tirsdag den 5. juli 2011

Få undergrunden op i lyset!

Jeg har haft mange fritidsinteresser. Jeg har sejlet, været spejder, spillet tennis, gået til ridning og meget andet. Der er flere gode aspekter i at have en fritidsinteresse, man får motion, møder andre og så lærer man også noget. Når det kommer til det med at lære, så er det vigtigere for børn og unge selv, end mange voksne lige tror.

Mange tror, at unge ikke gider gå til noget i deres fritid, enten fordi de er dovne eller ikke har tiden grundet gymnasium eller anden uddannelse. Sådan er det bare ikke. Det er rigtigt at jeg langt fra har lige så meget tid i dag, som jeg havde for bare 3 år siden, men hvis der er noget jeg virkelig gerne vil – så finder jeg også tiden til det. Det handler om prioritering. Men hvorfor er der så ikke flere unge tilmeldt en fritidsaktivitet? Fordi de ikke lære noget i fritidsaktiviteter.

Da jeg var mindre, gik jeg til ridning. Jeg gik til det i næsten 10 år. Hvorfor jeg stoppede? Fordi jeg stoppede med at lære noget. Jeg kunne ikke længere få udbytte af undervisningen, og kunne derfor ikke blive bedre end jeg allerede var. Tro det eller ej – man vil altid have lyst til at blive bedre, dette gælder også unge mennesker! Når man ikke længere kan få udbytte af undervisningen, så er det uinteressant, og man vælger at droppe det. Hvorfor tror du så mange yderst intelligente unge mennesker vælger at droppe ud af gymnasiet?

Jeg har gået på fritidshjem da jeg var yngre, men synes ikke det var sjov i ret lang tid. Jeg lærte ingenting af at gå der. Vi spillede bango, spiste is og hoppede i sjippetov. Men en dag kom der en ny pædagog, Per. Jeg husker ham stadig selvom det er snart 8 år siden. Han lærte mig at spille skak, risk, at bliver bedre til engelsk, hjalp mig med matematik lektierne, fortalte mig om Einstein, og om alle planeterne. Han var, og er i dag, stadig nok mit største forbillede. Han lærte mig alt hvad han vidste, og jeg kunne lytte til ham i timevis, mens jeg blot sad der og blev klogere. Lige pludselig var der et formål ved at tage i fritteren, i stedet for bare at tage hjem efter skole. Jeg lærte noget, jeg blev klogere. Det var fantastisk! Unge har brug for mennesker som Per. Mennesker der kloge, og som har lyst til at dele ud af deres klogskab – inde for det emne vi interessere os for.

Som ung er det at lære noget en kæmpe del af at udvikle sig. Unge er godt klar over, at vi kun udvikler os som mennesker, hvis vi lære noget. Derfor dropper vi også hurtigt det, vi er i gang med, hvis vi fornemmer, at vi ikke udvikler os og lære noget. Fuldkommen ligesom jeg gjorde med ridning. Unge er ikke dovne, og vi vil rigtig gerne blive klogere hele tiden – og så skal vi skal kunne mærke, at vi udvikler os igennem det vi laver. Gør vi ikke det, så dropper vi ud.

Som jeg er blevet ældre kan jeg både mærke og se, hvordan der bliver lagt mere og mere ansvar over på os unge – men jeg kan samtidig mærke, hvordan det gør det mere og mere vigtigt at kunne flygte til de mere barnlige sider af mig selv. Unge har brug for steder, hvor vi kan tage hen og være barnlige, kreative eller hvad vi nu har brug for af aktiviteter – så vi kan slappe af og glemme ansvaret for en stund og udvikle andre sider af os selv.

Jeg har efterhånden boet i København i mange år, og bevæget mig rundt i de fleste af ungdommens små hjørner og kroge. Jeg synes, at der i den grad mangler aktiviteter for unge. Jeg oplever især mange unge drenge, som keder sig og hænger ud på gaden og kommer ud i nogle dårlige spor. Jeg har desværre flere drengevenner, som er begyndt at ryge lidt for meget hash. Når jeg taler med dem, kan jeg mærke, at de ikke bare gør det, fordi ”det bare er sjovt at være skæv”. De har brug for at flygte fra virkeligheden og det pres, vi som unge hele tiden kan mærke bliver større og mere alvorligt efterhånden, som vi snart er voksne. Det skræmmer dem, og det skræmmer også mig selv.

