tirsdag den 5. juli 2011

Få undergrunden op i lyset!

Jeg har haft mange fritidsinteresser. Jeg har sejlet, været spejder, spillet tennis, gået til ridning og meget andet. Der er flere gode aspekter i at have en fritidsinteresse, man får motion, møder andre og så lærer man også noget. Når det kommer til det med at lære, så er det vigtigere for børn og unge selv, end mange voksne lige tror.

Mange tror, at unge ikke gider gå til noget i deres fritid, enten fordi de er dovne eller ikke har tiden grundet gymnasium eller anden uddannelse. Sådan er det bare ikke. Det er rigtigt at jeg langt fra har lige så meget tid i dag, som jeg havde for bare 3 år siden, men hvis der er noget jeg virkelig gerne vil – så finder jeg også tiden til det. Det handler om prioritering. Men hvorfor er der så ikke flere unge tilmeldt en fritidsaktivitet? Fordi de ikke lære noget i fritidsaktiviteter.

Da jeg var mindre, gik jeg til ridning. Jeg gik til det i næsten 10 år. Hvorfor jeg stoppede? Fordi jeg stoppede med at lære noget. Jeg kunne ikke længere få udbytte af undervisningen, og kunne derfor ikke blive bedre end jeg allerede var. Tro det eller ej – man vil altid have lyst til at blive bedre, dette gælder også unge mennesker! Når man ikke længere kan få udbytte af undervisningen, så er det uinteressant, og man vælger at droppe det. Hvorfor tror du så mange yderst intelligente unge mennesker vælger at droppe ud af gymnasiet?

Jeg har gået på fritidshjem da jeg var yngre, men synes ikke det var sjov i ret lang tid. Jeg lærte ingenting af at gå der. Vi spillede bango, spiste is og hoppede i sjippetov. Men en dag kom der en ny pædagog, Per. Jeg husker ham stadig selvom det er snart 8 år siden. Han lærte mig at spille skak, risk, at bliver bedre til engelsk, hjalp mig med matematik lektierne, fortalte mig om Einstein, og om alle planeterne. Han var, og er i dag, stadig nok mit største forbillede. Han lærte mig alt hvad han vidste, og jeg kunne lytte til ham i timevis, mens jeg blot sad der og blev klogere. Lige pludselig var der et formål ved at tage i fritteren, i stedet for bare at tage hjem efter skole. Jeg lærte noget, jeg blev klogere. Det var fantastisk! Unge har brug for mennesker som Per. Mennesker der kloge, og som har lyst til at dele ud af deres klogskab – inde for det emne vi interessere os for.

Som ung er det at lære noget en kæmpe del af at udvikle sig. Unge er godt klar over, at vi kun udvikler os som mennesker, hvis vi lære noget. Derfor dropper vi også hurtigt det, vi er i gang med, hvis vi fornemmer, at vi ikke udvikler os og lære noget. Fuldkommen ligesom jeg gjorde med ridning. Unge er ikke dovne, og vi vil rigtig gerne blive klogere hele tiden – og så skal vi skal kunne mærke, at vi udvikler os igennem det vi laver. Gør vi ikke det, så dropper vi ud.

Som jeg er blevet ældre kan jeg både mærke og se, hvordan der bliver lagt mere og mere ansvar over på os unge – men jeg kan samtidig mærke, hvordan det gør det mere og mere vigtigt at kunne flygte til de mere barnlige sider af mig selv. Unge har brug for steder, hvor vi kan tage hen og være barnlige, kreative eller hvad vi nu har brug for af aktiviteter – så vi kan slappe af og glemme ansvaret for en stund og udvikle andre sider af os selv.

Jeg har efterhånden boet i København i mange år, og bevæget mig rundt i de fleste af ungdommens små hjørner og kroge. Jeg synes, at der i den grad mangler aktiviteter for unge. Jeg oplever især mange unge drenge, som keder sig og hænger ud på gaden og kommer ud i nogle dårlige spor. Jeg har desværre flere drengevenner, som er begyndt at ryge lidt for meget hash. Når jeg taler med dem, kan jeg mærke, at de ikke bare gør det, fordi ”det bare er sjovt at være skæv”. De har brug for at flygte fra virkeligheden og det pres, vi som unge hele tiden kan mærke bliver større og mere alvorligt efterhånden, som vi snart er voksne. Det skræmmer dem, og det skræmmer også mig selv.

Jeg tror særligt det er drengene vi skal have fat i. Fordi jeg er pige, ved jeg godt det kan lyde som om jeg bare gerne vil tale godt om mit eget køn, men det er virkelig ikke det jeg prøver på. Jeg tror godt at alle ved, at piger som regel udvikler sig hurtigere end drenge gør. Det er som regel også derfor, man oftest ser piger have en ældre kæreste, have sin seksuelle debut før drengene osv. osv. Med det vil jeg bare gerne sige: Jeg tror at piger er hurtigere om at acceptere det ansvar de er ved at få – og arbejde med det, i stedet for at løbe fra det. Som dreng tror jeg det kommer og senere, og de kan derfor ikke forstå hvorfor pigerne ikke på samme måde er bange for den fremtid der ligger forude. De begynder derfor at finde deres veje, hvorpå de kan flygte – nogen finder blot de forkerte veje. Vi skal hjælpe dem med at finde nogen gode veje, hvorpå de kan flygte – men også udvikle sig på samme tid.

