fredag den 10. juni 2011

Hvorfor skal jeg påduttes en mening?

Hvis jeg går i noget bestem tøj - så mener jeg noget bestemt, hvis jeg handler mine vare ind et bestemt sted - så mener jeg noget bestem, åbentbart. Hvorfor er det blevet sådan?

Jeg arbejder i en forretning, hvor jeg står i kassen. Når jeg har betjent en kunde, så spørg jeg "Kunne du tænke dig at købe en pose til dine vare?". Hvortil 90% svare - "Nej, lad os hellere spare på miljøet." Dette er fra alderen 10 - 100 som svare dette. Men hvorfor mener de dette? Hvilket grundlag har de for den mening? Det eneste de har af grundlag - er det de har hørt i fjernsynet og læst om i aviserne. De har dannet en mening, på baggrund af andres mening - og vi lever i et samfund, hvor det er meningen at vi alle tænker selv?

Jeg kan godt lide at gå i noget særligt tøj. Jeg kan lide det fordi jeg synes det er pænt, rart og hvad der nu ellers høre til. Men lige pludselig har det en betydning. Lige pludselig så stemmer jeg venstrefløj, ryger tjald på Christiania og desuden kan jeg ikke tage mig sammen i skolen. Nåååååå ja, det er jo også rigtigt - nej. Det er som om at vores samfund, sammen, har besluttet hvad forskellige ting betyder for hvad vi mener. Jeg er træt af at få påduttet en mening!

Jeg er så heldig at går på Christianshavns Gymnasium. Et gymnasium som jeg er rigtig glad for - og et gymnasium jeg valgte fordi jeg synes stemningen var kanon, og jeg var glad for at det lå i indre by. Men fordi mit gymnasium ligger op og ned af Christiania, så er jeg en hashrygende hippie. Derudover er jeg socialist på højeste plan, mine forældre er kunstnere og jeg er vegetar - hvis ikke veganer. Sandheden er bare en anden. Jeg er liberalist, bor på Østerbro, er ikke en hashrygende hippie, mine forældre er selvstændige og jeg elsker en tatar mad med rå æggeblomme. Dette stemmer ikke overens med hvordan andre mennesker har sat mig i en boks.

Jeg synes det er så trist det er blevet sådan her. Minerva modellen er et strålende eksempel på hvordan vi bliver kategoriseret ud fra vores indkøb og hvilken avis vi læser. Kan det virkelig være rigtigt? Jeg er træt af at folk tror de ved hvem jeg er, bare fordi de har set mig på gaden. Det er ikke det jeg kalder selvstændighed - det er at generalisere og tænke ligesom alle andre mennesker i dette samfund. Det er trist!

Men hvorfor er det blevet sådan? Jeg vil sætte mit gæt på massemedierne. Vi får så meget information om hvad vi skal synes og mene hele tiden - så hvorfor overhovedet tænke selv, og danne sin egen mening? Der er jo massere af tag af. Hvis ikke vi bliver bedre til at være kritiske overfor de informationsstømme vi står overfor, så ender vi som hjernedøde idioter, som tror på alt vi får at vide.

fredag den 3. juni 2011

hvis du kunne leve for evigt - ville du så gøre det ?

Hvis jeg mødte en magisk mand, eller en videnskabsmand for den sags skyld, og han gav mig tilbudet - Vil du leve for evigt? Ville jeg så tage imod det? Jeg ved det ikke helt.


Evighed i sig selv er en underlig ting. For hvad er evighed?

Som mennesker er vi van til at alting har ende. Alting. Alt hvad vi begynder på, vil også slutte en dag. Alle knuder vi binder, vil blive bundet op igen, om så ikke når vi dør.. men hvad nu hvis vi ikke døde?

Min mor har tit sagt: "Det eneste vi er sikre på i livet, det er at vi en dag vil møde døden". Men hvad hvis det en dag ikke længere er sandt? Hvad hvis det en dag bliver muligt, at snyde det mest naturlige i verden, døden? Ville du gøre det?

Argumenter for at tage imod dette tilbud, er mange. Rigtig mange. Nysgerrighed, livsglæde, kærlighed, oplevelser, udvikling, opdagelser, opfindelser osv. osv.

Men jeg tror alligevel jeg ville sig nej. Et evigt liv, vil blive ensomt i længden. Men alle venner falder fra og bliver ældre, forbliver du på den samme holdeplads.

Men hvad med 5000 år? Jeg spurgte min mor. Hun svarede: "Nej. Jeg tror at mennesker indeholder et vis stykke plads. Når det er fyldt op, så kan vi ikke mere." Min mor fortæller at hun selv har talt med gamle mennesker, som ikke var syge, men som følte at de var mætte af livet.

Lad os lege min mor har ret i forhold til hvor plads man har. Lad os sige vi har plads til det vi kalder 100. Prøv at følg min tanke - lad os sige jeg har været i Afrika, og oplevet en helt masse ting. Jeg har set gode, dårlige, onde og lykkelige øjeblikke. Lad os sige denne rejse fylder 15. Så har du kun 85 tilbage.

Lad os sige det var sådan - skal vi så være mere varsomme med vores liv? Kan vi blive mætte for hurtige? "Sophie Amalie, lad vær' at spise så hurtigt. Jeg ved godt du er meget sulten, men du får ondt i maven."

Tænk en gang, hvis det vidensamfund vi lever i i dag, en dag finder kuren til evigt liv. Hvem ville tage i mod den?

Med alle de smukke ting, med alle de smukke solopgange i København, med alle de søde, sjove og rare mennesker der er i den her verden, med alle de grin, tåre, kys og al den kærlighed - hvordan kan man så nogensinde blive mæt?

For mig er det svært, lige nu, at forstå hvordan man nogensinde kan blive træt af dette fantastiske liv. Kig dig omkring - vi lever i et paradis. Jeg vil se det hele, og jeg vil ikke blive mæt, og derfor ligge mig til at dø selv. Jeg vil se hele verden før jeg ligger mig til at sove.