Jeg tror særligt det er drengene vi skal have fat i. Fordi jeg er pige, ved jeg godt det kan lyde som om jeg bare gerne vil tale godt om mit eget køn, men det er virkelig ikke det jeg prøver på. Jeg tror godt at alle ved, at piger som regel udvikler sig hurtigere end drenge gør. Det er som regel også derfor, man oftest ser piger have en ældre kæreste, have sin seksuelle debut før drengene osv. osv. Med det vil jeg bare gerne sige: Jeg tror at piger er hurtigere om at acceptere det ansvar de er ved at få – og arbejde med det, i stedet for at løbe fra det. Som dreng tror jeg det kommer og senere, og de kan derfor ikke forstå hvorfor pigerne ikke på samme måde er bange for den fremtid der ligger forude. De begynder derfor at finde deres veje, hvorpå de kan flygte – nogen finder blot de forkerte veje. Vi skal hjælpe dem med at finde nogen gode veje, hvorpå de kan flygte – men også udvikle sig på samme tid.

I et velfungerende samfund, burde der være tilbud som kan række ud over alle målgrupper blandt unge. Mange unge går til sport, spejder eller i ungdomsklub. Men der er ikke nogen tilbud til os, som ikke synes, vi passer ind i de traditionelle tilbud. Vi danner vel nærmest en slags undergrund af unge.

Undergrunden tæller mange flere unge, end jeg tror, de fleste er klar over. Den består af en flok kreative, alternative, nysgerrige og produktive unge – som gerne vil lære noget mere – bare ikke på de sædvanlige måder. Undergrunden i Danmark kører især på højtryk i København.

På undergrundssteder som Kapelvej 44, Dortheavej, Saxons, Christiania, Støberiet Nørrebro og mange andre steder, rummer der så meget bas, at man får sidestik af at stå i nærheden, kreativitet, tanker, filosofi, idéer, produktivitet og livsglæde. Hvordan det kan lade sig gøre? En stor flok unge mennesker fra undergrunden har samlet sig, og sat sig sammen, for at arrangere nogen fester. Få arrangeret nogen fester, hvor unge med anderledes interesser kan mødes, og udveksler idéer, drikke en øl eller to – og høre musik (som unge også selv står for). Man mødes ofte, for at gå til en koncert, men som aften glider hen, har jeg utrolig mange gange endt med at sidde og udveklse tanker og idéer med andre unge fra undergrunden. Vi har flere gange talt om at få forskellige projekter op at stå, om at lave en udstilling med fotos, oprette en filosofi klub hvor vi kan diskutere forskellig filosofi. Vi vil så gerne! Men vi har ikke rammerne til det. Giv os rammerne, og vi lover at fylde dem ud.

Hvorfor ikke udnytte den dejlige undergrund, og få noget godt ud af den? Hiv de unge op i lyset, og giv dem et tilbud om at blive bedre til det de rent faktisk gerne vil blive bedre til. Der skal også være plads til de unge, som ikke har lyst til at gå til spejder, tennis, ridning, klaver eller badminton.

Du vil måske tænke - ”Jamen der er da tilbud til unge som dem?” Er der virkelig? Jeg lyder måske en smule autonom, men da man valgte at fjerne Ungdomshuset på Jagtvej 69, valgte man også at fjerne knuden for fritidsinteresser når det gælder undergrunden. I Ungdomshuset fandt man bl.a. Onsdagsværksted, malerkurser, musik og rytme klasser, DJ undervisning, drama og jeg kunne bliver ved. Det var et sted hvor undergrundes unge kom – og derfor så disse tilbud, og tog i mod dem.

Man bliver nød til at forstå, at når man bevæger sig i den danske undergrund, så vil man også gerne lære noget mere der. Mange unge, inklusiv mig selv, elskede Ungdomshuset på Jagtvej, og kom der for at lære, tænke, tale og bliver klogere! Meget kan man sige om Ungdomshuset på Jagtvej, men det var et sted man kom, og var lidt klogere når man gik hjem igen. Steder som Ungdomshuset bør eksistere igen. Jeg ved at man kan finde det nye Ungdomshuse på Dortheavej – men det er også vigtigt, tror jeg, at hive den slags knudepunkter op til overfladen, og belyse den for alle. Langt fra alle vidste hvilke faciliteter det gamle Ungdomshus kunne byde på, og det er en skam – for det var et godt hus.