I et velfungerende samfund, burde der være tilbud som kan række ud over alle målgrupper blandt unge. Mange unge går til sport, spejder eller i ungdomsklub. Men der er ikke nogen tilbud til os, som ikke synes, vi passer ind i de traditionelle tilbud. Vi danner vel nærmest en slags undergrund af unge.

Undergrunden tæller mange flere unge, end jeg tror, de fleste er klar over. Den består af en flok kreative, alternative, nysgerrige og produktive unge – som gerne vil lære noget mere – bare ikke på de sædvanlige måder. Undergrunden i Danmark kører især på højtryk i København.

På undergrundssteder som Kapelvej 44, Dortheavej, Saxons, Christiania, Støberiet Nørrebro og mange andre steder, rummer der så meget bas, at man får sidestik af at stå i nærheden, kreativitet, tanker, filosofi, idéer, produktivitet og livsglæde. Hvordan det kan lade sig gøre? En stor flok unge mennesker fra undergrunden har samlet sig, og sat sig sammen, for at arrangere nogen fester. Få arrangeret nogen fester, hvor unge med anderledes interesser kan mødes, og udveksler idéer, drikke en øl eller to – og høre musik (som unge også selv står for). Man mødes ofte, for at gå til en koncert, men som aften glider hen, har jeg utrolig mange gange endt med at sidde og udveklse tanker og idéer med andre unge fra undergrunden. Vi har flere gange talt om at få forskellige projekter op at stå, om at lave en udstilling med fotos, oprette en filosofi klub hvor vi kan diskutere forskellig filosofi. Vi vil så gerne! Men vi har ikke rammerne til det. Giv os rammerne, og vi lover at fylde dem ud.

Hvorfor ikke udnytte den dejlige undergrund, og få noget godt ud af den? Hiv de unge op i lyset, og giv dem et tilbud om at blive bedre til det de rent faktisk gerne vil blive bedre til. Der skal også være plads til de unge, som ikke har lyst til at gå til spejder, tennis, ridning, klaver eller badminton.

Du vil måske tænke - ”Jamen der er da tilbud til unge som dem?” Er der virkelig? Jeg lyder måske en smule autonom, men da man valgte at fjerne Ungdomshuset på Jagtvej 69, valgte man også at fjerne knuden for fritidsinteresser når det gælder undergrunden. I Ungdomshuset fandt man bl.a. Onsdagsværksted, malerkurser, musik og rytme klasser, DJ undervisning, drama og jeg kunne bliver ved. Det var et sted hvor undergrundes unge kom – og derfor så disse tilbud, og tog i mod dem.

Man bliver nød til at forstå, at når man bevæger sig i den danske undergrund, så vil man også gerne lære noget mere der. Mange unge, inklusiv mig selv, elskede Ungdomshuset på Jagtvej, og kom der for at lære, tænke, tale og bliver klogere! Meget kan man sige om Ungdomshuset på Jagtvej, men det var et sted man kom, og var lidt klogere når man gik hjem igen. Steder som Ungdomshuset bør eksistere igen. Jeg ved at man kan finde det nye Ungdomshuse på Dortheavej – men det er også vigtigt, tror jeg, at hive den slags knudepunkter op til overfladen, og belyse den for alle. Langt fra alle vidste hvilke faciliteter det gamle Ungdomshus kunne byde på, og det er en skam – for det var et godt hus.

Jeg har to drenge - venner, som begge lige er begyndt til DJ undervisning. De er super glade for det, og har nu fået en ny hobby som de bruger mange timer på hver dag. De lære en hel masse, og er altid meget glade for at fortælle om hvad de har lavet til de her timer. De går på en ungdomsklub på Nørrebro. De havde aldrig hørt noget om det, indtil en af deres venner startede der, fordi undervisere er hans onkel. HVORFOR ER DER IKKE BEDRE INFORMATION OM AT SÅDANNE TILBUD FINDES?! Vi har bruge for mere af sådan noget! Vi har brug for tilbud til unge om at gå til graffiti og lignende. Et sted hvor de kan få lov til at male så tosset de vil – men helt lovligt. Et sted hvor de bliver klogere på de ting som de rent faktisk interessere dem.

Mit opråb er hermed: Få undergrunden op i lyset, og udnyt den! Giv nogen rammer som vi unge selv kan udfylde! Vi ville elske det!

4 kommentarer:

  1. Heldigvis har vi det danske skolestem, som konstant opdateres, byder på massere af intellektuel udfordring og giver mulighed for at tilegne sig ny viden - Her er der mere end rigeligt at give sig i kast med

    SvarSlet
  2. Ja det meget fint du siger vi har et udemærket skolesystem. Ja det bliver opdateret, med viden og på de faglige områder.
    vil ikke ligefrem sige at det er den vilde intellektuelle udfordring man møder der.
    Sofieamalie refererer jo til de unge mennesker som evt har andre ting i sinde. Ikke til skolesystemet. Hun mener blot at kommunen eller staten burde lave nogle opholdssteder til folk med andre/specielle talenter.

    SvarSlet
  3. Meget, meget interessant at få et indblik i dine tanker. Virkelig. Jeg er simpelthen så enig, og er så glad for, at du kan sætte ord på.
    Forfanden hvor jeg glad for lige at have fundet din blog - den er enestående.

    SvarSlet
  4. undskyld, glemte sophieamalie staves med ph . sorry :)
    ( refererer til indlæg nr 2 )

    SvarSlet