. ” Dette produkt vil få dig til at se 10 år yngre ud! ” Det giver en forventning om at det så også ER sandt. ” Denne mobil telefon vil gøre dit liv hurtigere, og nemmere! ” Igen, en forventning om at det så også er sandt. Men hvad nu hvis det ikke er? Så er der en skuffelse. Dette skaber mistillid til de information vi får – derfor bliver vores forventninger højere og højere, og skuffelser større og større.

Mine forventninger til andre mennesker er lave, fordi de aldrig reklamere med hvad de kan som menneske. Mennesker, er bare mennesker. Men hvad med de mennesker som rent faktisk reklamere for sig selv? Ja, dem bliver man skuffede over, hvis det viser sig ikke at være sandt.

” Hav aldrig nogen forventninger – så bliver du aldrig skuffet, men kun imponeret” – Morten Holm Rasmussen. Et råd jeg så inderligt prøver at følge. Men er forventninger virkelig kun noget dårligt? Eller kan de også presse os, til at yde noget ekstra, blot for at kunne leve op til vores egne forventninger?

søndag den 28. november 2010

" Tid og kærlighed er jo det eneste vi ikke kan styre - vildt ikke? " - Min ven, August

mandag den 22. november 2010

billederne fra mit liv

Her er de pt. vigtigste billeder for mig. Forklaring følger.


Billedet er taget en aften i Fælledparken. Som sådan, er det på ingen måde noget fantastisk billede. Billedet er taget på et dårligt digitalkamera.
... men så igen på den anden side, så er det et fantastisk billede. Det her billede betyder virkelig meget for mig. Billedet er af Morten og jeg. Min aller bedste ven.

Billedet her vil altid betyde meget for mig. Det er taget i 2008, på min gamle skole 2008. De fleste af disse mennesker, har jeg kendt i 11 år. 1/3 del af dem er jeg vokset op med, været uvenner med, været bedste venner med, tudet og grint med. Jeg gik i klassen fra "før børnehaveklassen" til 8 klasse. Derfor har disse mennesker været altafgørende for den jeg er i dag. Dette er det sidste billede jeg har, hvor alle er der.

Dette billede tog jeg sidste sommer, i Nykøbing S. Jeg har brugt uendelig lang tid på bare at kigge på dette billede. Jeg ved ikke hvad det er med det, men det er noget særligt. Det er min fætter, Frederik som er på billedet. Den måde lyset reflektere er fantastisk. Jeg kan ikke få mig selv til at pille ved billedet. Som det er her, har det set ud siden jeg trykkede på knappen..


Det var en aften på Saxons. Det var hyggeligt. Det var sjovt. Billedet betyder noget for mig - fordi jeg fotografisk og teknisk kan lide det, men også fordi den aften betød noget vigtigt for mig. En masse information blev gevet videre. En masse ting blev fortalt og forklaret. Jeg tror ikke helt jeg kan forklare mig for betydningen af dette billede ..


En fredag aften. Jamie, Christian og Morten havde været hos mig. Vi havde siddet og snakket længe. Drukket drinks og øl. Christian havde fået et ur. Og efter alle var gået hjem - tog Morten og jeg ned til stranden, for at se solopgang. Ord kan ikke beskrive.


Billedet er taget på mit tag. Det er ikke fordi billedet betyder meget for mig, men ren fotografisk er jeg virkelig glad for dette billede. Det er min veninde Sarah som er på billedet.


Morten og jeg besøgte min Mormor og Morfar i deres sommerhus i sommers, som ligger i Nykøbing Sjælland. Vi fandt en f0rladt sommerskole, hvor dette billede er taget. Dagene i Nykøbing Sj. var fantastiske, og jeg husker dem tydeligere end noget andet.

Billedet har jeg taget i en forladt bygning på Islandsbrygge, og er et af de bedste billeder jeg har taget - mener jeg selv. Billedet skal ses i stor størrelse. Billedet her har så mange bevægelser, lysindfald, kreativitet og energi.

Christian og jeg til galla på Zhales Gymnasieskole. Det var en fantastisk aften. Christian er det mest fantastiske menneske jeg kender.Billedet her betyder meget for mig, fordi det bare er som det er. Venskab.