Jeg har to drenge - venner, som begge lige er begyndt til DJ undervisning. De er super glade for det, og har nu fået en ny hobby som de bruger mange timer på hver dag. De lære en hel masse, og er altid meget glade for at fortælle om hvad de har lavet til de her timer. De går på en ungdomsklub på Nørrebro. De havde aldrig hørt noget om det, indtil en af deres venner startede der, fordi undervisere er hans onkel. HVORFOR ER DER IKKE BEDRE INFORMATION OM AT SÅDANNE TILBUD FINDES?! Vi har bruge for mere af sådan noget! Vi har brug for tilbud til unge om at gå til graffiti og lignende. Et sted hvor de kan få lov til at male så tosset de vil – men helt lovligt. Et sted hvor de bliver klogere på de ting som de rent faktisk interessere dem.

Mit opråb er hermed: Få undergrunden op i lyset, og udnyt den! Giv nogen rammer som vi unge selv kan udfylde! Vi ville elske det!

fredag den 10. juni 2011

Hvorfor skal jeg påduttes en mening?

Hvis jeg går i noget bestem tøj - så mener jeg noget bestemt, hvis jeg handler mine vare ind et bestemt sted - så mener jeg noget bestem, åbentbart. Hvorfor er det blevet sådan?

Jeg arbejder i en forretning, hvor jeg står i kassen. Når jeg har betjent en kunde, så spørg jeg "Kunne du tænke dig at købe en pose til dine vare?". Hvortil 90% svare - "Nej, lad os hellere spare på miljøet." Dette er fra alderen 10 - 100 som svare dette. Men hvorfor mener de dette? Hvilket grundlag har de for den mening? Det eneste de har af grundlag - er det de har hørt i fjernsynet og læst om i aviserne. De har dannet en mening, på baggrund af andres mening - og vi lever i et samfund, hvor det er meningen at vi alle tænker selv?

Jeg kan godt lide at gå i noget særligt tøj. Jeg kan lide det fordi jeg synes det er pænt, rart og hvad der nu ellers høre til. Men lige pludselig har det en betydning. Lige pludselig så stemmer jeg venstrefløj, ryger tjald på Christiania og desuden kan jeg ikke tage mig sammen i skolen. Nåååååå ja, det er jo også rigtigt - nej. Det er som om at vores samfund, sammen, har besluttet hvad forskellige ting betyder for hvad vi mener. Jeg er træt af at få påduttet en mening!

Jeg er så heldig at går på Christianshavns Gymnasium. Et gymnasium som jeg er rigtig glad for - og et gymnasium jeg valgte fordi jeg synes stemningen var kanon, og jeg var glad for at det lå i indre by. Men fordi mit gymnasium ligger op og ned af Christiania, så er jeg en hashrygende hippie. Derudover er jeg socialist på højeste plan, mine forældre er kunstnere og jeg er vegetar - hvis ikke veganer. Sandheden er bare en anden. Jeg er liberalist, bor på Østerbro, er ikke en hashrygende hippie, mine forældre er selvstændige og jeg elsker en tatar mad med rå æggeblomme. Dette stemmer ikke overens med hvordan andre mennesker har sat mig i en boks.

Jeg synes det er så trist det er blevet sådan her. Minerva modellen er et strålende eksempel på hvordan vi bliver kategoriseret ud fra vores indkøb og hvilken avis vi læser. Kan det virkelig være rigtigt? Jeg er træt af at folk tror de ved hvem jeg er, bare fordi de har set mig på gaden. Det er ikke det jeg kalder selvstændighed - det er at generalisere og tænke ligesom alle andre mennesker i dette samfund. Det er trist!

Men hvorfor er det blevet sådan? Jeg vil sætte mit gæt på massemedierne. Vi får så meget information om hvad vi skal synes og mene hele tiden - så hvorfor overhovedet tænke selv, og danne sin egen mening? Der er jo massere af tag af. Hvis ikke vi bliver bedre til at være kritiske overfor de informationsstømme vi står overfor, så ender vi som hjernedøde idioter, som tror på alt vi får at vide.

fredag den 3. juni 2011

hvis du kunne leve for evigt - ville du så gøre det ?

