tirsdag den 15. marts 2011

Hvornår er man voksen?


Da jeg blev konfirmeret, fik jeg at vide - at jeg var voksen. Samfundet fortæller mig at jeg er voksen når jeg fylder 18. Mine forældre fortælle mig jeg er voksen, når jeg får børn. Min morfar fortæller mig, at man aldrig bliver voksen. Hvornår bliver man voksen? Bliver man nogensinde voksen?

Ordbogen siger En voksen, er et menneske der ikke længere er barn . For at kunne forstå dette, må vi først definere barn. Hvad er et barn? En under 18? En der ikke er konfirmeret endnu? En der ikke har fået børn? Er et barn en der kan lide at lege og bor hjemme? Eller en der lære? Men lære vi ikke alle... igennem hele livet?

Enhedslisten, mener at 15 årige burde have stemmeret. Som 15 årige har man sex, er konfirmeret, arbejder og betaler til staten. Er man så voksen? Er man voksen når man har sex? Er man voksen når man er konfirmeret, arbejde og betaler til staten?

Da jeg var 15 år, gjorde jeg alle disse ting. Men jeg var, og er heller ikke nu, på nogen måde voksen, og burde på ingen måde have ret til at stemme. Jeg var som 15 årige på ingen måde inde i det politiske spil, det internationale spil eller livets spil. Jeg var 15 år. Jeg levede livet - og gør det stadig. I dag, kun ét år senere, har jeg langt større viden om det samfund vi lever i og hvilke spilleregler der er. Personligt synes jeg ikke 15 årige skal have stemmeret.

Som 16 årige, bliver jeg betragtet som "ung kvinde". Ikke pige, men kvinde. Når jeg er til familie arrangementer, er det altid et dilemma om jeg skal sidde ved voksenbordet - eller børnebordet, for hvad er jeg?

På mange punkter, føler jeg mig voksen. Men på lige så mange punkter, føler jeg mig som en på 6. Jeg har oplevet stor skuffelse, ulykkelig kærlighed, den store kærlighed, skænderier, grin, smil, tårer, smukke solopgange og kolde solnedgange. Jeg har truffet min første store beslutning, jeg har haft en "sidste skoledag" - og jeg har set døden komme på besøg. Alle disse oplevelser, har gjort mig mere voksen, mens andre har holdt mig i det barnlige sind. Jeg er taknemlig for oplevelser der har gjort mig mere voksen, lige så taknemmelig for dem der holder mig i mit barnlige sind.

Jeg kan ikke vente til jeg fylder 18. Flytter hjemmefra, få kørekort og få lov at stemme. Den 6 juli, 2012 - er jeg da voksen? Næppe. Jeg kender gamle mennesker, som aldrig er blevet voksne. Jeg kender unge mennesker, der er blevet gamle og voksne alt for tidligt. Lige så gerne som jeg vil være voksen - håber jeg at bevare min barnlige sjæl.