Det var efter min 16'års fødselsdag. klokken er omkring 5 om morgenen. Vi er tre der vil se solopgang. De andre er gået i seng. At holde mig vågen den ekstra halve time, er noget af det bedste jeg har gjort. At se solen stå op på den her måde, er noget af det vildeste jeg har prøvet. Vi var alle mundlamme i en halv time.


torsdag den 11. november 2010

om den 19-årige togsurfer og adrenalinen

En læser bad mig kommentere på hændelsen med den 19 årige togsurfer, som omkom for lidt tid siden. Jeg går i gymnasie, med mange af hans pårørende - så har derfor hørt historien fra flere vinkler. Medierne, de pårørende og de såkaldte eksperter, som påstår at vide præcis hvorfor unge mennesker gør dette.

Hvorfor gøre noget så stupidt kan man spørge sig selv om... Hvorfor begive sig op på et tog som køre med flere 100 km i timen, når man ved at resultatet kan være døden? Hvis man tænker sig lidt om - så er et svar ikke langt væk.

Vi lever i en verden, hvor ikke meget er nyt. Eller rettere sagt - alt er nyt. Som mennesker i et moderne samfund, så har vi faktisk set det meste. Det er svært at gøre os forbavsede. Vi har svært ved at blive imponerede, få gåsehud - og det er svært at få os til at blive forundret. Enten fordi vi har set det før, eller fordi vi nemt kan regne et lille nummer ud.

Tænk bare 30 år tilbage. Hvis min mor havde fortalt min mormor, at om 30 år - så ville man kunne se farvefjernsyn på sin mobiltelefon - som er en telefon man kan tage med sig over alt, og som ovenikøbet kan fås så lille som en tændstiksæske... hvis min mor havde fortalt min mormor dette, ville min mormor sige " Sikke en fantasi de unge har". Og min mormor og hele hendes generation ER forbavset, de ER imponeret og de kan IKKE regne den ud. Men det kan min generation. Vi er vokset op med det. Siden vi startede i skolen, har vi levet med en mobiltelefon, et fjernsyn, film, digitale spil og internet.

Det jeg prøver at komme frem til er, at der ikke er ret meget tilbage vi kan blive forbavset over. Hvis vi ser en tryllekunstner underholde - så vil vi være forbavset ja, men vi ved godt det kun er et simpelt trick. Vi ved godt at det ikke er ægte magi, men simple fingerfærdigheder.

Vi har set alt hvad der er at se. Vi kan rejse om på den anden side af jorden i løbet af 12 timer. Vi kan se fjernsyn fra hele verdenen. Vi kan rejse hele verdenen rundt - uden at rykke os ud af stedet. Det er vildt - men vi har vænnet os til det. Vi er ikke længere i stand til at blive forbavset.

Hvad gør man så? Hvad gør man, når man har brug for at blive forbavset, imponeret, vide at man lever - når man har brug for et sus? Vi griber til ekstremer. Vi kaster os ud fra klipper, ud fra fly og rider på toge med flere 100 km i timen.

Når hverdagen bliver trist, går og ensformig, søger vi noget som er helt anderledes. Noget som kan gives os en pause, et sus - adrenalin.

Jeg tror ikke, i modsætning til eksperter, at den 19'årige har haft et dårligt liv. Jeg tror ikke han har været uden venner, god familie, omsorg eller andet. Jeg tror bare, at han trængte til at vide han levede, og at han ikke bare var et tomt menneske som gik rundt på denne jord.

Det er et problem at folk har brug for at gøre dette - blot for at vide at de lever. Men dette problem kan være svært at finde løsninger på. Så snart det er kontrolleret - så er det kedeligt.


mandag den 8. november 2010

tid



noget som jeg fandt. Se det igennem, det er virkelig interresant.

søndag den 7. november 2010

mørket har sunket sig over byen
over mit hjem, over mig
det eneste lys, er klokken på min radio
klokken er 23:09
nye ord bliver brugt nu
gamle ord skiftes ud
forældet
de ting som før var alt i lys
er intet i mørket
for der kan vi intet se
lyset ændrede sig
klokken er nu 23:10

onsdag den 3. november 2010