Hvis jeg mødte en magisk mand, eller en videnskabsmand for den sags skyld, og han gav mig tilbudet - Vil du leve for evigt? Ville jeg så tage imod det? Jeg ved det ikke helt.


Evighed i sig selv er en underlig ting. For hvad er evighed?

Som mennesker er vi van til at alting har ende. Alting. Alt hvad vi begynder på, vil også slutte en dag. Alle knuder vi binder, vil blive bundet op igen, om så ikke når vi dør.. men hvad nu hvis vi ikke døde?

Min mor har tit sagt: "Det eneste vi er sikre på i livet, det er at vi en dag vil møde døden". Men hvad hvis det en dag ikke længere er sandt? Hvad hvis det en dag bliver muligt, at snyde det mest naturlige i verden, døden? Ville du gøre det?

Argumenter for at tage imod dette tilbud, er mange. Rigtig mange. Nysgerrighed, livsglæde, kærlighed, oplevelser, udvikling, opdagelser, opfindelser osv. osv.

Men jeg tror alligevel jeg ville sig nej. Et evigt liv, vil blive ensomt i længden. Men alle venner falder fra og bliver ældre, forbliver du på den samme holdeplads.

Men hvad med 5000 år? Jeg spurgte min mor. Hun svarede: "Nej. Jeg tror at mennesker indeholder et vis stykke plads. Når det er fyldt op, så kan vi ikke mere." Min mor fortæller at hun selv har talt med gamle mennesker, som ikke var syge, men som følte at de var mætte af livet.

Lad os lege min mor har ret i forhold til hvor plads man har. Lad os sige vi har plads til det vi kalder 100. Prøv at følg min tanke - lad os sige jeg har været i Afrika, og oplevet en helt masse ting. Jeg har set gode, dårlige, onde og lykkelige øjeblikke. Lad os sige denne rejse fylder 15. Så har du kun 85 tilbage.

Lad os sige det var sådan - skal vi så være mere varsomme med vores liv? Kan vi blive mætte for hurtige? "Sophie Amalie, lad vær' at spise så hurtigt. Jeg ved godt du er meget sulten, men du får ondt i maven."

Tænk en gang, hvis det vidensamfund vi lever i i dag, en dag finder kuren til evigt liv. Hvem ville tage i mod den?

Med alle de smukke ting, med alle de smukke solopgange i København, med alle de søde, sjove og rare mennesker der er i den her verden, med alle de grin, tåre, kys og al den kærlighed - hvordan kan man så nogensinde blive mæt?

For mig er det svært, lige nu, at forstå hvordan man nogensinde kan blive træt af dette fantastiske liv. Kig dig omkring - vi lever i et paradis. Jeg vil se det hele, og jeg vil ikke blive mæt, og derfor ligge mig til at dø selv. Jeg vil se hele verden før jeg ligger mig til at sove.

lørdag den 14. maj 2011

.

Kærlighed er ..

.. tryghed
.. rummelighed
.. respekt
.. tillid
.. varme
.. latter
.. gråd
.. sommernætter
.. mine venner
.. min familie
.. noget jeg også har til mig selv
.. en bog med mange tanker
.. at leve
.. at dø
.. at gøre det man aller helst vil
.. når der dufter er regn
.. dig Carl
.. at føle succes
.. at føle sig hjemme
.. alt det jeg rummer

mandag den 2. maj 2011

Kan man juple over et andet menneskes død?

Som jeg altid gør, så tænder jeg for radioen i det sekund jeg vågner. På den måde får jeg altid lige en nyheds update - og bliver forhindret i at falde i søvn igen. Denne morgen var dog lidt anderledes. Nyheden om at Osama Bin Laden var død - kunne jeg ikke helt tage stilling til.

Nyhedsværten på P3, fortæller at Osama Bin Laden er blevet skudt, og er smidt i vandet. Han fortæller om den kæmpe jubel der har været i USA - og fortæller også om Obama's udtalelse " Retfærdigheden er sket fyldest". Udover det, har G. Bush udtalt "Det er en betydningsfuld bedrift". Køre vi efter "tand for tand, og øje for øje"- princippet nu?

Når et menneske er død, så plejer man at sørge. For død er en sørgelig ting. Men med Osama var det anderledes - der var jubel over hans endelige død. Manden har været jagtet siden 11/9 2001, og amerikanerne opfatter det som om de endelig har nået målstregen.

Osama er blevet opfattet som et ondt menneske. Jeg læste i dag(præcis hvor husker jeg ikke) "Nutidens ondeste monster er blevet dræbt". Tror du selv at Osama selv mener han er det ondeste monster? Det tror jeg ikke.

Alt dette føre mig hen til spørgsmålet - Findes der mennesker der bliver født onde?
Det tror jeg ikke selv på. Jeg tror ikke på at nogen mennesker som sådan er onde. For hvornår er et menneske ondt? Er det når de selv synes de er onder, eller er det når resten af verden synes de er onde?

Osama, Hitler, Stalin, Putin og alle de andre store mænd som vi synes er onde - de synes jo ikke selv de er onde. Tværtimod. De synes selv de er gode mennesker, mennesker der kæmper for det rigtige. Så hvordan definere vi det? Og kan vi overhovedet tillade os, at kalde nogen mennesker for onde?

Når mennesker gør idiotiske ting - som f. eks. at slå 6 mio. jøder ihjel, er det så deres skyld? Eller er det deres forældre? Eller den sygdom de har oppe i hovedet?

For at vende tilbage til starten - Kan man juble over et andet menneskes død? Det synes jeg ikke man. Selvom det ikke er en man kan lide, så er det stadig en eller andens far/søn/ven. Selvom Osama har gjort mange ting, som vi opfatter som forfærdelige, så kan man ikke juble over død.

I stedet for at juble, mener jeg, at USA skulle være glade for at en mission er afsluttet - ikke være glade for at Osama er død, da det aldrig har været den direkte plan. USA har udført mord - og det kan man aldrig være stolt over, eller juble over.

USA har fjernet en forfærdet personlighed, men gør mord ikke også USA til en forfærdet nation?

tirsdag den 15. marts 2011

Hvornår er man voksen?


Da jeg blev konfirmeret, fik jeg at vide - at jeg var voksen. Samfundet fortæller mig at jeg er voksen når jeg fylder 18. Mine forældre fortælle mig jeg er voksen, når jeg får børn. Min morfar fortæller mig, at man aldrig bliver voksen. Hvornår bliver man voksen? Bliver man nogensinde voksen?

Ordbogen siger En voksen, er et menneske der ikke længere er barn . For at kunne forstå dette, må vi først definere barn. Hvad er et barn? En under 18? En der ikke er konfirmeret endnu? En der ikke har fået børn? Er et barn en der kan lide at lege og bor hjemme? Eller en der lære? Men lære vi ikke alle... igennem hele livet?

Enhedslisten, mener at 15 årige burde have stemmeret. Som 15 årige har man sex, er konfirmeret, arbejder og betaler til staten. Er man så voksen? Er man voksen når man har sex? Er man voksen når man er konfirmeret, arbejde og betaler til staten?

Da jeg var 15 år, gjorde jeg alle disse ting. Men jeg var, og er heller ikke nu, på nogen måde voksen, og burde på ingen måde have ret til at stemme. Jeg var som 15 årige på ingen måde inde i det politiske spil, det internationale spil eller livets spil. Jeg var 15 år. Jeg levede livet - og gør det stadig. I dag, kun ét år senere, har jeg langt større viden om det samfund vi lever i og hvilke spilleregler der er. Personligt synes jeg ikke 15 årige skal have stemmeret.

Som 16 årige, bliver jeg betragtet som "ung kvinde". Ikke pige, men kvinde. Når jeg er til familie arrangementer, er det altid et dilemma om jeg skal sidde ved voksenbordet - eller børnebordet, for hvad er jeg?

På mange punkter, føler jeg mig voksen. Men på lige så mange punkter, føler jeg mig som en på 6. Jeg har oplevet stor skuffelse, ulykkelig kærlighed, den store kærlighed, skænderier, grin, smil, tårer, smukke solopgange og kolde solnedgange. Jeg har truffet min første store beslutning, jeg har haft en "sidste skoledag" - og jeg har set døden komme på besøg. Alle disse oplevelser, har gjort mig mere voksen, mens andre har holdt mig i det barnlige sind. Jeg er taknemlig for oplevelser der har gjort mig mere voksen, lige så taknemmelig for dem der holder mig i mit barnlige sind.

Jeg kan ikke vente til jeg fylder 18. Flytter hjemmefra, få kørekort og få lov at stemme. Den 6 juli, 2012 - er jeg da voksen? Næppe. Jeg kender gamle mennesker, som aldrig er blevet voksne. Jeg kender unge mennesker, der er blevet gamle og voksne alt for tidligt. Lige så gerne som jeg vil være voksen - håber jeg at bevare min barnlige sjæl.

torsdag den 24. februar 2011

midt under musikken
under de mange farver
smilene
klappene
kostumerne
lysene
og menneskerne
indså jeg
at vi blot var to mennesker
der havde tabt hjertet

mandag den 7. februar 2011

Hvorfor må homoseksuelle ikke lade sig gifte i kirken?

Homoseksuelle kan i Danmark ikke blive gift i kirken. De kan gå på rådhuset og få gjort deres parterskab officielt. Men hvad hvis et par ønsker at få Gud's velsignelse, og en smuk vielse? Har de så ikke lige så meget ret til det, som alle os andre? Åbentbart ikke, mener mange præster, som derfor nægter at lade homoseksuelle fejre deres bryllup i kirken.

Da jeg læste en artikel om netop dette, læste jeg således også en kommentar, som var skrevet af en præst. Denne præst siger selv nej til homoseksuelle i kirken. Almægtige Gud, som skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab og velsignede dem, vi beder dig, velsign også disse to. Lad dem altid leve af din nåde og i indbyrdes kærlighed. Sådan citere denne præst, og bruger disse linjer som argument mod homoseksuelle i kirken. "mand og kvinde til at leve sammen", men kan biblen ikke ændre sig? ligesom vores samfund, vores verden, vores idealer, vores værdier, vores måde at tænke på og vores måde at opføre os på har ændret sig?

Jeg har altid fået afvide at Gud elsker mig. Han elsker mig, fordi han har skabt mig, og fordi jeg er en af hans børn. Hvad med de homoseksuelle? Er de ikke også Gud's børn? Eller er det kun hetroseksuelle? Har Gud ikke også skabt de homoseksuelle? Elsker Gud så ikke de homoseksuelle? Selvfølgelig gør han det. Gud elsker alle hans børn, urenset hvordan de ser ud, hvilken hudfarve de har - eller hvilket køn de elsker.

Da jeg blev konfirmeret, blev jeg konfirmeret under ordene "Kærlighed er det vigtigste i hele verden". Min præst fortalte mig at Gud er kærlighed. Hvis kærlighed er det vigtigste i verden, hvorfor må de homoseksuelle så ikke fejre deres kærlighed?

Præster prædiker ikke længere på latin, konfirmander vælger selv, der spilles rock i kirken, der danses, der synges, der er glæde, der er latter, der tales om det onde, det gode - men vi er ikke åbne nok til at kunne dele alt dette med de homoseksuelle? Hvad er det for noget? Vi lever i en verden hvor vi skal være tolerante og venlige overfor alle mennesker. Homoseksuelle er jo mennesker, fuldkommen ligesom dig og mig.

At udelukke de homoseksuelle for den kristne kirke, synes jeg, er dybt snæversynet. Hvis du var præst og dit barn homoseksuelt - ville du så forbyde dit eget barn at fejre sin kærlighed? Ville du benægte ham/hende at vise sin taknemmelighed overfor Gud? Ingen forældre vil forhindre sit barn i at elske. Men kan det være rigtigt vi skal bestemme hvem de må elske?

Kirken er et sted for alle. Så selvfølgelig skal homoseksulle også kunne lade sig gifte i den danske kirke. Danske præster bliver nød til at indse, at verden og samfundet ændre sig - biblen bliver nød til at kunne følge med.

torsdag den 27. januar 2011


i en by, fyldt med liv og mennesker - kan man alligevel godt føle man nogengange er der helt alene.
.

mandag den 24. januar 2011

mediernes rolle

Brug tid på at se denne video. Brug tid på at fordøje den.
Skriv gerne tilbage, hvad du tænkte.














mandag den 17. januar 2011

det skete igen




Det skal du gøre:
1. hent en kop te
2. start denne sang
3. kig på mine billeder, og tænk på hvordan det har været med denne sang i ørene - i det her vejr.





torsdag den 13. januar 2011

x

jeg linker normalt ikke til andre bloggere - men her er en i SKAL se.
Det er fantastiske billeder, som er så virkelighedstro - at du kan mærke hvordan det har været at stå lige dér. Det er ikke mange fotografer der har sådan en gave.

tirsdag den 11. januar 2011

kan man fortryde?


Jeg fik fortalt, at det eneste der kan slettes helt og holdent, fjernes fra verdenen, ingen eksistens - er data på din computer. Men hvad med alt det vi skriver på internettet? Hvad med alle de sætninger vi formulere i hverdagen?

Denne tekst vil aldrig forsvinde. Om 50 år, vil jeg stadig kunne finde frem til netop denne tekst, denne blog og disse ord. Det er skræmmende, for det sætter lige pludselig "tænk før du taler" i et helt nyt perspektiv.

Alt hvad du har skrevet på Facebook, i en mail eller på en blog - vil være der for evigt. Det vil ikke kunne fjernes. Dine ord er derude et sted - og du kan ikke røre på dem længere.

Du kan ikke slette din Facebook profil, du kan gøre den passiv, men slettes - det kan den ikke. Din Email kan ikke slettes, den kan gøres passiv. Selvom du ikke bruger den, så er den derude. Internettet skræmmer mig på så mange måder.

Jeg er den første generation, som for alvor er vokset op med internettet. Min mor har altid sagt " Tænk over hvad i skriver derude, for det vil altid være der. Når i skal søge job, så vil de Google jer, og de VIL finde hvad du har skrevet. "

Forleden dag tastede jeg "www.tankebillede.blogspot.com" ind i Google's søgefelt. For at være ærlig blev jeg en lille smule overrasket. To indlæg som jeg har slettet(da jeg ikke selv mente de var gode) var at finde. Udover det, så er min blog nævnt på utallige hjemmesider - uden at jeg på nogen måde vidste om det. Forskellige indlæg er sat i forbindelse med andre hjemmesider - igen, uden jeg havde nogen idé om dette.

Da jeg fandt de to indlæg jeg havde slettet, tænkte jeg "Kan jeg ikke længere fortryde?". Svaret er nej. Så snart jeg trykker på min lille blå knap med "GEM NU", så er alt hvad jeg har tastet på internettet - og det kan ikke fortrydes. Det vil være der til evig tid.

Når jeg trykker "slet" til en mail - så skulle man tro den var slettet, men det er den ikke. Når du trykker "slet alle beskeder" på din telefon - så skulle man tro de var slettet, men det er de ikke. Ringer du op til dit teleselskab, kan de uden problemer finde dem frem igen - fordi de er blevet gemt. Ligesom alt andet skrift vi sender igennem luften.

Alle mine oplevelser og følelser bliver gemt. Facebook hjælper mig så rigeligt med dette. Efter hver fest, så er der et billede. Lige så snart det er uploadet, så har Facebook rettighederne over dette billede. Jeg har ingen magt overfor det.

Da jeg kiggede "Billeder af dig" igennem - kunne jeg se hele min historie fra de sidste par år; Mit forhold til mine gamle venner, mit forhold til mine nye venner, mit forhold til Morten, de første fester, de først kys, de hyggelige aftner og de mindre hyggelige aftner - det lå der på min skærm. Tilgængeligt for alle. Og jeg kan ikke slette det. Det er ikke kun billederne jeg kan slette, jeg kan heller ikke slette de forhold jeg har haft til andre mennesker. For alt hvad jeg har sagt og gjort, er blevet gemt i andre menneskers "harddisk", og der bliver det.

Det er skræmmende. Men det er nu også meget rart. Hos nogen, ville jeg gerne helst blive slettet fra harddisken, men hos andre - der vil jeg gerne blive lidt endnu. Det eneste der kan blive slettet, er dokumenter på din computer, alt andet er evigt i en eller anden form.

fredag den 7. januar 2011